TEL AVIV - Kort før midnat torsdag aften gjorde Israel alvor af sine trusler om at genoptage sin likvideringspolitik med fremtrædende Hamas-ledere som mål, da jagerfly bombede i Gaza by og dræbte lederen af De folkelige Modstandskomiteer, Jamal Abu Samhadana. Det er første gang en palæstinensisk leder med tilknytning til Hamas har været direkte angrebsmål siden organisationen for 18 måneder siden lovede at respektere en stilstand i den væbnede konflikt.
"Dette var Hamas' oplæg til det palæstinensiske parlamentsvalg i januar, og det blev bagefter udgangspunktet for Hamas-regeringens forsøg på at få en politisk proces videre og på at vinde international anerkendelse," siger dr. Joel Peters fra Ben Gurion Universitetet i den israelske by Beersheva. "Dette er stødt helt på grund, og derfor løber situationen nu løbsk."
Bedre raketter
Jamal Abu Samhadana stod i spidsen for det palæstinensiske indenrigsministeriums sikkerhedsstyrker. Eftersom ministeriet er under Hamas-regeringens kontrol har han således været betragtet som del af regimet, og Abu Samhadana blev tydeligvis et naturligt mål, fordi han ifølge israelske militærkilder samtidig skal have haft en stor rolle i den optrappede beskydning med Qassam-raketter.
"Abu Samhadana har længe været eftersøgt, og ved at ramme ham nu, giver vi Hamas en kraftig advarsel, fordi de ikke har sikret den ro, de som regeringsparti har forpligtet sig til," siger Hillel Fendel, der er kommentator for det højreorienterede Arutz 7 nyhedsbureau og selv bosat i byen Sderot nær Gazastriben.
Denne har gennem nogen tid været hovedmål for næsten daglige palæstinensiske Qassam-angreb, som gennem de sidste uger har undergået stor forandring ved at vise større træfsikkerhed og have længere rækkevidde. Hvor raketterne hidtil kun i sjældne tilfælde kom i nærheden af et egentligt mål, er flere bygninger blevet ramt i den seneste tid og mennesker kommet til skade. En raket slog ned få meter fra forsvarsminister Amir Peretz' privatbolig, som også ligger i Sderot.
"Regeringen kan ikke acceptere, at Sderot bliver til en spøgelsesby, hvilket vil være resultatet," siger Hillel Fendel videre. "For det vil vise, at tilbagetrækningen fra Gazastriben var en fejlta-gelse, hvilket det efter min opfattelse var, og det er uheldigt, hvis man skal have befolkningen til at godtage nye rømninger på Vestbredden. Dette rammer Israel på sit blødeste punkt, hvor vort store militær er magtesløst, hvis det ikke får lov til at reagere."
Flere militser
Nu er reaktionen kommet, og det vil ifølge iagttagere føre til mere af samme slags.
"Zionisterne og israelerne har åbnet helvedes porte ved at likvidere Abu Samhadana," hedder det fra en talsmand for modstandskomiteerne, Abu Abir, der lover, at raketterne nu "vil regne ned over den zionistiske enhed, og vore helte vil detonere sig selv blandt deres beskidte kroppe."
På lidt mere analytisk afstand mener Raji Sorani fra Palestinian Center for Human Rights i Gaza by, at den seneste udvikling vil bringe situationen endnu mere ud af kontrol.
"Det indre kaos vil gribe om sig. Indenrigsministeriets sikkerhedsstyrke er selvstyrets formelle ordenshåndhæver, og ved at ramme dens leder bringer man kun de mange væbnede oppositionsgrupper frem i første linje," siger han til Information.
Hamas tog forleden initiativ til at trække en af disse bort fra gadebilledet. Det drejer sig om en milits, som organisationen havde etableret for at imødegå de mange andre væbnede grupper med tilknytning til Islamisk Jihad, Fatah eller andre politiske bevægelser, som er i opposition. Sorani ser det som en sandsynlig udvikling, at Hamas-militsen nu vil blive sendt ud på gaderne igen.
"De sidste rester af en våbenhvile hænger i en tynd tråd, og når israelerne har likvideret en leder, vil andre hurtigt følge efter," siger han. "Det har vi desværre set før."