Læsetid: 4 min.

Israel står over for et socialt kursskifte

Israels kommende valg er begyndelsen på en gennemgribende forandring, hvor partierne vil kappes om at forbedre befolkningens levevilkår
28. november 2005

OR AKIVA - Israel gennemlever et politisk jordskælv. Landet er ved at undergå de mest dramatiske forandringer i de sidste næsten 30 år, hvilket ifølge forskere er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, fordi de hele kommer så uventet og de enkelte begivenheder så hurtigt ovenpå hinanden.

"Økonomi er pludselig blevet det hedeste emne i debatten," siger Yair, som er vagtmand foran posthuset i Or Akiva, en lille by 50 kilometer nord for Tel Aviv.

Lige siden grundlæggelsen i 1950'erne har Or Akiva været notorisk arbejdsløshedsø, men et blik ud på hovedgaden giver nu ikke meget jordskælvsstemning. Folk passerer ud og ind ad posthuset, mens Yair kigger efter bomber i deres tasker, og resten af gadebilledet ånder ro i det klare vintersolskin.

Men bevidstheden om, at man den 28. marts skal til valg og stemme om helt andre ting end de sædvanlige sikkerhedsspørgsmål, har allerede skabt en livlig debat, som ligger lige under overfladen.

"I mange år har politikerne fortalt os, at landets sikkerhedspolitik var det eneste, som betød noget. Alt andet var underordnet, og det er nu vendt helt op og ned," tilføjer Yair. Professor Barry Rubin fra Bar Ilan Universitetet nær Tel Aviv trækker de store linjer op. Som han ser det, er Israel nu med lyntempo på vej ind i sin tredje politiske periode siden statens grundlæggelse i 1948.

Socialt oprør
"Fra uafhængigheden i 1948 og frem til 1977 var landet komplet domineret af Arbejderpartiet," forklarer han.

"Så kom et politisk jordskælv, der bragte en oppositionskoalition af mere konservativt nationalistiske og centrumorienterede partier til magten, med Likud som samlende faktor."

Dengang lå det i luften af Arbejderpartiet havde udspillet sin rolle. Det havde opbygget staten med de velfærdsmodeller, som lå i arbejderzionismen. "Oprøret var i høj grad socialt," forklarer Barry Rubin.

"Arbejderpartiet havde en tradition for at sætte de orientalske indvandrere, de sefardiske jøder (jøder fra lande som f.eks. Egypten, Yemen, Marokko - modsat østeuropæiske jøder, red.), i anden række, og denne bitterhed benyttede Likud til at gennemføre sit kup."

Sharon har banet vejen
"Det samme sker nu. Amir Peretz er en af vore," siger Yitzhak, der sælger grøntsager i Or Akiva og som lederen af Arbejderpartiet stammer fra Marokko.

"Han skal naturligvis bevise sig selv. Holde sine løfter, og hvis han ikke gør det, sender vi ham hjem sammen med de andre. Men indtil videre ser det lovende ud."

Yitzhak, som hele sit voksenliv har stemt på Likud, hvilket det store flertal af befolkningen i Or Akiva gør, er ikke utilbøjelig til at skifte partifarven ud. Mens han vejer agurker, roser han Amir Peretz' idé om at hæve mindstelønnen til 1.000 dollar. Oversat i lokal valuta vil dette betyde en tredjedel mere i løn og give de ringest stillede et betydeligt socialt løft.

"Her i byen er der mange mennesker, der lever på mindstelønnen eller endnu mindre, og vi har altid fået at vide, at det var nødvendigt på grund af den sikkerhedsmæssige situation," forklarer han.

"På en måde har Sharon banet vejen for noget andet."

Ludmilla, der indvandrede fra en af de tidligere sovjetrepublikker for 18 år siden, har sluttet sig til os og deler grønthandlerens synspunkt.

Hun har altid støttet bosættelsespolitikken, men ser at Sharon ved at opgive Gush Katif på Gazastriben har vist, at man godt kan leve uden.

"Det frigør jo en masse midler, som kan investeres i steder som Or Akiva," siger Ludmilla.

"Jeg lover dig, at i bosættelserne lever de meget bedre, end vi gør her, og det giver jo ikke rigtig mening."

Dominoeffekt
Ludmilla har også før stemt på Likud, men vakler nu mellem Ariel Sharons nye centrumparti og Arbejderpartiet.

"Jeg synes, Sharon fortjener min stemme, men jeg vil gerne vide lidt mere om, hvad han har tænkt sig at gøre for os. For de almindelige mennesker," siger hun og hanker op i sine indkøbsposer.

For en måned siden lancerede ministerpræsidenten en plan om milliardinvesteringer i Israels fattige randområder. Talen var primært om Negevørkenen, hvor stort set hele befolkningen bor i såkaldte udviklingsbyer som Or Akiva.

"Det ligner en dominoeffekt af længe opsparede forsømmelser, der nu kommer op til overfladen, og ja, det er bestemt et jordskælv," siger Hezi Amar, som er ung lærer i byen og beskriver sig selv som 'moderat likudnik'.

"Først begynder Amir Peretz at tale om økonomi og social værdighed, og så er de andre nødt til at springe på vognen. Selv i resterne af Likud taler de om økonomi, selv om vi som vælgere endnu ikke ved ret meget."

Det har bidraget til jordskælvsstemningen, at så mange ny ansigter er på vej ind i israelsk politik, og ikke mindst har det betydning, at Amir Peretz torsdag fik selskab af Avishai Braverman, der er økonom med fortid i Verdensbanken og nuværende præsident for Ben Gurion Universitetet i ørkenbyen Beersheva.

"Sharon ville også gerne have haft fat i ham, fordi han bliver ret sikkert Israels næste finansminister, som lige nu virker som den vigtigste post af dem alle," tilføjer Hezi Amar og ser ud på den stille hovedgade i Or Akiva.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu