TEL AVIV - Den israelske regering meddelte i går, at tusinder af reservister nu vil blive indkaldt for at blive sat ind i den landoffensiv i Libanon, som nu helt tydeligt er ved at tage form. Allerede natten til i går rykkede mindst et par tusinde israelske soldater ind over grænsen, og hele dagen blev der meldt om kampe flere steder i området.
"Der er ingen overraskelse i dette," siger dr. Hillel Frisch, som er ekspert i Libanon og militærstrategi ved det israelske Bar Ilan Universitet nær Tel Aviv.
"Da flyangrebene på Hizbollah blev startet stod det klart, at en landoffensiv måtte følge efter. Det er et næsten sikkert mønster, som vi også kender fra Kosovo. Det kunne NATOs flyangreb ikke klare det alene, og nøjagtig det samme gælder Libanon."
Sagen er blot, at offensiven står overfor så mange ukendte faktorer, med det shiamuslimske Hizbollahs reelle styrke som en markant ukendt størrelse, at hele operationen ud fra en militærstrategisk synsvinkel hviler på stor usikkerhed og derfor også kan have mange forskellige udfald.
To mål
Ifølge den analyse, som Hillel Frisch bygger sine vurderinger på, opererer de israelske beslutningstagere lige nu med to militære målsætninger, der hver især afhænger af en lang række andre faktorer. Den mest omfattende sigter mod en så afgørende svækkelse af Hizbollah, at den libanesiske regering i Beirut kan sende regeringshæren ind i Sydlibanon og i alle forhold overtage magten i området.
"Israel ønsker ikke at blive i Libanon og ser helt klart den libanesiske regerings indtræden som det mest ønskværdige resultat af operationerne, men denne målsætning er også den mest problematiske," siger han.
For uanset forholdene er en total eliminering af Hizbollah ikke opnåelig. Meget store dele af Sydlibanon er shiamuslimsk, og selv ganske små lommer af væbnede Hizbollah-folk vil udgøre en overhængende fare for den borgerkrig, som kan bryde ud når regeringshæren rykker ind efter en israelsk tilbagetrækning.
"Det vil være endnu mere ødelæggende for Libanon end den israelske offensiv, og derfor opererer militæret også med en smallere målsætning," forklarer han videre.
"Den består i at slå Hizbollah så eftertrykkeligt, at en eller anden ordning kan etableres, så organisationen bevarer sin kontrol over Sydlibanon, men derimod lader Israel være i fred. Men også denne mulighed er usikker og bygger på usikre antagelser."
Ingen kender styrken
Eksempelvis mener Hillel Frisch, at selv den israelske generalstab næppe har noget særlig nøjagtigt kendskab til Hizbollahs reelle slagkraft. Som han ser det, er der ingen tegn på, at organisationens raketlagre er ved at være udtømte, også selvom både torsdag og fredag med hver 35-40 nedslag på israelsk jord var relativt fredelige.
"Det ser ud til, at Hizbollah fortsat får tilført nye våben, selvom israelske flyangreb standser meget," siger han. "Og i tillæg til at den siden den israelske tilbagetrækning i juni 2000 faktisk har haft seks års uforstyrret ro til at opbygge sit beredskab - og jeg ved, at Hizbollah ikke har spildt tiden - råder de sandsynligvis over betydeligt mere end nogen antager."
I går oplyste FN-kilder i Libanon, at 20 procent af hele landets befolkning, svarende til 500.000 mennesker, nu er på flugt for krigen. Omkostningerne for den libanesiske civilbefolkning løber hurtigt op, også i menneskeliv, og dette er endnu en faktor, Israel må tage med i betragtning, idet verdensopinionen hurtigt vil kunne vende sig.
"Den israelske støtte til krigen vil derimod forblive konstant, så længe hjemmefronten er under raketangreb og lider tab," siger Hillel Frisch.
"Så vil befolkningen kunne acceptere, at soldater bliver slået ihjel i Libanon. Men paradoksalt nok forholder det sig så også sådan, at jo hurtigere den israelske hær har succes med operationen, hvilket vil sige at få skubbet Hizbollah så langt bort fra grænsen, at den ikke længere kan ramme Israel med raketter, des hurtigere vil en stemning mod krigen også rejse sig."
Anden liga
Hvordan alle disse parametre vil opføre sig under den kommende tids militære operationer afhænger ikke mindst af, hvor stor modstand Hizbollah vil kunne etablere.
"Israel har gennem lang tid vænnet sig til at have Hamas som hovedfjende, og det er helt klart, at Hizbollah befinder sig i en helt anden liga," siger en anden israelsk analytiker, professor Galia Golan, der var med til at stifte bevægelsen Fred Nu i 1982, kort efter Libanon-krigens start.
"De to kan slet ikke sammenlignes."
Hun påpeger, at Hizbollah har træningsfaciliteter og økonomi på en helt anden måde, den har to stater, Syrien og Iran, i ryggen, hvilket i Frisch's formulering "skaber en soliditet, som må gøre selv Bin Laden misundelig".
"Hizbollah bygger på en helt anden motivation og disciplin, og Vestbredden er som landskab intet imod Hizbollahs Libanon, hvis vi taler guerillakrig," siger Galia Golan.
"Det kan godt være, nogen siger, at landoffensiven er en uundgåelig konsekvens, men den er også farlig, fordi den civile lokalbefolknings frustrationer kan gøre operationen helt uoverskuelig og langvarig. Israel kender ikke sin modstander godt nok, og det er ukendt terræn med for mange ukendte faktorer. Det er bekymrende."
