Nu er det så tegninger af Muhammed med en bombeformet turban. Ambassadører bliver kaldt hjem fra Danmark, saudiaraberne og syrerne brokker sig, Golfstaterne rydder danske produkter af hylderne, bevæbnede mænd i Gaza truer EU og udenlandske journalister. Flemming Rose, 'kultur'-redaktør for den lille skvattede avis, der offentliggjorde disse tåbelige tegninger - det var altså i september sidste år - erklærer, at vi er vidne til et 'sammenstød mellem civilisationer', de sekulære vestlige demokratier og de islamiske samfund. Det betyder vel, at danske journalister trofast følger i H.C. Andersens fodspor. Vor herre bevares. Hvad vi oplever er civilisationers barnagtighed.
Lad os starte med afdelingen for hjemlige sandheder. Dette handler ikke om sekularisme versus islam. For muslimer står profeten som den mand, der modtog guddommelige ord direkte fra Gud. Vi anser vores helgener og profeter som nærmest historiske skikkelser - oppe imod vores high tech-menneskerettigheder og friheder, er de næsten karikaturer af sig selv. Sagen er, at muslimer udlever deres religion. Det gør vi ikke. De har bevaret deres tro gennem utallige historiske forandringer. Det er derfor vi taler om 'Vesten versus islam' og ikke 'kristne versus islam' - fordi der ikke er særlig mange kristne tilbage i Europa. Og det kan vi ikke snakke os fra ved at påkalde os alle de andre verdensreligioner og spørge, hvorfor vi ikke har lov til at gøre lidt grin med Muhammed.
Og så kan vi dyrke vores eget hykleri over religiøse følelser.
Opblæste statsmænd
Jeg kan huske hvordan en film for over 10 år siden viste Jesus, der elskede med en kvinde. I Paris satte man ild til den biograf, der viste filmen, en ung franskmand blev dræbt ved den lejlighed. Jeg kan tilfældigvis også huske, at et større amerikansk universitet inviterede mig til at holde et foredrag for tre år siden. Det gjorde jeg. Det hed '11. september 2001: Spørg, hvem der gjorde det, men spørg for Guds skyld ikke hvorfor.' Da jeg ankom, havde man slettet udtrykket 'for Guds skyld', fordi "vi ikke vil krænke visse følelser". Aha, så vi har også 'følelser'.
Med andre ord kræver vi, at muslimer skal være sekulære når det drejer sig om ytringsfrihed - eller tarvelige tegninger - og bekymre sig lige så meget om tilhængere af vores egen dyrebare religion.
Jeg nød også virkelig disse opblæste europæiske statsmænds udtalelser om, at de ikke kan kontrollere ytringsfriheden eller pressen. Det er også noget vås. Hvis tegningen af profeten havde forestillet en rabbiner med en bombeformet hat, havde vi fået ørerne skreget fulde af 'anti-semitisme' - og med rette, på samme måde, som vi ofte hører israelerne klage over anti-semitiske tegninger i ægyptiske aviser.
Endvidere er det i nogle europæiske lande, deriblandt Frankrig, Tyskland og Østrig forbudt ved lov at benægte at folkedrab finder sted. I Frankrig er det f.eks. forbudt at hævde, at den jødiske holocaust eller den armenske holocaust ikke fandt sted (vent blot og se de problemer, Tyrkiet får med sidstnævnte, hvis landet nogensinde kommer med i EU). Så det er faktisk forbudt at fremkomme med visse udsagn i europæiske lande. Men anti-semitter vil altid finde en måde at omgå sandheden om holocaust.
Men det sagen drejer sig om er, at vi næppe kan udøve vores politiske tilbageholdenhed eller lovgivning - der skal forhindre anti-semitiske tegninger eller holocaust-benægtere - og så samtidig råbe op om sekularisme, når vi opdager, at muslimer protesterer imod vores provokerende og fornærmende billede af profeten.
Pinligt for muslimer
For mange muslimer er den 'islamiske' reaktion på hele affæren ret pinlig. Meget taler for, at muslimer gerne ser reformer indført i deres religion. Hvis tegningerne havde fremmet denne sag for de, som gerne vil diskutere emnet, ville ingen have gjort indsigelse. Men meningen bag var tydeligvis provokationen. Og dette er næppe det rette tidspunkt at vifte med noget gammel Samuel Huntingdon-snak om 'sammenstød mellem civilisationer'. Iran er nu igen styret af et præsteskab, og i praksis er dette også tilfældet i Irak.
I Ægypten vandt Det Muslimske Broderskab 20 procent af pladserne ved det nylige parlamentsvalg, og Hamas står i spidsen for Palæstina. Er der ikke et budskab her? At USA's politik om 'regime-skift' og 'demokrati' i Mellemøsten ikke fungerer. Disse millioner af vælgere foretrak islam frem for de korrupte regimer, vi indsatte. At kaste en dansk tegning på det bål er i sandhed farligt.
Under alle omstændigheder handler det ikke om hvorvidt profeten skal afbilledes. Koranen forbyder ikke billeder af profeten, selv om millioner af muslimer gør det. Problemet er, at disse tegninger viste Muhammed som en voldelig bin Laden-type. De viste islam som en voldelig religion. Det er den ikke. Eller er det det, vi ønsker at gøre den til?
© The Independent & Information
Oversat af Ebbe Rossander