Læsetid: 8 min.

'Islamismen er islams sygdom - men kimene til vold er i teksten'

Pave Benedikt gør ret i at problematisere forholdet mellem islam og vold, mener den tunesisk-franske islamolog Abdelwahab Meddeb, hvis forfatterskab er viet til at omstøde, hvad han ser som islams destruktive dogmer
29. september 2006

Har det overrasket Dem, at pavens ord om islam og vold har udløst så voldsomme muslimske protester?

"Ja og nej. Nej, fordi jeg mener, at der er tale om voldsomme overreaktioner, og ja fordi jeg godt kan se, at vi her har at gøre med et veletableret dramaturgisk skema, der passer godt til det polariserende verdensbillede, der så populært hos medierne. Vi har her en pave, som holder en akademisk tale, der mere eller mindre bygger på fornuftsargumenter, og som ikke overraskende rummer det budskab, at kristendommen er en bedre religion en islam. Pavens Regensburg-tale er en henvendelse til kristne, der især handler om Guds tilbagetog i rationalitetens tidsalder. Men paven pointerer også, at de kristnes Gud og muslimernes Gud er samme Gud, selv om de dyrker ham på vidt forskellig vis. Paven bringer islam på bane for at vise, at den kristne Gud og kristendommen ikke har nogen indre relation til vold - til forskel fra islam. Dette vestlige syn på profeten Muhammed som kriger er en forestilling, der opstod i Middelalderen umiddelbart før korstogene. Der er en god del hykleri i denne pavelige anskuelse, som helt ser bort fra bibelens egen tradition for vold, endskønt denne stammer fra kongerne og ikke profeterne."

- Men sætter Benedikt ikke lighedstegn imellem Europa og katolicisme?

"Han knytter i al fald an til den idé, at kristendommen og den kristne gud er græsk, hvorfor det ikke kan være noget tilfælde, at kristendommen har udviklet sig i Vesten og Europa. Dette forklarer hans frygt for, at kristendommen skal undergå en 'dehellenisering' ved at åbne sig for andre kulturer. Paven lader døren stå åben, men insisterer på, at en åbning ikke må kaste slør over det nære bånd mellem hellenismen og Europa. Da samme pave var kardinal, talte han imod Tyrkiets indtræden i Europa som en trussel imod den europæiske kulturs jødisk-kristne og hellenistiske grundlag. Jeg vil mene, at Bagdad og Cordoba har bidraget lige så meget som Jerusalem, Rom og Athen til dannelsen af Europa. Dette bånd mellem islam og hellenismen når sin syntese og højdepunkt hos den arabiske 1100-tals-filosof Averroes. Så pavens jødisk-kristne eksklusivitet holder ikke - den må tilføjes islam som et tredje element. Og så må det heller ikke glemmes, at Europas ultimative referenceramme naturligvis er Oplysningstænkningen med dens overskridelse hvis ikke ligefrem tilintetgørelse af den religiøse referenceramme."

- Men er det ikke paradoksalt, at paven henviser til en byzantinsk kejser, altså en sværdets mand, for at problematisere forholdet mellem tro og vold?

"Evangeliets buskab markerer vitterlig et brud med tidligere religiøse skrifter ved at sætte kærligheden over loven. Overtalelsesaspektet vinder over tvangsaspektet, og det var en revolution. Nutidens forargede muslimer svarer til den bibelske og koranske lignelse om de seende, som ikke ser, og de hørende, der ikke hører. Et muslimsk land som Saudi-Arabien, der ser sig som islams mest nidkære vogter, har i sit flag indskrevet den islamiske trosbekendlese med skrifttegn, der er blevet så forlængede, at de ligner aggressive lanser. Og for at ingen skal være i tvivl - med et sværd nedenunder. Hvis vi skal kunne leve sammen i en fælles verden under fuld respekt for mangfoldigheden, behøver vi ægte dialog - ikke føjeligt eftersnakkeri. Spørgsmålet om sammenhængen mellem islam og vold er et ægte og nødvendigt spørgsmål."

$SUBT_ON$En voldelig profet

- Men er volden da en realitet i islam?

"Muslimerne må erkende, at vold er et faktum såvel i teksten som i de måder, hvorpå de genfortæller den for sig selv som en art helgenhistorie. Vi har at gøre med en profet, som var voldelig - som myrdede og opfordrede til at myrde. Krigen mod mekkanerne var en religiøs omvendelseskrig. Koranen beretter også om krigen mod jøderne og massakren på Medinas jøder, som profeten gav ordre til. I Muhammeds spil af skiftende alliancer kunne politiske manøvrer hurtigt fortsættes med militære midler."

- Hvad siger koranen helt præcist?

"Den er ambivalent. I 2. sura, vers 256 står der ganske vist, at "der ikke må være tvang i religion", men i vers 5 og især vers 29 af 9. sura - det såkaldte sværdvers - befaler profeten at bekæmpe alle, som ikke tror på 'den sande religion'. Bydeformen af verbet qâtilû, som man normalt oversætter med 'bekæmp', er brugt i en verbalform, hvis stamme qatala betyder 'at dræbe'. Vers fem udpeger eksplicit vantro, hedninger og afgudsdyrkere, men skåner 'bogens folk' - dvs. kristne og jøder - i reverens for de hellige skrifter. Vers 29 indbefatter imidlertid jøder og kristne som mål for samme kamp, og netop dette vers er yndlingsverset for de islamister, som vil føre krig imod 'jøder og korsfarere'. Vist er islamismen islams syge, men sygdomskimene til vold er til stede i de hellige skrifter selv."

- Modstridende tolkninger må være uundgåelige?

"Den traditionelle tolkning anerkender den indbyggede selvmodsigelse og har aldrig hævdet, at 'sværdverset' abrogerer (ophæver, red.) 'toleranceverset', som vor tids fundamentalister hævder. For dem annullerer sværdverset over 100 andre vers af helt andet indhold, f.eks. opfordringen til at diskutere 'på bedste vis', dvs. ved at udveksle argumenter og i respekt for dem, som ikke er enige. Det siges også i et berømt vers (XVI, 125), som islams liberale teologer sætter meget højt, at man i sidste instans ikke kan vide, hvad der er den korrekte religion, for det ved kun Gud. Men fundamentalisterne ser helt bort fra sådanne vers. Teorier om, hvad der abrogerer hvad i islam, kan være særdeles indviklede, men de benytter sig af den simplest tænkelige udlægning, nemlig det kronologiske princip. Det mekkanske vers om tolerance udgår fra en rent åndelig profet, der endnu ikke er begyndt at udøve politisk-militær magt. Det bliver følgelig abrogeret af, hvad der sker senere i Medina. Men dette ræsonnement kan lige så vel vendes om, som den berømte sudanesiske teolog Mohammed Mahmod Taha, der siger: Koranens evige budskab er det, som kommer fra Mekka, fordi det er hævet over alle politiske omskifteligheder. Ydermere havde doktrinen om hellig krig en særdeles præcis tolkning, som intet har at gøre med den måde, jihad påkaldes på i dag. Det var således afgørende at vise respekt og skåne gamle, børn og kvinder og i angreb mod kristne aldrig at lægge hånd på munke, som er fredens folk. Der findes sågar økologiske hensyn i form af en appel om at passe godt på træerne og høsten."

$SUBT_ON$Følg fornuften

- Hvad har så ændret sig siden da?

"Siden det 19. århundrede har man forsøgt at nytolke islam i moderniseringsperspektiv. I Cairo talte egypteren Mohammed Abou for, at tiden for påkaldelse af jihad var ovre. Han kunne udmærket have påkaldt sig jihad som selvforsvar, for det var i en periode, hvor flere muslimske lande var koloniseret eller på vej til at blive det, og som mange gør det i dag i forhold til palæstinenserne for at markere en forskel til al-Qaeda. Mohammed Abou gik ud fra et uhyre enkelt princip, som blev hyldet af et lille mindretal af Cairo-tænkere i det 19. århundrede: Hver gang fornuften strider imod troen i retslige spørgsmål, skal man følge fornuften. Det var for at bryde med Mohammed Abous moderniserende tankegang, at Hassan al-Banna, grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, i 1920'erne relancerede jihad som kampmiddel imod den vestliggørelse, som for ham at se truede med at fremmedgøre muslimerne i forhold til deres oprindelige kultur. Med Sayed Qutb, som er den væsentligste teoretiker bag den militante og voldstilbedende fundamentalisme, bliver jihad til selve instrumentet til den reislamisering, der er blevet nødvendig, fordi de muslimske samfund har tabt deres nære forhold til Gud."

