For de fleste af os, borgerne i de vestlige samfund, er islamismen stadig er et relativt nyt fænomen. Først med 11. september 2001, Taleban og al-Qaeda begyndte vi at få indblik i dimensionerne i den konflikt, der er groet frem. Ikke desto mindre er det flere årtier siden, at en egyptisk tænker beredte den ideologiske grund for hvad, der i hans øjne var en krig - en total krig endda, ja næsten en kosmisk konflikt, i hvilken politik og religiøs mystik var uadskillelige. Hans monumentale værk, skrevet midt i det 20. århundrede, forekommer at høre en anden tidsalder til med dets middelalderlige forestillinger og fanatiske totalitarisme. Hans navn er Sayyid Qutb (udtales Kot'b). I den muslimske verden er han berømt - i Vesten kendes han stort set kun af islamologer. Ikke desto mindre har hans tænkning siden 1970'erne øvet betydelig indflydelse på islamistiske bevægelser. Khomeini satte ham højt - hans portræt figurerede endda på iranske frimærker. Sudans ledere påberåbte sig ham, det samme gjorde Algeriets væbnede islamiske gruppe, GIA. Han var obligatorisk pensum for talebanere, og Osama bin Laden studerede hos hans bror, Mohammed Qutb, der også har udgivet den autoriserede 4.000 siders værkudgave over hans skrifter, og Ayman al-Zawahiri, bin Ladens åndelige vejleder, er i dag hans mest direkte discipel.
Det må straks præciseres: Hans tilhængere har spredt større rædsel end Qutb selv, som aldrig anviste selvmordsattentater og terrorisme som konkrete kampmidler. Hans nutidige krigere har blot forenklet og forhærdet hans sag. Men praktisk taget alle islamistiske bevægelser knytter an til hans arv - i reglen for at være loyale imod hans inspiration, kun sjældent for at tage afstand fra ham.
Foruroligende univers
Sayyid Qutbs tænkning besidder en indiskutabel indre sammenhæng og en bemærkelsesværdig åndelig intensitet - to kvaliteter, der sjældent optræder parvis. Og det er netop denne hans imponerende spændvidde og evne til at forene mystik og politik, der må indgyde forfærdelse og frygt i en vestlig læser. Skal man gøre sig håb om at forstå dette foruroligende mentale univers, må man fra i udgangspunktet søge at anlægge et totalt religiøst perspektiv på menneskelivet i dets helhed, individuelt som kollektivt, som alt andet må indordnes under.
Qutbs islam er ikke en privat, individuel religion, der kun har gyldighed i en troens adskilte sfære. "Islam er en fuldstændig og integreret orden," skriver han - "en akse, hvorom hele jordelivet må dreje sig i en nøje fastlagt orden. Alt må forordnes efter den guddommelige myndighed, ikke efter menneskelige beslutninger. "Dette gælder for ægteskabet, for ernæring, for påklædning, for aftaler og love, for arbejde og enhver af vore aktiviteter, for alle sociale og kommercielle relationer, for enhver af vore skikke." Fra dette perspektiv er det uladsiggørligt at skelne mellem endsige at adskille profant og helligt, religiøst og verdsligt, kirke og stat, tro og politik. For Qutb er det tværtimod disse 'skilsmisser', som er selve ophavet til den moderne civilisations kriser. Vor tids store onde - at mennesker midt i oplysthed og velstand er desorienterede og ulykkelige, verdenskrigene og sædernes forfald - alt dette hidrører for ham at se fra en eneste fatal fejl: At vi har skilt Gud fra verden. Det er denne fejl, vi derfor må gøre op med.
Grundskemaet er dette: guddommelig harmoni, derpå brud med pagten med Gud og deraf følgende forvildelse og endelig: kamp for at genoprette Guds orden. Qutbs personlige livshistorie følger samme skema: Han blev født i 1906 i landsbyen Musha. Hans familie var småbønder. Opdragelsen var from og strengt islamisk - ifølge legenden skal han i en alder af 10 år have kunnet hele Koranen uden ad. Opvæksten former sig altså efter den påståede oprindelige harmoni. Hvad angår forvildelsens tid, skal den komme til at vare betydeligt længere. Som 14-årig bliver han sat i gymnasieskole i Cairo - tanken er, at han skal være skolelærer. I hovedstaden kommer han under indflydelse af de vestligt inspirerede muslimske reformtænkere, han siden skal bekæmpe så nådesløst. Han begynder karrieren som folkeskolelærer, men avancerer snart til en post i uddannelsesministeriet. I sit religiøse liv holder han sig langt fra ekstremister, skønt Det Muslimske Broderskab, grundlagt i Cairo af Hassan al-Banna i 1927, i disse år samler mange tilhængere - Qutb er ikke blandt dem.
Af sind er han genert, følsom og reserveret. Hans store ambition er at blive skønlitterær forfatter. Han skriver da også til forskellige tidsskrifter, offentliggør digte, forsøger sig som litteraturkritiker. Hvornår vender han da tilbage til Koranen og sin tros kilder? Under hvilke omstændigheder og af hvilke grunde? Denne del af hans biograf er ikke videre godt belyst, men hans rundrejse i Vesten (USA, Storbritannien, Schweiz, Italien) fra 1948-50 regnes af de fleste som den afgørende faktor bag hans religiøse og politiske vækkelse. Allerede i hans bog Social retfærdighed i islam, som udkommer i 1948, er mutationen mærkbar, og fast står det, at hans møde med det amerikanske samfund på en studietur bliver til en udslagsgivende prøvelse for ham.
Racisme, vold og sex
Man må forsøge at forestille sig denne cølibatære 42-årige, som aldrig har været uden for Egypten, ankomme til Colarado. Hver dag bringer nye chok. Racismen imod ikke-hvide, som han selv bliver offer for, selvfølgelig, men også voldeligheden i boksekampe, jazzens dissonanser, de kvindelige studerendes kropsholdning og selvbevidste blikke, deres frimodighed. "De amerikanske kvinder kender til fulde deres kroppes forføreriske kraft," skriver han i Amerika, som jeg så det. "De ved, at den udgår fra ansigtet, fra de ekspressive øjne og fyldige øjne. De ved, at den udgår fra de runde bryster, de fyldige balder, de velformede ben - de ved alt dette og skjuler det ikke." En bal-aften i en kirke efterlader ham lamslået.
Ikke så snart er Qutb tilbage, før han melder sig ind De Muslimske Broderskab, hvor han snart bliver en af de mest doktrinære og indflydelsesrige stemmer i en bevægelse, der alene i Egypten på dette tidspunkt allerede tæller over en million aktive. Nasser erobrer magten med broderskabets støtte i 1952, men indleder politisk forfølgelse af islamisterne fra 1954 og frem. Qutb bliver fængslet. Hans bror, Mohammed, flygter sammen med mange andre islamister til Saudi-Arabien. Sayyid forlader først fængslet igen i 1964, og det er her, han nedskriver og til stadighed omformulerer og forfiner sin I Koranens skygge, hans omfattende udlægning af de for ham at se centraler suraer i det hellige skrift. Hans intention: At forklare Koranen alene ved Koranen, dvs. uden at ty til filosofiske eller historiske udenværker. Qutb ønsker at vende tilbage til "den rene muslimske tænkning". Og denne renhed kan ikke tilvejebringes alene ved at læse i bøger. Det for Qutb afgørende er Koranen som levet erfaring, islam som et alt omfattende livssyn, bruddet med de gamle vildfarelser og kampen for at skabe en verden, hvor man ikke tjener nogen anden end Gud. Thi, insisterer Qutb, "alt, som er afskåret fra Ham, er afskåret fra livets sande mening". Alt skal måles efter den guddommelige målestok.
Fra fængslet har Qutb kastet sig ud i det endelige opgør. For ham består det i at skrive, i at formulere den filosofi, der kan bringe menneskeheden tilbage på den guddommelige harmonis spor. For "islams system er skabt for at retlede alle mennesker". Den oprørske og ubøjelige lærde pendler mellem fængsel og hospital. Hans helbred er skrøbeligt efter års tortur. Endelig i 1964 sættes han på fri fod. Han udgiver Etaper på vejen, en antologi med de mest radikale skrifter fra hans værk. Efter otte måneders frihed blive Qubt på ny arresteret og dømt til døden af et militærtribunal for udgivelsen af sin bog. Han bliver hængt den 29. august 1966. Den kæmpende muslimske Broder dør som martyr.
Fordærvet triumferer
At resumere 4.000 sider er umuligt, men hans værk er bygget op om to nøglebegreber: Det, som muslimerne må bekæmpe - i sig selv som i verden udenfor - kalder han jâhiliyya, en term, der traditionelt betyder 'uvidenhed' eller mere specifikt: 'tilstanden hos dem, der ikke har modtaget Guds budskab'. Men denne forvildelse, oprindeligt knyttet til hedenskabets vikår, får hos Qutb en langt videre betydning. Jâhiliyaa er i dag blevet total og verdensomspændende. Pagten med Gud er brudt. Mennesker tror, at de kan regere i hans sted, hvilket er den ækleste af alle krænkelser. Materialisme dominerer og sæderne er blevet dyrisk fornedrende. Jordens fordærv triumferer, mens islam har mistet sin offensive rolle og det lederskab, som ifølg Qutb er denne religions bestemmelse. Det drejer sig om at genoptage kampen. En nådesløs krig må føres imod islams værste fjender, de falske muslimer - dvs. dem, som kun er det af navn. Under dække af islam, forværrer disse tværtimod jâhiliyya ved at skille mennesker fra Gud og verdsliggøre statsmagten.
Det, som i det i sidste ende gælder om at genoprette, er forvildelsens absolutte modsætning: hâkimiyya, Guds styre og myndighed, Allahs ufejlbarlige greb om alle menneskelige anliggender. Kun dette absolutte herredømme kan sikre mennesker frihed, fordi intet menneske herefter vil være underkastet noget andet menneske. Det er følgelig kun ved den universelle etablering af Shari'a - koranens samlede foreskrifter - at menneskeheden kan frelses fra sin forvildelse. Alle steder vil man altså blive nødt til at skære hånden af tyve, tilhylle kvinder og stene dem i tilfælde af utroskab.
I Qutbs kosmiske vision må Guds folk (de sande muslimer) bekæmpe såvel jøder og kristne, som altid har søgt at udslette dem. "Fra islams første dage," skriver Qutb, "har den muslimske verden måttet se sig konfronteret med problemer hidrørende fra jødiske komplotter." De få passager i koranen, der opfordrer til tilgivelse og tolerance over for jøder, vælger Qutb at se helt bort fra. "I sandhed er det jøder, der står bag de fleste af de ondartede teorier, som stiler efter at ødelægge alle værdier og alt, hvad der er helligt for menneskeheden."
Qutbs teologiske totalitarisme forudser en krig af meget lang varighed ført i Guds navn imod de vantro, heriblandt de falske muslimer. Enhver form for verdslighed er pr. definition kriminel. Frihed til ikke at tro på Gud er forbudt. Enhver religiøs sameksistens er utænkelig, højst kan den af taktiske grunde tillades provisorisk. Islam må påtage sig det globale lederskab over menneskeheden - "islams mål er at herske over hele jorden", understreger Qutb. I sidste ende gælder det altså om at indføre en islamisk verdensstat med globalt implementeret sharia. Intet mindre. Selvsagt er dette ikke den eneste mulige læsning af koranen, eller den eneste mulige islam. Men denne kerne af qutb'ske ideer er helt central for at forstå vor tids islamiske terrorisme.
Roger-Pol Droit er fransk filosof. På dansk foreligger bl.a. 'At se ned på stjernerne' og 'Hvad er religion?'
© Le Point og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kronikken tirsdag: Ole Espersen: Halvhemmelig lovgivning
