Læsetid: 4 min.

Israel behøver sine atomvåben

I Yom Kippur-krigen beviste Israel, at det forstår at omgås det ultimative dommedagsvåben med ansvarlighed og diskretion
15. februar 2006

Forsvarere af Israels ret til at besidde kernevåben fremhæver ofte, at Israel er den eneste nation, der af sine naboer trues med total udslettelse. Et måske mere overset, men lige så slående argument er imidlertid, at Israel er den eneste stat, som har afstået fra at bruge eller bare åbent true med at bruge sine formodede atomvåbenkapacitet - selv da det kæmpede med ryggen mod muren.

Med sine indtrængende opfordringer til at skabe et Mellemøsten frit for atomvåben har Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i denne måned rettet en anklagende finger imod Israel i et forsøg på at skabe større international tilslutning - især blandt muslimske lande - til dets bestræbelser for at stoppe Irans nukleare forskningsprogram.

Israel har imidlertid udvist en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed på et tidspunkt, da selve den jødiske nations overlevelse stod på spil. På fjerdedagen af Yom Kippur-krigen stod Israels militære og politiske ledere i en mere kritisk situation, end de havde kunnet forudsige i selv deres værste mareridtsscenarier.

Forsvarsminister Moshe Dayan var dagen før vendt tilbage fra Sinai til militærhovedkvarterets underjordiske kommandocentral i Tel Aviv for at berette om fiaskoen for Israels modoffensiv på den sydlige front den foregående dag. En division under kommando af Ariel Sharon - en af de få israelske generaler, der ikke var blevet lammet af det egyptisk-syriske overraskelsesangreb - var under Sharons protest beordret ud på en mislykket afledningsmanøvre, mens de øvrige israelske styrker blev drevet tilbage under svære tab.

På den syriske front var store dele af Golan-højderne allerede faldet, og den øverstbefalende israelske general på denne front havde allerede truffet forberedelse til at retirere fra resten af Højderne.

Det højt besungne israelske luftvåben, som seks år forinden havde vundet Seksdageskrigen stort set egenmægtigt, blev holdt i skak over slagmarkerne af sovjetisk leverede antiluftskytsmissiler. Paralyseret af chokangrebet og uden at det havde kunnet nå at mobilisere sine reserver vaklede et hårdt trængt Israel. Som general Yisrael Tal, vicechef for i generalstaben, skulle sige flere år senere: "Vi måtte i denne fase opfatte krigen som en desperat kamp for såvel vores fysiske som nationale overlevelse - intet mindre."

Det Tredje Tempels fald

Rystet over denne dystre vision advarede Dayan, Israels berømte militære ikon med klap for øjet, om, at "Det Tredje Tempel var i fare", med henvisning til det jødiske folks første to templer i Oldtiden - det første blev smadret af babylonere, det andet af romere. I analogi hermed forstod han Det Tredje Tempel som selve staten Israel.

Ministerpræsident Golda Meir var så forfærdet over Dayans fuldkomne mismod, at hun en kort overgang overvejede at begå selvmord - det skrev i al fald hun i sine erindringer. Situationen var så faretruende, at Dayan foreslog, at man skulle uddele antitankvåben til almindelige civile, hvis de arabiske tropper skulle bryde igennem de israelske linjer.

På denne fjerde morgen, da generalstabschef David Elazar gennemgik de militære muligheder med de øvrige generaler, foreslog en af dem, at tiden nu var inde til at gribe til "særlige midler", viser de historiske udskrifter fra stabsmødet - dette udtryk opfattes almindeligvis som en eufemisme for den nukleare option. General Rehavam Ze'evi, som flere år senere skulle grundlægge et højrefløjsparti, var den eneste, der støttede forslaget, som omgående blev forkastet af alle de øvrige generaler, med stabschef Elazar i spidsen.

Inden for få timer begyndte krigslykken at vende i Golanhøjderne i et af de voldsomste kampvognsslag, verden har set siden Anden Verdenskrig, og Israel blev således forskånet for 'den ultimative sandheds skæbnetime'.

Man må gå ud fra, at enhver nation, der besidder atomvåben, i det mindste i forbigående vil overveje at gøre brug af dem, hvis den geråder i en decideret eksistentiel krise. Den kendsgerning, at Israel end ikke truede med at anvende dette destruktionsmiddel i sin hidtil sorteste stund, afspejler en højt udviklet ansvarlighed, der står i skærende kontrast til det Iran, der truer med Israels udslettelse, endnu inden det har udviklet nogen brugbar atombombe.

Israel bør have a-våben

Israels militærledelse traf en anden vidtrækkende beslutning den dag - et luftangreb imod det syriske militærs hovedkvarter i Damaskus. Ministerpræsident Meir modsatte sig i første omgang ethvert bombardement af byen, men generalerne fik hende omsider til at indse, at det var nødvendigt at give syrerne en påmindelse om deres egen sårbarhed for at hindre dem i at sende flere panserdivisioner over grænsen. Hun insisterede dog på, at der blev gjort alle anstrengelser for at hindre civile tab.

Amerikaneren Thomas Schelling, der sidste år fik Nobelprisen for frugtbare overvejelser om spilteoriens anvendelighed til belysning af konfliktsituationer, anfører fire tilfælde, hvor lande i besiddelse af atomvåben, må have følt sig fristet til at bruge dem imod en modstander uden sådanne våben, men valgte ikke at gøre det: De tidlige faser af Korea-krigen, Vietnamkrigen, Yom Kippurkrigen og Sovjets krig i Afghanistan. Af disse, mener han, at det mest imponerende eksempel på tilbageholdenhed tilkommer Sovjet i Afghanistan. At den hedengangne kommunistiske supermagt, der ikke just var kendt for lægge fingrene imellem, når det drejede sig om at påtvinge verden sin vilje, hellere ville tabe en ydmygende krig end spille det nukleare kort, anser han for mest bemærkelsesværdigt.

Imod dette synspunkt kan indvendes, at Israel ikke stod over for nederlag i et militæreventyr i udlandet, men var truet på selve sin overlevelse. I betragtning af den således udviste ansvarlige og tilbageholdne omgang med sin nukleare kapacitet og i betragtning af den ekstreme grad fjendtlighed, det møder fra sine omgivelser, har Israel visselig gjort sig fortjent til at have dette ultimative dommedagsvåben i sit arsenal.

Abraham Rabinovich er historiker og journalist. Han er bl. a. forfatter til bogen The Yom Kippur War

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her