Læsetid: 5 min.

Israels evige taber

2. december 2005

En historisk skikkelse i israelsk, Shimon Peres, politik forlader sit ideologiske fødested og hjem til fordel for en uvis fremtid med Sharon. Han er drevet af sårede følelser

Der var noget karakteristisk ved måden, Shimon Peres onsdag valgte til at meddele den israelske offentlighed sin beslutning om at forlade Arbejderpartiet.

"Mine partiaktiviteter er kommet til en afslutning," sagde han med bævende stemme og tilføjede, at han betragter Ariel Sharon som den bedst egnede til at føre udviklingen videre.

Han sagde også, at hans vanskelige beslutning sker af hensyn til fredsprocessen, hvorimod han undlod at sige, at han selv tilslutter sig Sharons nye centrumparti, Kadima, hvilket dog ret klart er meningen med det hele.

En anden tidligere politiker fra Arbejderpartiet, Shlomo Ben Ami, der som udenrigsminister i Ehud baraks regering tog en stor del af skraldet for starten på intifadaen og derefter fortrak tilbage til sin akademiske karriere, brød i dagens anledning sin dybe tavshed ved at opfordre Shimon Peres til "at befri nationen for sine personlige pinsler".

Dette er indtrykket, mange sidder tilbage med lige nu, for hele det politiske jordskælv, som Israel gennemgår i disse uger, har en masse at gøre med Shimon Peres, der tydeligvis føler sig stødt på sine personlige manchetter.

Det hele startede med formandsvalget i Arbejderpartiet for tre uger siden. Peres betragtede uden tvivl sit genvalg som en given sag og satte ikke det store kampagneapparat i sving over for modkandidaten, Amir Peretz, der derfor strøg ind på en førsteplads.

Peretz havde ført en effektiv kampagne, der mest af alt var en bredside mod Peres, der ved sin insisteren på at blive i regeringssamarbejdet med Ariel Sharon havde støttet en socialt uretfærdig økonomisk politik og mest af alt svigtet den fredsproces, som han havde været med til at skabe med sit bidrag til Oslo-processen.

Shimon Peres kunne have reddet æren ved at indrømme sit nederlag og tage imod Amir Peretz' tilbud om vægtige poster i den nye politiske virkelighed.

Men han foretrak at forlade partiet, hvilket har fået velkendte bemærkninger om den evige taber og den uforbederlige opportunist på banen endnu en gang.

Men der er meget mere i det.

Den detroniserede leders bror, filosoffen Gershon Peres, gik i radioen med bemærkninger om at Amir Peretz er "et fremmedlegeme i Arbejderpartiet", hvori tydeligt ligger, at Peretz med sin marokkanske baggrund ikke er helt stueren i et parti, der gennem tiderne har været styret af politikere med baggrund i Centraleuropa. Udtalelsen førte til voldsomme protester, men er aldrig blevet kommenteret af hovedpersonen selv.

Shimon Peres er repræsentant for det gamle centraleuropæiske Israel. Han kom til verden i Polen i 1923, og flyttede til Mellemøsten som ganske ung.

Han blev tidligt medlem af den arbejderzionistiske bevægelse, var med til at grundlægge kibbutzer og opbygge partiet, og da staten blev grundlagt i 1948 var han der som ung rådgiver for David Ben Gurion, den første ministerpræsident. Som den utrættelige partifunktionær tjente han sig op. Han blev generaldirektør for forsvarsministeriet, og grundlagde her Israels omfattende militærindustri ligesom han var den taktiske hjerne bag landets kontroversielle atomprogrammer.

Ben Gurions puddelhund, hed den trofaste partisoldat blandt de hårdkogte militærfolk, heriblandt en ung Yitzhak Rabin. Men på trods af, at Peres selv manglede, hvad der også dengang fungerede som opskriften på succes i karrieren, en militær løbebane, valgte Peres politikervejen. Han blev valgt til Knesset i 1959 og har siddet der lige siden.

