Læsetid: 4 min.

Israel bomber - Hizbollah genopbygger

Hizbollahs folk er begyndt at genopbygge store dele af Sydlibanon. Men de tror ikke på våbenhvilen, så oprydningen i Beirut må vente
25. august 2006

ZIBQIN, Sydlibanon - Hizbollah har trumfet både FN's hær og den libanesiske regering ved at hælde millioner af dollar - de fleste af dem næsten med garanti fra Iran - i ruinerne i Sydlibanon og Beiruts ødelagte sydlige forstæder. Deres massive genopbygningsarbejde - gratis for alle de libanesere, hvis hjem i tusindvis blev ødelagt eller beskadiget under Israels voldsomme fem ugers angreb på landet - har skabt loyalitet hos selv de mest fjendtligt stemte medlemmer af shiasamfundet i Libanon.

Hizbollah har nu gjort det klart, at man ikke har nogen intentioner om at lade sig afvæbne som krævet i FN's sikkerhedsråds resolution 1701 om våbenhvile, og tirsdag eftermiddag bekræftede general Alain Pellegrini personligt over for mig, at "israelerne kan ikke bede os om at afvæbne Hizbollah". Pellegini er øverstkommanderende for FN's midlertidige styrke i Sydlibanon, som USA og Storbritannien stoler på vil konfiskere guerillahærens våben. Han beskrev våbenhvilen som "meget skrøbelig" og "meget farlig" og hævdede, at en afvæbning af Hizbollah "ikke er en del af vores mandat".

Men som det ser ud nu, og i fraværet af den 8.000 mand store styrke, som efter planen skal slutte sig til Pellegrinis tropper, og med et efter sigende 'solidt' mandat, har Hizbollah allerede vundet kampen om 'hjerte og sind'. De fleste boligejere i Sydlibanon har modtaget - eller modtager snart - et førstegangs mindstebeløb på 12.000 dollar i kompensation, enten til nye møbler eller til at dække familiens husleje, mens Hizbollahs byggearbejdere genopbygger deres hjem. Pengene udbetales i kontanter - næsten alle i knitrende, nye 100-dollar sedler - til op til 15.000 familier i Libanon hvis ejendom blev bombet af israelerne, en regning på 180 millioner dollar og et beløb, der bliver langt større, når genopbygning og andre kompensationer er betalt.

500.000 uden bolig

I det område på 20 kvadratkilometer i Beiruts sydlige forstæder, der blev lagt øde eller voldsomt beskadiget under 35 dages israelsk bombning, mistede 500.000 beboere - de fleste af dem shiamuslimer - deres hjem. Men pengene strømmer ind. F.eks. har én af dem, Hussein Selim, der ejer fire etager i en boligblok, allerede modtaget 42.000 dollar kontant til dækning af personlige ejendele og ødelagt indbo. Og Hizbollah har lovet, at de vil genopbygge hele det bymæssige område med egne - eller måske iranske - midler.

For de som tror på FN's våbenhvile, er der et skræmmende perspektiv ved dette langsigtede løfte, nemlig at Hizbollah har opfordret shiabefolkningen til at leje boliger i Khalde, altså syd for Beirut, fordi de har planer om at udsætte genopbygningen af byen i et år. De er af den faste overbevisning, at våbenhvilen vil bryde sammen og en ny Israel-Hizbollah krig blot vil ødelægge de nyopførte huse.

Over hele det ødelagte Sydlibanon har Hizbollah nu besøgt hundredtusindvis af shiafamilier for at få detaljer om deres tab. I visse tilfælde har libanesiske regeringsembedsmænd - der i vid udstrækning ikke nyder lokalbefolkningens tillid - også noteret kompensationsomkostninger, men alt hvad myndighederne indtil videre har foretaget sig i området er at indlede arbejdet med at reparere vandledninger og genoprette el-forsyninger.

Enorm opgave

En tur på over 150 km gennem den sydlige del af landet viser tydeligt omfanget af Hizbollahs enorme opgave. I flere landsbyer, Bint Jbeil og Zibqin f.eks., ligger halvdelen af byen i ruiner. I selve Zibqin fandt jeg en specielt gribende ruin: de udbombede rester af en lille, over tusind år gammel moske. Libaneserne mener den rummer liget af Zein Ali Yaqin, søn af profeten Yacoub - som jøderne kalder Jakob - og barnebarn af profeten Ibrahim, eller Abraham. To af Abrahams sønner - Yacoub og Ismail (Ismael) - definerer splittelsen mellem islam og judaisme, hvor den første hævder, at Gud bød Abraham at ofre Ismail og den anden, at det var Yacoub/Jacob, der skulle ofres.

Bomberne havde blæst en gammel facade omkuld og sendt hundredvis af sten fra moskeens originale ydermur ned ad skråningen. Disse havde slået hul i de indre mure og efterladt en strøm af murbrokker på gulvet ved siden af det tæppeklæde gravmæle.

"Israelerne gjorde dette ved en af deres egne," siger Hussein Barakat, mens han halter hen ad vejen med sin stok.

"Alle her kender til vores lille helligdoms oprindelse, men se på den nu."

Finder stadig døde

Barakat er 69 år gammel, og var den eneste beboer der blev tilbage i Zibqin da resten af indbyggerne flygtede under det israelske bombardement. Han er såret i den ene finger og er blevet halvdøv af bragene fra bombeeksplosionerne.

Ligene af civile og Hizbollahsoldater blev stadig gravet frem af ruinerne i Sydlibanon i den forgangne uge. Fire brødre, der viste sig alle at være medlemmer af Hizbollah, døde sammen under israelsk beskydning i den østlige by Khiam. Flere civile familier ledte forgæves efter slægtninge i murbrokkkerne. I Siddiqin, lige øst for Qana, mødte jeg en handlende, der i timevis havde forsøgt at finde ruinerne af sine to butikker, som bomberne havde forvandlet til støv. Men han var overbevist om, at 'Sheikh Hassan', Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah, ville genopbygge hans hjem. Et par kilometer borte mødte jeg en 65-årig kvinde, der kravlede rundt som en kat på husets sammenstyrtede tag. Hun ledte efter familiesmykkerne i revnerne mellem betonmasserne.

Det er Hizbollahs hær af arbejdere, der har fået besked på at genopbygge disse landsbyer og - om et års tid - Beiruts centrum. Guerillahærens politiske og økonomiske organisation, på sin egen facon lige så magtfuld og disciplineret som militsen, vil hyre titusindvis af mænd til at genopføre en hel by inde i selve Beirut og skabe Sydlibanons ødemark om til de landbrug og tobaksdyrkende landsbyer, de var for to måneder siden.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her