Der var ikke meget atomvåbenhandler over Asher Karni, som han steg ud af flyet. Nyfalden sne lovede godt for den 51-årige familiefar, der med sin kone og teenagedatter nytårsdag 2004 netop var ankommet til Denver lufthavn på vej til tre ugers skiferie i de amerikanske Rocky Mountains.
Men den sydafrikanske forretningmand nåede ikke at sætte mange skridt i den friske sne, før han blev anholdt af de amerikanske myndigheder og anklaget for ulovligt at have solgt højteknologiske specialdele til Pakistan. Specialdele, der kan antænde en atombombe.
Tilfangetagelsen og den efterfølgende efterforskning - som Information har fået aktindsigt i gennem det amerikanske retssystem, før sagen blev mørkelagt af myndighederne i september - giver et sjældent indblik i, hvordan handel med atomvåbendele finder sted. En stor del foregår hverken via obskure transporter over kamelryg igennem øde landområder eller i attachemapper hos skummelt udseende slaviske typer. Sagen viser, hvordan vitale dele til at bygge atombomber bliver købt og solgt via traditionelle handelskanaler og efterfølgende transporteret på tværs af verden af pakkefirmaer som DHL.
Og sagen afslører yderligere, at de kontrolsystemer, der skal fange det ulovlige salg, er så hullede, at det tilsyneladende er overraskende nemt at omgå dem. En tilstand, der står i skarp kontrast til verdens fokus på masseødelæggelsesvåben efter terrorangrebene 11. september. Hele balladen drejer sig om 200 små såkaldte elektroniske gnistgab (TSG = Triggered Spark Gaps), der i langt de fleste tilfælde bliver købt af hospitaler og brugt til at sende en elektronisk impuls, der kan pulverisere nyresten. En TSG kan dog også bruges til andet end at helbrede mennesker. Den meget præcise kontrol af timing og varighed for den elektroniske impuls gør en TSG perfekt til at udløse en atombombe-eksplosion. Og placerer den dermed midt i den internationale økonomi af såkaldt dual-use teknologi, dvs. produkter der kan anvendes til både civile og militære formål.
Kontrolleret vare
Derfor er den lille undselige cylinder, der kan være i en frakkelomme og koster omkring 2.500 kroner, en af verdens mest kontrollerede varer - på linje med uran og andet radioaktivt materiale.
Alligevel lykkedes det ifølge de amerikanske myndigheder Asher Karni via mellemhandlere at finde en vej uden om de internationale kontrolsystemer og få leveret sin sprængfarlige last til en pakistansk forretningsmand, Humayun Khan. Khan er fast leverandør til det pakistanske militær - der i mange år har haft et hemmeligt atomvåbenprogram - og er endvidere af de amerikanske myndigheder blevet sat i forbindelse med en militant islamisk gruppe, der er mistænkt for at bevæbne soldater i Kashmir-konflikten.
Hvordan Asher Karni - en stærkt troende jøde, der har tjent 15 år i den israelske hær og undervist i Torah-læsning - ender med at forsyne Pakistan med dele til, hvad der ofte bliver kaldt "den islamiske a-bombe", er en gåde for de fleste. Og ville formentlig aldrig være blevet opdaget, hvis ikke Asher Karni havde kvajet sig gevaldigt.
Firmaets indkøber
Handlen, der sætter den israelsk-sydafrikanske forretningsmands fingeraftryk på Pakistans atomare ambitioner, blev stykket sammen i en treetagers luksusvilla på den fasionable Ocean View Drive i Cape Towns millionærkvarter, Sea Point.
Med sine mange år i det israelske militær bag sig var Asher Karni et respekteret medlem af Cape Towns jødiske samfund og stod blandt andet for gudstjenester, når den lokale rabbiner var udenbys.
Siden 1989 havde Karni arbejdet hos firmaet Eagle Technology, der fra en butik midt i Cape Town sælger en spøjs blanding af avanceret overvågningsudstyr, espressomaskiner og andre forbrugerprodukter.
Den egentlige forretning foregår dog i lokalerne ovenpå. Her har Eagle Technology specialiseret sig i at skaffe avancerede militære elektroniske og optiske specialdele, som de oprindeligt solgte til det sydafrikanske militær under apartheid-regimet, og nu sælger til en bredere vifte af klienter i og uden for det nye Sydafrika. Denne slags udstyr var Asher Karnis speciale.
Da han i sin tid blev ansat i firmaet, var Sydafrikas apartheid-styre underlagt stramme internationale sanktioner, hvilket gjorde landet til et paradis for smuglere. Alt fra geværer og ammunition til mere avanceret militært udstyr måtte skaffes på det sorte marked. Og selv om Eagle ikke leverede til landets hemmelige atomvåben-program, så overlevede firmaet på sin viden om, hvordan man skaffede våben uden om de internationale sanktioner.
"Alle, der arbejdede med den her slags teknologier, var nødt til at have kontakter til forskellige former for hemmelige kilder og netværk," fortæller Jean du Preez, der i 1990'erne var ansat i Sydafrikas officielle antivåbensprednings-agentur.
Da Nelson Mandela blev landets præsident i 1994, blev de internationale sanktioner ophævet, og Eagle Technology omstillede sig til det lovlige marked.
Med sin tekniske uddannelse fra et israelsk universitet og en baggrund i de væbnede styrker var Asher Karni efterhånden blevet firmaets ledende indkøber. Han omsatte ofte for en halv million kroner om måneden og hævede hver måned ifølge sine ansættelsespapirer mere end 50.000 kroner i løn. Samtidig boede han gratis med sin kone og tre børn i et hus stillet til rådighed af firmaet og færdedes i sin fritid blandt Cape Towns elite.
Business med sekretæren
Den ekstraordinære deroute fra det gode liv til en celle i Metropolitan Detention Centre i New York, hvor Karni nu er indsat, begyndte som en mistanke om noget helt andet. Hans kollegaer bemærkede, at han gik til møder ude i byen uden forklaring og brugte lang tid på opgaver, som ikke gav noget afkast. I et firma af Eagles natur tager man ikke let på den slags sager og hyrede derfor en privatdetektiv til at undersøge, hvad Karni egentlig gik og rodede med.
Hvad privatdetektiven fandt ud af, var alarmerende nyt, men lød i første omgang som en mere privat affære.
Karni mødtes i skjul med sin nyligt fyrede sekretær, den kønne amerikansk-fødte Marisa Kirsh. Firmaet opdagede yderligere, at den da 36-årige sekretær var eftersøgt i flere amerikanske stater, da hun var flygtet med sin 10-årige søn fra sin eksmand nogle år forinden.
Privatdetektiven fandt også ud af, at Karni havde hjulpet sin tidligere sekretær med at åbne et handelsfirma, der importerede fra nogle af Eagles egne leverandører og underbød Eagles priser. Endvidere havde Karni åbnet sit eget firma, Top-Cape, der hjalp Marisa med hendes handler.
Da den driftige forretningsmand varetog en del af kundekontakten i sit nye firma fra sin e-mail-konto hos Eagle, var det ikke svært at påvise, at han konkurrerede med sin egen arbejdsgiver. Han blev derfor fyret.
Handel med Pakistan
Var sagen blot stoppet der, havde Asher Karni formentlig stadig været et respekteret medlem af den jødiske menighed i Cape Town og gået i synagogen hver lørdag med sin kone og tre døtre. Men den velhavende forretningsmand - der med det samme efter sin fyring flyttede fra firmaboligen til den væsentligt større villa på Ocean View Drive - begik i stedet en alvorlig fejltagelse: Han stævnede Eagle i Sydafrikas arbejdsret for uberettiget fyring.
Og som Eagles advokat Michael Bagrain husker tilbage:
"Indtil det tidspunkt var der ikke rigtigt nogen, der interesserede sig for, hvad det var, han egentligt solgte."
Men nu skulle de finde beviser. Og begyndte derfor at nærlæse de e-mails, som Karni havde sendt. Michael Bagrain husker stadig, hvordan de små hår i nakken rejste sig på ham, da han sammen med firmaets ledelse stod omkring Karnis skrivebord en sen aften og opdagede, hvad og hvem det var, Asher Karni handlede med.
E-mailene viste, at den pakistanske forretningsmand Humayun Khan havde bedt Asher Karni om 200 TSG'er. Det store antal fik advarselslamperne til at blinke rødt hos ledelsen. Normalt bestiller hospitaler kun fire til seks styks, da de kan genbruges flere hundredtusinde gange til at fjerne nyresten. Men til at udløse en atomeksplosion kan de i sagens natur kun bruges én gang.
Pakistans ulovlige atomvåbenprogram var kommet i verdens søgelys i takt med, at grænsekonflikten med atommagten Indien eskalerede i Kashmir-regionen. Ud over det faretruende atomvåbenkapløb mellem de to naboer, var Pakistans atomvåbenprogram blevet ubehageligt aktuelt, efter at amerikanske, italienske og britiske agenter pågreb et skib i Middelhavet på vej til Libyen med højteknologiske udstyr til at fremstille beriget uran. Afsløringen ledte til opløsningen af det ulovlige A.Q. Khan netværk, hvor lederen af den pakistanske atombombe-produktion A.Q. Khan indrømmede at have solgt eller forsøgt at sælge sofistikeret nuklear teknologi til Libyen, Iran og andre "slyngelstater".
At den pakistanske Humayun Khan (der ikke er familie med A.Q.Khan) med tætte bånd til det pakistanske militær nu bestilte 200 TSG-komponenter, tegnede ikke godt.
Som Jacob Blackford, en forskningsanalytiker fra Institut for Videnskab og International Sikkerhed (ISIS) i Washington, forklarer om cylinderne:
"De er en komponent i et atomvåben, ligesom beriget uran - og Pakistan har allerede den berigede uran. Du skal bruge begge dele for at kunne sprænge en atombombe".
Af samme grund kunne Irak i tiden mellem de to Golf-krige kun få udleveret en ny TSG til sine hospitaler, når de afleverede den brugte til det Internationale Atom Energi Agentur i Wien.
Handel via Sydafrika
For at undgå at udstyr som TSG og andre dual-use teknologier falder i hænderne på de forkerte, eksisterer der et kompliceret net af internationale eksportkontrol-systemer. Systemer, der skal overvåge, hvem der prøver at købe farligt materiale, og regler for hvilke firmaer og lande, der ikke må gives eksportilladelser til. Da Pakistan har et ulovligt atomvåbenprogram, ville et amerikansk firma aldrig få tilladelse til at sende 200 af de små cylindre dertil. Men Sydafrika er til gengæld siden apartheids fald kommet med i de flinke drenges klub, og et amerikansk eller dansk firma kan derfor sende for eksempel TSG'er dertil uden en speciel eksporttiladelse.
Khan havde tilsyneladende fundet det perfekt hul i de internationale sanktioner.
Sydafrika var yderligere oplagt til at stå for en lyssky handel, da personer som Asher Karni stadig har erfaring fra gamle dage i at omgås internationale regler.
"Mens opmærksomheden var fokuseret på Rusland og andre med atomvåben, har et sort marked inden for atomar dual-use-teknologi udviklet sig i Sydafrika", fortæller David Albright, præsident for ISIS og tidligere våbeninspektør for FN i Irak.
Anonym kilde
E-mailtrafikken mellem Karni i Sydafrika og Khan i Pakistan har Information fået adgang til gennem det amerikanske retssystem, og skriverierne indikerer, at Khan går til Karni for bevidst at omgå reglerne. Først forsøger Karni at købe TSG gennem den amerikanske fabrikant ParkinElmers datterselskab i Frankrig, Polytec. Men da de svarer, at de skal bruge en eksportlicens fra USA, afviser Karni over for Khan at gøre mere ved sagen. Fra Islamabad svarer Khan:
"Jeg ved, det er svært, men det er derfor, vi er kommet til at kende hinanden, hjælp mig venligst med at genforhandle dette fra en anden kilde. Vi kan give dig informationer om en slutbruger, der viser, at det er til medicinsk brug".
Karni lader sig overtale men går ikke direkte til PerkinElmer i staten Massachusetts. I stedet bestiller han de 200 TSG gennem endnu en mellemhandler i nabostaten New Jersey. Til mellemhandleren, Giza Technologies, oplyser Karni, at endestationen for cylindrene er Baragwanath Hospital i Soweto, Sydafrikas største hospital.
Hospitalet oplyser dog til Information, at de slet ikke havde en maskine, der kunne bruge TSG på daværende tidspunkt, og at de i øvrigt aldrig har hørt om eller handlet med Asher Karni.
Handlen går alligevel igennem, og det bliver aftalt, at de 200 TSG via misledende shippingpapirer skal leveres i tre omgange med fragtfirmaet DHL. I første omgang skal de sendes til Cape Town og derfra videre til den mellemøstlige havneby Dubai, der er kendt for sin mangelfulde eksportkontrol og derfor ofte bruges som mellemstation for mere lyssky transporter.
Hvad hverken Karni, Khan eller Giza ved er, at de amerikanske myndigheder har fået et tip om hele operationen via en anonym kilde i Sydafrika. Tippet omfatter detaljeret e-mailtrafik fra Karnis computer, som kun få personer har haft adgang til. Om den hemmelige kilde er Eagles ledelse, deres advokat eller en medarbejder fra den sydafrikanske arbejdsret, er stadigt uafklaret den dag i dag.
Men de amerikanske myndigheder inddrager PerkinElmer i en hemmelig aktion, og sender de første 66 TSG af sted som bestilt, efter at de er blevet gjort ubrugelige. Da de er kommet succesfuldt frem til Islamabad, laver amerikanske og sydafrikanske politifolk en husransagning af Karnis kontor og hjem, dog uden at sigte forretningsmanden. For ifølge sydafrikansk lov har han stadigt ikke gjort noget ulovligt.
'Jeg tilstår alting...'
Måske er det derfor, at Asher Karni tilsyneladende ikke tager sagen synderligt alvorligt. Selv om hans advokat efterfølgende advarede ham mod at tage på skiferie i USA, så bestilte han alligevel tre uger i Rocky Mountains med konen og den yngste af døtrene.
Da han nytårsdag blev anholdt i lufthavnen, sendte det chokbølger gennem det jødiske samfund i Cape Town. Hvordan kunne en overbevist og stærkt troende jøde sælge vitale atomvåben-dele til et islamisk land?
Støttebreve dukkede dog op i hobetal til de amerikanske myndigheder fra det jødiske samfund i Sydafrika. Hans rabbiner Jonathan Altman er overbevist om Karnis uskyld.
"Måske har han lavet fejl med nogle formularer. Men tanken om, at han ville sælge til en dødelig fjende af Israel, er utænkelig. Hans familie er der, hans kone er der nu, og hans to døtre lever der".
Flere og flere tvivler dog på, at en ekspert i våbeneksport kunne lave så alvorlige brud på reglerne uden at være klar over det. Og Karnis eget udsagn i retten taler også for sig selv. Da han bliver præsenteret for anklagerne mod ham, siger han til dommeren Patricia A. Coan.
"Jeg vil gerne gøre livet nemmere. Jeg ... jeg tilstår alting, der er ingen grund til ... til at gå igennem lange procedurer for ..."
Dommeren afbryder ham og spørger, om han bare kan bekræfte sin identitet.
"Min identitet og anklagerne", svarer Karni. Dommeren gør opmærksom på at Karni ikke havde en advokat på det tidspunkt, og havde ret til ikke at sige noget, og formaner derefter Karni til at forholde sig tavs.
I Islamabad har Humayun Khan afvist at stå bag ordrerne på 200 TSG, og Asher Karni har fra sin fængselscelle ikke villet medvirke i denne artikel.
Men ligegyldigt om han var vidende eller uvidende om, hvad han egentligt lavede, så viser hele sagen, at det ikke var eksportkontrollerne, der stoppede den lyssky handel. Røgsløret af falske slutbruger-erklæringer, mellemhandlere og misledende shippingpapirer ville formentlig have virket. Havde det ikke været for en disput om en uberettiget fyring, ville Karni ubemærket være gået uden om historiebøgerne som den seneste mellemmand i verdens illegitime atomvåbenspredning.
