Læsetid: 2 min.

Israels grænser er ikke fastlagte

10. maj 2006

Der hersker en almindelig opfattelse af, at Israels grænser er de grænser, der fandtes umiddelbart før Seksdageskrigen i juni 1967. Det er ligeledes en generel opfattelse, at Israel ved sin militære kontrol af Vestbredden holder jord besat, som tilhører det palæstinensiske folk, og at man må trække sig tilbage fra disse områder.

Man henviser i den forbindelse til FNs resolution nr. 242 af 22. november 1967. Problemet er dog, at resolutionen i sin engelske tekst udtrykker det således: "Withdrawal of Israeli armed forces from territoriums occupied in the recent conflict". Man bør bemærke, at der tales om, at Israel skal trække sig tilbage fra territorier, der blev besat - der står altså ikke territorierne.

Det er med velberådet hu, at man har skrevet det således i FN-resolution 242, for sagen er jo, at der i moderne tid i det område ikke har eksisteret nogen fast grænsedragning - med undtagelse af grænsen mellem Ægypten og Israel, som blev fastsat i forbindelse med fredsslutningen. Resten af grænserne er løse, midlertidige og tilfældige de-facto grænsetilstande, opstået i timerne og minutterne omkring påtvungne eller frivillige våbenhviler - og ingen af disse grænser behøver at være de korrekte.

Oprettelsen af Israel

Det oprindelige britiske mandatområde Palæstina var et stort område, bestående af det nuværende Israel, Gaza, Vestbredden og Jordan - sidstnævnte blev allerede i 1920'erne skilt ud som et selvstændigt kongerige.

FN besluttede så i 1947 at dele resten af mandatområdet Palæstina i en selvstændig jødisk stat og en selvstændig arabisk stat. Som bekendt sagde jøderne ja, mens det blev et nej fra araberne. En krig fulgte oprettelsen af den jødiske stat - og endte i en våbenhvile og bestemt ikke med den grænsedragning, som FN havde angivet.

Efter Seksdageskrigen knapt 20 år senere tog Israel kontrol over Vestbredden med Jerusalem, med Gaza samt med Golanhøjderne oppe nordpå. Ingen efterfølgende fredsslutning - og igen ingen grænsedragning. Og hvor gik grænserne nu?

Først i 1978 kom der som nævnt i forhold til Ægypten en fredsslutning og en grænsedragning. Denne grænsedragning er gensidig respekteret, men det er værd at bemærke, at stregen først blev trukket i forbindelse med de forhandlinger, som endte i fredsslutning.

Ubrugelige 1967-grænser

Dette bør ligeledes være udgangspunktet i forbindelse med de forhandlinger, der forhåbentlig snart kommer i gang - at der ingen korrekte grænsedragninger findes i det område. Det geografiske omfang af Israel og det geografiske omfang af en eventuel ny palæstinensisk stat bliver således det, de to parter samt de øvrige arabiske lande i fredsprocessen ender med at forhandle sig frem til.

Det vil alene forkludre og umuliggøre fredsprocessen, såfremt man bliver ved med at hævde, at grænserne i området allerede er fastlagt, for 1967-grænserne er stort set ubrugelige i forhold til fredsprocessen. Det samme gælder for resten 1947-grænserne, 1948-grænserne, 1973-grænserne - og hvad der ellers har været de tilfældige resultater af det sidste halve århundrede i Mellemøsten.

Er der derimod en reel vilje til forståelse mellem parterne, skal grænserne på kortet nok blive tegnet i gensidig respekt. De rigtige grænser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu