"Det vil jeg ikke udelukke kan ske engang... i næste århundrede."
Konservativ gruppeformand, Helge Adam Møller, om udsigten til, at Dansk Folkeparti kommer med i regering
Der kan være mange gode grunde til, at gode konservative afskyr Dansk Folkeparti og alt, hvad det parti står for. Som vi flere gange har beskrevet det her i avisen, så er modsætningsforholdet mellem de to borgerlige strømninger, som Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti repræsenterer, rodfæstet i to forskellige vælgergrupper, som slås om de samme nationale værdier. Hvem har arveretten til 'gamle Danmark' - Gud, konge, fædreland og dannebrog?
MEN EN TING er følelser og almindelig rivalisering om retten til at kalde sig konservativ. Det, der kan undre, er, at striden mellem de to partier får lov til at fortsætte i fuld offentlighed og for fuld styrke uge efter uge.
Onsdag opfordrede Dansk Folkepartis Ungdom statsministeren til at smide de konservative ministre ud af regeringen og erstatte dem med repræsentanter fra Dansk Folkeprti.
Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard lod gennem sin pressechef forstå, at hun godt kan forstå reaktionen fra sin ungdomsorganisation, og det fik så Helge Adam Møller (K) til at håne samarbejdspartneren med ordene: Måske... i næste århundrede. Episoden kommer, efter at Dansk Folkeparti i december satte den konservative forbrugerminister Lars Barfoed fra bestillingen, og efter at den konservative skatteordfører fik en aldeles kold skulder, da han i denne uge inviterede Dansk Folkeparti til møde om skattelettelser.
LEDENDE VENSTRE-FOLK har tidligere udtalt, at der er et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti.
Regeringsgrundlaget hviler på disse værdier, om man så kan lide det eller ej. Og det bliver de konservative nødt til at indstille sig på - eller forlade bageriet, hvis lugten bliver for stram.
De konservative ministre sidder kun i regeringen, fordi den er støttet af Dansk Folkeparti. Det er realiteterne. Derfor virker det mere og mere hyklerisk at høre på konservative medlemmer af Folketinget, der helst så Pia Kjærsgaard og hendes partifæller hen, hvor peberet gror.
Mandaterne er gode nok, når der skal samles flertal, men kan vi ikke undgå fysisk kontakt i øvrigt, synes holdningen at være. Realiteten er, at afhængigheden er total.
Og en vigtig grund til, at den verbale strid får lov til at fortsætte, er, at partiets leder Bendt Bendtsen (K) har haft svært ved at sætte sig i respekt. Han har selv udtalt sig meget nedsættende om Dansk Folkeparti, og den afsky for samarbejdspartneren har han tilsyneladende meget svært ved at skjule over for sine partifæller.
Hvis han så mere nøgternt på striden, så satte han alle på plads og truede med alverdens ulykker, hvis nogen vovede at udtale sig negativt om Dansk Folkeparti.