- Blokeres al islamkritik ikke, når Koranen gøres til en 'låst' tekst?

"I den maksimalistiske tradition er Koranen Guds uformidlede ord, der skal forstås helt bogstaveligt. Hvilket er ren galskab. Også her fandt der en enorm debat sted i islams første fire århundreder for at afklare, om koranen var menneskeskabt eller gudsskabt. Atter at erklære den menneskeskabt er en del af en nødvendig demokratisk kamp. Disse tidlige og frugtbare debatter sank ned i en form for glemsel, som vi er nødt til at redde dem ud af."

$SUBT_ON$Koranen er en fortolkning

- Men en menneskeskabt koran formuleret i menneskesprog - det må nødvendigvis være en ufuldkommen koran?

"Det må nødvendigvis være en fortolkning, ja. Og faktisk hedder det også i koranen i et berømt vers (sura 14,39), at det, som vi har i hænderne, ikke er den rigtige bog, men kun en kopi, fordi bogens moder - dvs. dens arketype så at sige, og her gør koranen sig selv platonisk - findes i himlen. Selvfølgelig drages det ikke i tvivl, at det drejer sig om et åbenbaret guds-ord, men dette fortolkes i menneskesprog. Selv imellem de mest bogstavelige tolkere var der nuanceforskelle, og kalligrafiens kunst - nedfældelsen af de hellige ord med blæk på papir - gjorde det uundgåeligt at forholde sig til det menneskelige formidlingsaspekt. Alt for mange muslimer i dag klynger sig til en fastfrossen, stivnet tolkning. Mytologisk set er denne tanke om, at koranen skulle være Guds ord dog smuk. En 1300-talsmaler fra Herat skildrer profeten, da denne for første gang opsøges af engelen, som siger til ham: 'Læs i Guds navn', hvortil han svarer: 'Men jeg kan ikke læse'. Denne maler viser koranens indstiftelse med en scene, der ikonografisk ligger meget tæt på Mariæ bebudelse: Marias modtagelse af ordet avler kødet, og Muhammeds modtagelse af ordet avler bogen. I en vis forstand er bogen altså en form for inkarnation. Men muslimerne af i dag vil ikke vide af den tolkning."

- For dem er det englen, der giver bogen?

"Netop. Den gives og tilhører det uskabte. Den har altid været der i sin bogstavelige, evige sandhed. Jeg ville gerne have haft, at denne afghanske miniature skulle have prydet forsiden af min bog, Mod-prædikener, men universitetsbiblioteket i Edinburgh nægtede at afgive rettighederne af frygt for at vække vrede blandt visse muslimer. Jeg må sige, at jeg finder det afsindigt og uhyrligt, at europæere fra en europæisk institution udøver censur på vegne af islamistiske obskurantister."

- Det bliver stadig mere risikabelt at ytre sig om islam?

"Og derfor stadig vigtigere at gøre det. Vi må kæmpe imod disse mennesker af al vor magt. I mine øjne er islamisme ren fascisme. Det kan da godt være, at Bush også har brugt den term, men det betyder ikke, at den ikke er velanbragt. Europa burde som historisk aktør handle mere resolut i overensstemmelse med de principper, som det bygger på."

- De ser Dem selv som en muslimsk Voltaire og henviser gerne til, at 'Zadig' (Voltaire skrev den religionskritiske roman 'Zadig' eller 'Skæbnen', red.) betyder 'sandfærdig' på arabisk.

"Absolut. Den første kalif hed for øvrigt Abou Bakr Zadig. For 20 år siden ville jeg aldrig have troet det muligt, at vi skulle komme til at opleve en så voldsom muslimsk regression."

© Libération og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her