I de første mange år forsøgte han at overhale militærfolkene indenom ved at give den som høg i sikkerhedspolitiske anliggender. Han holdt sig tæt på statens grundlæggere, fik ministerier og tillidsposter, men hver gang han kom tæt på toppen gik noget galt.

Shimon Peres fortæller selv, at han sejrede første gang ved formandsvalget til Arbejderpartiets ungdomsbevægelse i 1943, men som en iagttager bemærker, var dette stort set også hans sidste valgsejr.

Hver gang er der kommet andre på tværs, hvilket i mange år var rivalen Rabin, der dengang kørte partiets fredslinje.

Første store chance fik Peres ved valget i 1977, som var blevet udskrevet, da Rabin måtte træde tilbage efter fundet af en ulovlig udenlandsk bankkonto.

Alt tegnede til en klar valgsejr, men så kom Menachem Begin og hans Likud-parti og tilføjede Shimon Peres det mest eklatante nederlag i partiets historie.

I 1984 lykkedes det Peres at blive ministerpræsident, men kun ved en kompliceret rotationsordning med Likud-lederen Yitzhak Shamir, fordi valget ikke havde ført til noget klart resultat.

Hans anden periode på ministerpræsidentposten tilfaldt ham, da Yitzhak Rabin blev attentatmyrdet i november 1995, men selvom han dermed havde bjerge af vælgersympati og alle gode kort på hånden ved valget året efter, tabte han til en politisk opkomling, Likuds Benyamin Netanyahu.

Samme tragiske mønster tegnede sig da partifæller i år 2000 ønskede at finde Peres en ærefuld retræte ved at opstille ham til præsidentposten. Dette valg finder sted internt i Knesset, hvor højrefløjen opstillede med likudnikken Moshe Katzav, der er ligeså marokkansk af baggrund som Amir Peretz, men aldrig havde udmærket sig politisk. Man regnede igen Peres som sikker vinder, men han tabte i sidste øjeblik til Katzav.

Shimons forbandelse, har mange kaldt fænomenet. Andre siger, at han blot er bedre til at bygge fred med palæstinenserne end til at vinde valg, hvori også ligger en klar antydning af den drevne politikers store kvaliteter.

Shimon Peres går for at være en stor intellektuel kapacitet.

Hans visioner om det nye Mellemøsten har været emne for flere af de 10 bøger, han har skrevet, og har længe været rammen om hans politiske færden. I dette ligger ideen om økonomisk samarbejde som løftestang for fred i regionen, og bygger på at krige ingen sejrherrer har, men kun tabere på begge sider.

Disse tanker lå ham også i baghovedet da han som udenrigsminister i Yitzhak Rabins regering var en af drivkræfterne bag Oslo-aftalerne, der ved underskrivelsen i september 1993 blev til en fredsproces. Peres og Rabin fik sammen med den palæstinensiske leder Yasser Arafat Nobelprisen for dette værk, og selvom Peres kun blev føjet til de to andre prismodtagere i sidste øjeblik - og efter sigende som resultat af en del politiske intriger - står det dog som en betydelig post på hans positivliste.

Da han for et par år siden stod for at skulle indlede regeringssamarbejdet med Ariel Sharon, gik han igen i personlig baglås og holdt forhandlingerne hen indtil hans egen titel i konstruktionen kunne ændres fra underministerpræsident til det smukkere klingende viceministerpræsident.

Shimon Peres har nu, i en alder af 82 år, begivet sig ud på en ny politisk karriere. Han er blevet freelance politiker udenfor sit gamle parti, og går sikkert sammen med "sin unge ven", som han selv kalder den fire år yngre Ariel Sharon.

Den sidste dinosaur, der færdes hjemmevant på verdens bonede gulve og kultiveret læser Balzac om natten, er blevet endegyldigt vraget af Arbejderpartiet, der med sin marokkansk-fødte leder sigter efter at blive et ægte arbejderparti og arbejde efter de fredslinjer, som Peres selv har formuleret.

Mange vurderer, at han har ladet sine egne sårede følelser løbe af med sig og nu venter på, at andre vil påtage sig at finde ham en passende politisk post i en fremtid, der ikke ser synderligt sikker ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu