Læsetid: 5 min.

Israel er ikke bare et voldssamfund

Journalisten Richard Oestermann har udgivet sine bedste artikler, der afspejler den optimisme, der også har været drivkraften i hans eget liv i Jerusalem
30. juni 2006

CAESAREA - Der findes optimister i Mellemøsten. Trods alt hvad der sker, og Information har mødt en af dem. Det er den danske journalist Richard Oestermann, der har boet i Jerusalem siden 1961.

Her har han dækket den sammenbidte israelsk-palæstinensiske konflikt fra stedet lige siden og for tiden er særligt aktuel med sin nye bog, Hvert sekund tæller, der er en samling af hans bedste artikler og en koncentration af denne særlige optimisme.

"PLO's anerkendelse af Israel er jo en anerkendt faktor, og det kommer til at gå nogenlunde på sammen måde med Hamas. Ikke lige nu, men i det lange løb," siger han.

Vi mødes i den lille middelhavsby Caesarea, hvor Oestermann har en weekendbolig til afslapning og eftertænksomme samtaler. Han serverer kaffe og bogen fra Lohses Forlag ligger fremme på bordet.

"Hvis du rør en mand så meget på pengepungen, så reagerer han. Her er pengepungen jo også sultne og syge mennesker, så jeg synes at meget tyder på, at der i løbet af nogle måneder vil være tegn i sol og måne på en vis fremgang. Der er lidt af min optimisme med hensyn til Hamas."

Andet end vold

"Det er noget med at tage et ansvar," siger han om udsigterne til at få konflikten afsluttet.

"Og jeg tror, at der på begge sider er en opfattelse af, at nu går den ikke længere. Hvor mange af civilbefolkningen skal blive dræbt, før vi kommer til at gøre det, vi alligevel kommer til at gøre, nemlig at sætte os ned over for hinanden. Det er jo en af de sidste konflikter i verden, og selvom der er bunker af småkrige rundt om i verden er opmærksomheden altid rettet herimod. Folk river sig i håret og siger, hvornår bliver de dog færdige dernede i Mellemøsten? Der er jo bare det ved det, at det er jo noget, de selv skal afgøre hernede. Det er jo ikke nok, at man sidder det kolde Norden og giver gode råd. Det er hernede, hvor folk skal leve med hverdagen, at beslutningerne skal træffes."

- Hvordan kommer det til udtryk i den nye bog?

"Den er skrevet i vrede. Den generelle opfattelse af Israel er, at det er et voldsland og ikke meget andet. Sådan ser du det i tv, og det der CNN-syndrom, som jeg kalder det, anfægtede mig, fordi der er så meget andet i landet end vold. Så jeg tog landet rundt og snakkede med folk for at få deres historier og deres vinkler på landet, og det giver et meget mere nuanceret udtryk af landet, end du ellers har normalt."

Bror faldt i baghold

En vigtig personlig grund til at være i Israel er for Richard Oestermann en noget ældre bror, som han mistede i konflikten. Broderen Leon var taget til det daværende Palæstina og var med til at opbygge en kibbutz på et tidspunkt, hvor en voldsom jødisk-arabisk konflikt hærgede landet.

"Det skete en augustdag i 1938. Det ringede på døren til vores lejlighed i Peder Skramsgade ved Kgs. Nytorv, og der stod to mænd, der skulle tale med far. De blev vist ind i herreværelset, og så hørte jeg et skrig. Det var min far som skreg, da han havde fået at vide at hans søn var blevet dræbt. Og det skrig runger stadig i mine ører, og er en af grundene til, at jeg er hernede. Min bror havde ansvaret for at bringe madvarer til kibbutzen en gang om ugen oppe fra Haifa på en lastbil. Med sig havde han seks-syv mænd og sin kone, der også var bevæbnet, og hun var gravid i 9. måned. De var på vej op med provianten ad den smalle serpentinvej, og rundt om et hjørne var der så et baghold. Der lå 60 arabere og ventede på dem. De lå bag nogle sten, som jøderne havde ryddet til side, så de kunne lave agerjord. De var altså seks-syv i lastbilen, som de væltede og brugte som barrikade mens de sloges. De kæmpede til sidste mand."

- Siden blev Israel en stat, og du var her selv i 1967, skæbneåret, hvor landet overlevede en truende krig, som seks dage senere havde skaffet landet en besættelse på halsen. Hvordan husker du den tid?

"Situationen var utroligt betændt. Nu stod den irakiske hær her, og egypterne var på vej op. Og Israel var enormt presset. Så husker jeg, at Moshe Dayan blev tilkaldt som forsvarsminister, og han lavede så et nummer. Han lod alle soldaterne få orlov en bestemt dag, og de var på stranden og alle sagde, at der sker nok ikke noget foreløbig. Samtidig med det blev så den store plan lagt om ødelæggelsen af de arabiske luftstyrker på en og samme tid. Og en rullende bølge frem og tilbage med de forholdsvis få fly, Israel havde. Det var en overrumplende situation."

Forråelse af Israel

"Jeg husker ligeså tydeligt, at Israel gerne ville af med de besatte områder så hurtigt som muligt. Man ville opgive dem og trække sig tilbage, men hvem skulle man opgive dem til? Så mødtes den arabiske liga i Khartoum og kom med de tre berømte nej'er. Den totale afvisning betød, at der ikke var nogen at forhandle med, og så blev Israel stående. Nu har Israel været der i utroligt mange år, og det har betydet en forråelse af Israel, en underminering af landets moral. Det skulle have været slut for lang, lang tid siden, men du kan ikke bare trække dig ud derfra. Du skal have nogen at give områderne til. Nogle forsvarlige personer. Det er dem, vi stadig går og venter på."

- Bliver du så ikke utroligt vred, når du i dag ser bosætterne på Vestbredden kalde sig selv for vor tids pionerer? De prøver jo på at gøre, hvad din bror også gjorde, men uden den tids forståelse for, at der også er et andet folk i landet.

"Jo, de har misbrugt Israel. De der bosættere, mener jeg, gør Israels sag dårlig. De tjener den ikke. De fleste af dem er nogle rabiate religiøse fanatikere, der har fået religionen galt i halsen og slås for noget, som der ikke er noget egentligt ståsted for. Det er noget messiansk, noget som ligger ude i horisonten, og som de forsøger at tage ind til sig. Det kan vi ikke bruge til noget. De gør ondt værre. Jeg håber den dag kommer, hvor der ikke skal være et stort antal israelske soldater i livsfare for at beskytte de der mennesker og noget, som efter min mening er totalt urealistisk. De har mistet jordforbindelsen."

- Det er også den slags mennesker, der gør Israel til et voldssamfund.

"Ja, det kan man godt sige. Men jeg tror, at når det kommer til sandhedens time, som man siger, så vil det vise sig, at de er en forsvindende minoritet. Du så det jo i Gaza. Alle frygtede det værste, men med dygtighed og overlegenhed satte israelsk militær og politi tingene på plads. Soldaterne græd, da de udførte den der egentligt forfærdelige handling, men det skulle til."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu