Læsetid: 6 min.

Island er et godt sted at have det sjovt

På trods af en placering forrest på verdens musikscene, skal Islands rockstjerner stadig selv betale, når de smadrer deres instrumenter. Rapport fra Iceland Airwaves 2006, hvor egenarten og anarkiet lever
26. oktober 2006

REYKJAVIK - "Jeg forstår ikke, hvorfor de smadrede deres instrumenter," konstaterer den sortskæggede unge fyr, som netop er trådt ud fra en musikvideo på tv-skærmen og ind på en bar i Reykjavik. Lidt rødøjet og hæs efter gårsdagens udskejelser og helt klart i en anden version end den, der er løbet over skærmen en halv time før med en guitar over maven og bandnavnet Jeff Who? rullende i underteksterne.

"Jeg mener, de får ingenting for at spille. Det er dem selv, der skal betale for instrumenterne, og alle der ser dem ved, at det er sådan, det hænger sammen. Der er ingen af os islændinge, der får penge for at spille," konstaterer han om de 15-16-årige teenagere i Jakobínarína, der sluttede et energisk punk-sæt af med at smadre deres instrumenter, da de aftenen før optrådte på Reykjaviks kunstmuseum.

Rockattituderne og de store armbevægelser er der ikke noget i vejen med, når man bevæger sig igennem Reykjaviks blanding af idyllisk nordisk fiskerflække og sovjetisk satellitby med et nærmest skræmmende smukt månelandskab som bagtæppe.

Det er blevet sagt, at der findes en million islandske bands på trods af, at der kun lever 300.000 mennesker på øen, og det virker ikke usandsynligt. De fleste af dem spiller tilsyneladende til Iceland Airwaves-festivalen, og på trods af at der kun bliver solgt mellem 2.500 og 3.500 billetter til festivalen, er det en begivenhed, der giver genlyd, og som af rockikonet David Fricke fra magasinet Rolling Stone er blevet beskrevet som "the hippest long weekend on the annual music festival calendar". På trods af størrelsen er opmærksomheden om islandsk musik enorm, og selv festivalens hovedsponsor, Icelandair, konstaterer i deres flymagasin, at musikscenen kan virke overhyped, når verdenspressen en uge i oktober myldrer til en øde (og meget, meget kold) klippeknold i midten af Atlanterhavet, hvor rockstjernerne selv skal betale for de instrumenter, de smadrer. Men hvor navne som Sigur Rós, Gus Gus og Björk med millioner af solgte album på den anden side demonstrerer, at det ikke bare er kold luft, og at der er en grund til hypen.

Kickstart med Sugarcubes

En af de personer, der for alvor kan tale med om succesen, er den tidligere Sugarcubes-forsanger Einar Örn. Den 44-årige musiker samler os op i en nedslidt grøn VW Polo på en isnende gade et par hundrede meter fra havnen, hvor islandske hvalfangerbåde for første gang i 20 år er stævnet ud på jagt under Esja-bjergets tinder. Selv har han netop været vært for en aften på en af festivalens scener med sit nye elektroniske orkester, Ghostigital.

Örn kickstartede den islandske musikeksport, da han for 20 år siden startede orkesteret Sugarcubes sammen med bl.a. Björk og hurtigt skabte et stort internationalt og helt særegent navn, og under festivalen er næste måneds koncert, hvor Sugar-cubes for første gang i 14 år samles for en enkelt koncert, det mest debatterede emne.

"Det bliver fremragende, vi glæder os og har lige skrevet to nye numre. Det er 20 års jubilæum, så det handler om at lukke et kapitel og betale gammel gæld," fortæller han om koncerten, der bliver arrangeret for at redde pladeselskabet Smekkleysa (Bad Taste), som blev grundlagt samtidig med Sugarcubes.

Der er imidlertid ikke meget nostalgi fra det gamle ikon, der ikke er i tvivl om, at de nye navne er bedre end de gamle:

"Kvaliteten af musikken de seneste år er langt, langt højere, end den var for bare få år siden. På et tidspunkt stod det virkelig grelt til med den islandske musikscene. Alle ville bare være berømte, efter at Sugarcubes var blevet det. I dag er det ikke længere på den måde, nu er folk bare fokuserede på at udvikle sig musikalsk. Musikerne fokuserer på Island og på at udvikle noget unikt, i stedet for bare at lyde som udenlandske orkestre. De vælger ikke bare den internationale standard-rock- eller popmodel, men deres egen," forklarer Einar Örn, der også har svært ved at nævne fællestræk for nutidens islandske musik:

"Det eneste, som orkestrene burde have til fælles, er, at de bør skrive deres musik på islandsk. Den anden fælles ting er, at folk er nødt til at få tingene ud af systemet hurtigt, optage det og så bevæge sig videre til noget nyt. Ellers begynder de at kede sig. Det værste ved islandsk musik er, at musikerne nogle gange allerede er videre, når man hører deres plade, og så er de ikke længere interesserede i deres gamle materiale. Der mangler nogle gange lidt tålmodighed," konstaterer veteranen.

Grænsesøgende

Ude på festivalens syv officielle spillesteder og de mindst dobbelt så mange uofficielle er det da også svært at finde fællestræk for både de islandske og udenlandske navne, udover at de netop er grænsesøgende. Med britiske Kaiser Chiefs som det eneste navn, der vil tænde et genkendelsens skær over den gennemsnitlige P3-lytters ansigt, er det overladt til internationale navne som Go!Team, Datarock, Brazilian Girls, The Whitest Boy Alive, Tilly and The Wall og Hot Club de Paris at supplere de islandske.

Det er imidlertid først og fremmest de islandske orkestre, det handler om. Originaliteten her er blandt andet repræsenteret ved Benni Hemm Hemm, der med bigband og en silkeblød bariton skiller sig ud fra mængden af rock- og electronicabands, mens også Apparat Organ Quartet ved at få fire hjemmebyggede keyboards og et trommesæt til at lyde som skiftevis hård rock, electro og Kraftwerk har solidt fat i publikum og et originalt koncept, ligesom Jakobínarínas måske noget stereotype men meget overbevisende punk begejstrer mange, og et af de mere etablerede navne, Mugison, leverer varen torsdag aften på Reykjavik Art Museum.

Det er dog stadig de udenlandske navne, der løber med det meste af opmærksomheden, f.eks. The Go!Teams kulørte cheerleaderkoncept-poprock og The Whitest Boy Alives nørdede og nærmest søvndyssende lavmælte sang på en funky håndspillet elektronisk bund, der gør det lavloftede Gaukurinn-spillested til byens mest sveddryppende rum.

Gulddragt med kvast

Lørdag er festivalens klimaks, hvor festivalledelsen belært af sidste års køer har valgt at fordele en række af festivalens hovednavne ud på forskellige scener, så spændende navne som Kaiser Chiefs, Jens Lekman, The Cribs, Fields, Brazilian Girls og Stórsveit Nix Noltes desværre spiller stort set samtidig. Det kræver hård prioritering, og valget falder på spillestedet NASA, hvilket der ikke bliver nogen grund til at fortryde. Britisk-islandske Fields åbner fremragende med melodisk og ambitiøs rock, før aftenens hovednavn, Brazilian Girls, tager over. De er ikke brasilianske, og kun en fjerdedel af bandet er femininum. Den del er til gengæld helt koncentreret i forsangeren Sabina Sciubba, der svæver ind på scenen i gulddragt med kvast og fører an i en overjordisk fest, skudt helt frem på scenen, hvor genrer som samba, bossa nova, drum'n'bass, rock og en lang række andre umærkeligt glider ind i hinanden i et utroligt sammenhængende håndspillet set, hvor grænsen mellem rock og electronica bliver udvisket.

Det bliver efterfulgt af en næsten lige så fantastisk optræden fra islandske Hermigervill med et electro-sæt, som næsten er for positivt, hvis det ikke lige var så utrolig medrivende.

At aftenen så ender i hedonistisk overdrive med Dr. Mister & Mister Handsome's hiphop-disko-i-bar-overkrop-og-adidasbukser om kokain, nøgne damer og vold, gør mindre. Vi tager hjem, til hotellet, til Danmark og andre steder i verden med en god oplevelse. Island er et godt sted at have det sjovt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her