Anklagerne om illegale CIA-fængsler for terrormistænkte, placeret i flere østeuropæiske lande, styrkes nu af vidnesbyrd fra fanger, der har siddet langtidsisoleret i amerikansk varetægt på hemmelige steder, der kan være CIA's påståede 'sorte steder'.
Det er Amnesty International, der har opsporet tre mænd fra Yemen, der i dag sidder i to af landets fængsler, men som i halvandet år blev holdt fængslet i forskellige amerikansk-bestyrede anlæg på ukendt sted og uden på noget tidspunkt at være blevet tiltalt, dømt, endsige stillet for en dommer.
Amnestys interview med de tre dokumenterer, at der eksisterer et hemmeligt netværk af specialindrettede amerikanske tilbageholdelsescentre i flere forskellige lande. Ved hver overflytning under de lange fængselsophold fik de tre fanger hætter på og ved derfor ikke, hvor de har været, men flytider tyder på, at det kan være i Europa.
Menneskeretsgruppen Human Rights Watch fremlagde forleden materiale, der peger på bl.a. Polen og Rumænien som hjemsted for disse amerikanske 'Gulags' eller 'black sites', som de kaldes i hemmeligtstemplede CIA-dokumenter. Både den polske og rumænske regering har afvist anklagerne, mens Det Hvide Hus afviser at kommentere dem.
Det nye materiale beskriver, hvad der er overgået Muhammad Bashmilah, Salah Ali og Muhammad al-Assad, siden de for ca. to år siden blev arresteret.
Bashmilah og Ali, yemenitiske statsborgere, gode venner og begge indonesisk gift, blev arresteret i Indonesien i august 2003, antagelig fordi deres pas viste, at de tilbage i 2000 havde besøgt Afghanistan. Efter flere ugers fængsling og forhør om påstået deltagelse i hellig krig blev de fløjet til Jordan, hvor de blev arresteret på ny og ifølge Amnesty groft tortureret. Uden at kende hinandens skæbne blev de to mænd efter ca. 10 dages fængselsophold i Jordans hovedstad, Amman, kørt - med håndjern, hætter over hovedet og propper i ørerne - til en flyveplads, hvorfra de blev fløjet i tre-fire timer i et lille fly med amerikanske vagter.
"Fra Amman kan de have nået Irak på den tid, men de kan lige så let have nået Sudan, Tyrkiet eller et sted i Østeuropa," skriver Amnesty.
Bashmilah og Ali beskriver i separate interview det første sted som en vinduesløs, underjordisk facilitet, hvor de boede i seks måneder i hver sin isolationscelle på 1,5 x 2 meter med en spand, en skumgummimadras og en koran.
"Muhammad Bashmilah fortalte, at der var adskillige forhørspersoner, både mænd og kvinder. De var alle hvide, bar vestligt tøj og talte engelsk med amerikansk accent," skriver Amnesty.
Ninjas
Den tredje mand, Muhammad al-Assad, er også yemenitisk statsborger, men har siden 1985 boet i Tanzania med sin tanzanianske hustru. Al-Assad blev i december 2003 arresteret i Dar-es-Salaam og med hætte over hovedet kørt til en flyveplads, hvorfra han blev fløjet i to-tre timer til ukendt bestemmelsessted.
Da hans familie forhørte sig om hans forsvinden, var beskeden, at han var sendt til Yemen på grund af ugyldigt pas, men da al-Assads gamle far tog den lange rejse til Yemen, fik han en skriftlig forsikring fra landets myndigheder om, at al-Assad aldrig var blevet bragt dertil. Efterfølgende oplyste de tanzanianske myndigheder, at al-Assad var i amerikansk varetægt - ingen vidste hvor.
Al-Assad bedømmer selv, at hans første stop var i et mellemøstligt eller østafrikansk land, hvor han i to uger sad i en lille celle og kun så forhørspersonerne, en kvinde og en mand, begge hvide, begge engelsk- eller amerikansktalende. Mistanken mod ham syntes at dreje sig om hans udlejning seks år tidligere af et lille lokale til en afdeling af den velgørende organisation Al-Haramain, der har hjemsted i Saudi-Arabien og filialer i USA, men af CIA anklages for at støtte terrororganisationer.
Fra dette sted blev al-Assad fløjet i ca. otte timer til en kort mellemlanding og derefter yderligere tre timers flyvning til et nyt fængsel i et koldere klima og igen med et personale af hvide, engelsktalende personer. Efter nogle måneder i isolation her blev al-Assad - antagelig i april 2004 - sendt på en ny flyvetur for efter fem-seks timer at blive overført til en helikopter, hvor han blev anbragt på gulvet sammen med andre personer, som han på grund af hætten ikke kunne se. Helikopterturen svarer til Bashmilah og Alis beskrivelse af deres sidste overførsel, og Amnesty er overbevist om, at de tre mænd fra dette tidspunkt har opholdt sig på samme sted - uden at kende hinandens eksistens.
"Der var ingen billeder, ingen udsmykninger, ingenting på gulvet, ingen vinduer, intet dagslys. Det eneste fingerpeg om stedets konstruktion var ifølge Ali, at det ikke var arabisk bygget, eftersom toilettet vendte mod Mecca. Beskrivelsen af anlægget stemmer overens med en beskrivelse i Washington Post af det hemmelige fængselssystem drevet af CIA, hvor hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter i omkring otte lande omtales som 'sorte steder'," skriver Amnesty.
De tre fanger sad på dette sted i et år uden at se andre end fangevogtere og forhørspersonale. Bashmilah kalder vogterne for 'ninjas' og fortæller, at de var klædt i sort fra isse til fod, aldrig talte, men kun kommunikerede med tegn og fagter. Ved at tælle antallet af brugte ørevatpinde i skraldespanden, når han en gang om ugen fik brusebad, gætter Bashmilah på, at der var ca. 20 andre fanger i den afdeling, han sad i.
Ali blev holdt lænket under det meste af sit årelange ophold - nogle gange endog i brusebadet - indtil han indledte en månedlang sultestrejke, der endte med, at han blev tvangsfodret med sonde og efterfølgende slap for sine fodlænker.
Mod slutningen af opholdet på det ukendte sted mødte al-Assad den ny fængselsdirektør.
"Han sagde, at han kom fra USA for at se, hvilke fanger der var uskyldige, og hvilke der var skyldige," fortæller al-Assad.
De tre mænd blev den 5. maj i år sendt fra deres ukendte fængsel til Yemen, hvor de nu holdes fængslet på to forskellige steder. Der er ikke rejst sigtelse mod dem, de har ikke fået nogen advokat og har ikke set en dommer, og myndighederne i Yemen siger til Amnesty, at den fortsatte fængsling sker på begæring fra USA, og at USA afgør, om de skal løslades eller retsforfølges.
Muhammad Bashmilah siger, at det hele er meget forvirrende.
"Hvis vi var skyldige, ville amerikanerne aldrig have sluppet os," siger han fra sin fængselscelle.
20051107-214602-pic-86245470.jpg
