Læsetid: 4 min.

Islamister og naivister... og samvittighedsløse populister

Vi var nogle, der i sin tid advarede imod Karen Jespersen og Ralf Pittelkow og påpegede, at de i deres sort-hvide populisme lå nærmere Dansk Folkeparti end Socialdemokraterne. Men ingen hørte på os, og i dag kan man se, at de begge for længst har overhalet DF højre om
15. september 2006

Fra tid til anden dukker spørgsmålet op, om det nu også var helt retfærdigt, at diverse kunstnere i sin tid gik så hårdt i kødet på Socialdemokraterne, først og fremmest Karen Jespersen. Banede de ikke dermed vejen for den nuværende regering og dens skingert racistiske tone med dens ulovlige Irakkrig, med dens antiintellektualisme og uligemageri?

Og jo, V-K-O regeringens synder er ikke små, og derom gerne en anden gang. Især er dens hæmningsløse populisme og dens ansvarsløse brug af fjendebilleder forkastelig - men netop disse manøvrer ser man så glimrende illustreret i en ny bog Islamister og naivister - et anklageskrift af Ralf Pittelkow (RP) og Karen Jespersen (KJ). Bogen illustrerer forbilledligt, hvordan man skal gøre, hvis man gerne vil benytte sig af en virkelig tarvelig populisme. Den minder også om Socialdemokratiets medansvar for, at populistisk hetz mod udvalgte religiøse eller etniske minoriteter lige pludseligt blev gjort stuerent og derved sikrede Dansk Folkeparti og deres proselytter fri bane og fuld ret til bare at give den gas.

Herostratisk berømte er Karen Jespersens udtalelser om, at de kriminelle asylansøgere skulle isoleres på en øde ø - og ligeså berømt er hendes forsvar, at det jo kun gjaldt den minoritet af asylansøgerne, som virkelig var kriminelle osv. Meddelelsen var dog klar: Asylansøgere er kriminelle. Hvis man gerne vil lære mere om, hvordan man siger dén slags mellem linjerne, er KJ og RP's helt ekstraordinært usympatiske bog et godt lærestykke. Naturligvis angriber de ikke islam som sådan, påstår de, kun en islamisme (som for øvrigt ikke defineres nærmere) og ikke den enkelte muslim, som jo kan være god nok... men når dét så er sagt, henvises der omgående til Max Frischs Biedermann og brandstifterne, et stykke der handlede om bedsteborgernes manglende modstand mod nazisterne, der endte med at sætte hele verden i brand. Islamismen er nemlig "en alvorlig fare, der må bekæmpes", på ganske samme måde som dengang. Danmark er også i stor fare, for som det siges på side 54: "Hovedparten af de danske imamer, der spillede en afgørende rolle i Muhammed-konflikten, ser sig selv som muslimske brødre uden at erklære det offentligt".

Vi lader den stå et øjeblik. Hvem er denne "hovedpart" af danske imamer? Hvor i alverden ved KJ og RP fra, hvad de tænker, hvis de ikke erklærer det offentligt? Men et sådant kritisk spørgsmål må man naturligvis ikke stille, for islamismen ligger jo på linje med nazisme og kommunisme, erklærer disse gamle, revolutionære VS'ere...

Fjendebilleder og tynde argumenter

"Eksempelvis bliver unge kristne kvinder bortført og tvangskonverteret til Islam (i Egypten)", hedder det side 43, ganske uden nogen dokumentation. Og så er dét ikke en gang det værste, for islamisterne er nemlig også farlige, når de rent faktisk overholder landets love, side 59: "Når islamistiske imamer for eksempel indgår i et fredeligt samarbejde med myndighederne, så bliver det uden videre set som et udtryk for, at de ikke har radikale synspunkter".

Også den lader vi stå et øjeblik. Selv hvis muslimen altså indgår i et "fredeligt samarbejde med myndighederne", er han "radikal", thi som det siges side 72: "Det hænger sammen med at mange muslimer er præget af islam gennem deres opvækst".

Også dén bør få lov til at hænge lidt... ligesom det bedårende postulat at (side 119): "Madame Bovarys kamp for kvindefrigørelse i Flauberts roman af samme navn vil de rettroende muslimske elever heller ikke vide af".

Hvis jeg selv var feminist, tror jeg nu nok, jeg ville vælge en anden heltinde end den vægelsindede Emma Bovary - men alt kan efterhånden bruges som argument i debatten om islam, især efter Jyllands-Postens karikatursag. Muhammed-sagen handlede ifølge forfatterne kun om én ting, nemlig ytringsfrihed.

Netop derfor er enhver kritik af disse tegninger en undsigelse af ytringsfriheden hedder det, med en åbenlyst stupid argumentation. Stupidt, for selvfølgelig kan man mene, at Jyllands-Postens tegninger var dårlige og ikke bidrog med noget som helst konstruktivt - men at avisen naturligvis havde al tænkelig ret til at trykke dem. Ligeså meget som en avis har lov til at trykke et udsagn, har andre aviser vel ret til at trykke kritik af dette udsagn. Dette er indlysende - men også her undviger forfatterne enhver form for kritik, idet de på forhånd undsiger alle, som er uenige med dem. Dé er nemlig "naivister" (f.eks. Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen, Tøger Seidenfaden og Kirsten Thorup) - og hermed er der endnu en gang lavet et fjendebillede, som overflødiggør enhver argumentation: Der er jo ingen grund til at lytte til ytringer fra naivistiske modstandere af ytringsfriheden...

Naturligvis forstår bogen sig selv som et angiveligt 'modigt' opgør med 'den politiske korrekthed' uden på nogen måde at spørge, om det ikke netop er de paranoide og fremmedfjendske holdninger, og ikke det modsatte, som efterhånden er blevet den officielt gode tone i dagens Danmark.

Det er deprimerende læsning, men vi var jo nogle stykker, der i sin tid advarede imod Karen Jespersen og Ralf Pittelkow og påpegede, at de i deres sort-hvide populisme lå nærmere Dansk Folkeparti end Socialdemokraterne. Men ingen hørte på os, og i dag kan man se, at de begge for længst har overhalet Dansk Folkeparti højre om. En ny bane er kridtet op, og nu kan V-K-O køre den endnu længere ud...

Jan Sonnergaard er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her