Læsetid: 5 min.

Islamister skal omgås med omtanke

Det er vigtigt at skelne islamisterne imellem
2. marts 2006

Rushdie og islamisterne: Vi må forsvare os mod totalitære tendenser. Men ikke mod liberale. Den mest berømte forbudte roman i den arabiske verden hedder Børn i Vor Gyde. Berømmelsen skyldes to ting. Fordet første at forfatteren er Naguib Mahfuz, den arabiske verdens berømteste forfatter, som fik nobelprisen i 1988. For det andet at romanens lille gyde er en allegori over verden, og at den Herre, der bestemmer her i verden, er en tyran, som i øvrigt dør. Altså en form for ateistisk verdenshistorie, som er ret chokerende i et religiøst land, men da bogen blev udgivet under Nassers socialisme i 1959, var sekularismen en del af den egyptiske statslige modernisme. Bogen blev faktisk sendt som føljeton i landets ledende avis, al-Ahram. Men siden blev den forbudt og har kun kunnet købes under disken i en udgave fra det liberale Beirut. I 1994 blev Naguib Mahfouz stukket ned på åben gade i Cairo af en militant islamist, der syntes, at bogen var et kætteri. Næppe fordi han havde læst den, men fordi han havde læst bandbullerne mod bogen fra en række af Egyptens mest rabiate shaykher. Særligt fra de to blinde shaykher Kishk og Omar Abd al-Rahman, som i 1988 rasede over nobelprisen og i 1989 benyttede furoren over Rushdies De Sataniske Vers til at sige, at egypterne havde en langt større kætter levende iblandt sig.Nu udkommer Børn i vor Gyde igen på et egyptisk forlag. Den sekulære avis al-Fagr (kendt for at have publiceret profettegningerne i oktober) begyndte for nogle måneder siden at udgive den i føljeton i avisen, hvorpå det forlag, der sad inde med rettighederne, protesterede, og tingene tog fart. Den nu 94-årige Mahfouz havde længe udtalt, at bogen kun skulle udkomme, hvis den fik godkendelse fra islamisk hold. Og det er det, der er sket. Mahfouz blev på sin fødselsdag opsøgt og lykønsket af en repræsentant fra det Muslimske Broderskab, Abd al-Muneim Abu l-Futuh, som opfordrede Mahfouz til af udgive den. Den kommende udgave får tilmed forord at en kendt moderat islamist, Kamal Abu l-Magd.

Hvad er det vigtige ved denne sag? Jo, den viser, synes jeg, at vi skal omgås islamisterne med omtanke. Nogle islamister er klar til at forbyde bøger og publikationer, de ikke kan lide. Andre er endog klar til at slå forfattere ihjel. Men andre igen er klar til at anerkende bøger, som rummer passager, de virkelig ikke kan lide. Dette er aktuelt på en dag, hvor Salman Rushdie og en række andre forfattere har udstedt et manifest mod islamismen helt generelt. Det er naturligvis fuldt forståeligt, at der er 'no love lost' mellem Salman Rushdie og de islamistiske bevægelser, som i årevis ville hans død. Og som tegningesagen har vist, er viljen til at censurere kunst og kultur, der kritiserer islamiske dogmer, til stede langt ud over islamististernes rækker. Det er dog altid noget, at forfatterne i det mindste skelner mellem religionen islam og dens politiske ideologiske aflægger, islamismen.

Men vi må også lære at skelne blandt islamisterne. Islamismen er ideologien om en islamisk samfundsorden, som man ønsker fremmet og indført. Men hvad denne samfundsorden mere præcist går ud på, er der stor uenighed om. Hvorvidt de enkelte islamister eller islamistiske bevægelser ønsker ægteskabsbrydere stenet, statuer sprængt i luften, homoseksuelle bandlyst eller bøger forbudt, det er noget, vi skal undersøge i de enkelte tilfælde. Mange lande i den islamiske verden har autoritære styrer, sommetider religiøse, sommetider ikke. Og nogle religiøse styrer, som det iranske, rummer klare totalitære træk, derved at de også gerne vil bestemme, hvad befolkningen skal tænke og mene. Men islamisterne i Tyrkiet er ikke totalitære.

Og mange af de mest betydningsfulde islamistiske bevægelser, som eksempelvis det Muslimske Broderskab, har igennem en længere periode bevæget sig imod mere demokratiske og liberale positioner. Det er ikke sikkert, at sådan en liberalisering vil fortsætte. Den kan også ligefrem gå tilbage. Men det er rimeligt at huske, at islamister netop kan ændre holdninger og udvikle positioner, ligsom andre mennesker. Sætter man et prædikat som "totalitær" på dem allesammen, er det for at hæve dem ud af historien og erklære sådanne udviklinger for umuligt. Så er det for at stemple dem som grundlæggende illegitime og ekskluderet fra den politiske proces. Forfatterne til manifestet siger, at islamismen nødvendigvis er totalitarisme og en absolut fjende af frihed, lighed og sekularisme overalt. Men det sker altså på et tidspunkt, hvor de med demokratiske midler vinder valg i nogle lande og med udemokratiske midler forhindres i at vinde valg i andre. Typisk med et valgprogram, som stærkt betoner økonomisk lighed og kampen mod privilegier og korruption. Selv på feltet sekularisme har bevægelser som Broderskabet bevæget sig betragteligt (selv om de hader ordet og forveksler det med ateisme), idet dets seneste manifester opfatter den politiske suverænitet som liggende hos nationen og ikke hos Gud. Muhammed-sagen har fra første færd båret præg af, at Jyllandsposten reagerede på trusler og manifestationer fra ekstremistiske grupper ved at lave en markering, der sårede brede muslimske befolkninger og gjorde islamisternes retorik om Vestens fjendskab plausibel for disse grupper. Rushdie og hans gruppe gør for så vidt det samme, når de afskriver islamister muligheden for at være andet end totalitære. For det er opstillet som en simpel præmis, ikke som et ræsonnement, og efter sådan en stempling lyder opfordringen til dialog hul. Det har i netop Muhammed-sagen været interessant at iagttage, hvordan islamisterne mange steder har reageret betydeligt mere afdæmpet end mange ikke-islamister. Dette er ikke skrevet for at erklære islamisterne for forfulgte uskyldigheder. De har fra begyndelsen haft vanskeligt ved at acceptere det legitime i at være uenig med dem. Navnligt indenfor kunst og kultur har de en lang illiberal tradition, og vi gør klogt i at følge dem nøje. Men også her sker der ændringer, som Mahfouz-sagen vidner om.

Og i øvrigt mange andre sager, hvos islamisterne interagerer langt mere med andre, end de gjorde tidligere. Så gem de bombastiske generaliseringer og begynd at følge de islamistiske bevægelser enkeltvis for at finde ud af, hvem de er, hvad de vil, hvad de er oppe imod, og om det kan give nogen mening at engagere sig med dem for at fremme en liberal dagsorden.

Jakob Skovgaard-Petersen er direktør for Det dansk-egyptiske Dialoginstitut i Kairo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her