Læsetid: 6 min.

Israels skrøbelige legitimitet

Så længe Israels legitimitet er så skrøbelig som i dag, hviler dets eksistens hovedsagelig på dets egen og USA's militære overlegenhed og arabernes svaghed. Israel vil ikke i længden kunne bygge sin eksistens herpå
16. august 2006

Det har vakt et ramaskrig, at den norske forfatter Jostein Gaarder har stillet spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere. Det er forståeligt, dels fordi hans argumentation ikke virker særlig overbevisende, dels fordi hans synspunkt kunne få frygtelige konsekvenser som folkefordrivelse og folkedrab, hvis det blev ført ud i livet. For det virker meget usandsynligt, at jøderne i Israel ville få lov til blot at fortsætte med at bo i Palæstina, hvis den palæstinensiske stat, som eksisterede indtil 1948, blev genoprettet.

Når dette er sagt, kommer man imidlertid ikke uden om, at Israels legitimitet som stat er skrøbeligere funderet end de fleste andre staters, og at Israel ville gøre klogt i at handle på en måde, der styrker dets legitimitet som stat. Problemet går tilbage til statens oprettelse i 1948-1949. Det skete på en måde, der ud fra et folkeretligt synspunkt efterlod Israel med et legitimitetsproblem.

I 1947 besluttede et flertal af medlemmerne af FN, at Palæstina skulle opdeles i to stater, en jødisk og en palæstinensisk, der skulle være i økonomisk union med hinanden. Baggrunden for, at FN kom på banen, var, at briterne, der siden afslutningen af Første Verdenskrig havde haft Palæstina som mandatområde, havde tilkendegivet, at de snart ville trække sig ud af Palæstina og overlade området til sig selv. Det var for at undgå, at der blev borgerkrig mellem landets jødiske mindretal og arabiske flertal, at FN traf sin beslutning om oprettelsen af de to stater. Hvad der virkede foruroligende var imidlertid, at stort set alle arabiske stater, der var medlemmer af FN, stemte imod denne beslutning. Der udbrød da også straks krig mellem den nye stat, Israel, som det jødiske nationalråd udråbte som en selvstændig stat, så snart englænderne trak sig maj 1948, og fem arabiske stater: Ægypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak, der alle gik til angreb på Israel. Israel sejrede på alle fronter - om end det kneb noget på den jordanske. Derefter kunne FN arrangere en våbenhvile mellem de krigsførende parter i foråret 1949. Den indebar dels, at kamphandlingerne stoppede, dels at Israel fik udvidet det territorium, som FN havde tildelt landet i 1947.

Der var dog ikke tale om nogen endelig grænsedragning, selv om det var forventningen, at parterne senere ville slutte fred og dermed anerkende de grænser som permanente, der var fastlagt ved våbenhvileaftalerne. Således gik det dog ikke. Israel ville ikke tage de mange palæstinensere, der var flygtet fra de områder, der blev Israel, tilbage, og de arabiske stater ville ikke underskrive en endelig fred, der indeholdt en anerkendelse af de israelske erobringer i 1948-1949.

Anerkendt af FN

Den palæstinensiske stat, som FN havde forestillet sig oprettet, blev ikke til noget, for af de områder af Palæstina, som Israel ikke havde tilegnet sig, blev Vestbredden indlemmet i Jordan, medens Gaza kom under egyptisk herredømme.

Selv om Israel havde annekteret områder, som ifølge FN's delingsplan skulle have tilhørt den nye palæstinensiske stat, valgte FN alligevel at optage Israel som medlem i 1949, straks efter at våbenstilstandsaftalerne var underskrevet. Derved anerkendte FN på en vis måde de israelske erobringer, og samtidig gjorde det Israel med dets udvidede territorium til en legitim, folkeretligt anerkendt stat med de rettigheder, det indebar, nemlig territorial suverænitet og integritet. Suveræniteten og integriteten gjaldt også de erobrede områder, for så vidt som legitime ændringer i våbenhvileaftalernes grænsedragning kun kunne finde sted, hvis disse blev aftalt som led i fredsaftaler mellem Israel og de fem arabiske stater, der er nævnt ovenfor.

Hvorfor kan man ikke desto mindre med en vis vægt hævde, at Israels legitimitet er skrøbelig? Det skyldes, at man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved, om FN havde beføjelse til at dele Palæstina i to stater. Storbritannien havde efter Første Verdenskrig fået den opgave at bestyre og udvikle Palæstina, fordi området "endnu ikke er i stand til at styre sig selv under den moderne verdens vilkår" (citat fra folkeforbundspagten art. 22, 1), på Folkeforbundets vegne og senere på FN's, efter at denne organisation havde afløst Folkeforbundet i 1946. Men i denne ordning lå der ikke nogen adkomst for verdensorganisationen til at beslutte, at en eksisterende stat (hvilket man må betegne Palæstina som, selv om det var et mandat-område) skulle opløses og erstattes af to nye stater.

Territorial integritet

Formålet med såvel Folkeforbundet som FN var på kollektiv basis at beskytte "forbundsmedlemmernes territoriale integritet og nuværende politiske uafhængighed" (art. X i folkeforbundspagten). I FN-pagten blev formålet udvidet, fordi pagten i artikel 2, stykke 4 taler om, at medlemsstaterne ikke må true med magtanvendelse eller rent faktisk skride hertil mod nogen stat.

Det må betyde, at også stater, der ikke var medlemmer af FN, havde krav på, at deres territorium og politiske uafhængighed blev respekteret. Selv om hverken folkeforbundspagten eller FN-pagten udtrykkeligt indeholder et forbud mod, at FN beslutter sig til at opdele en eksisterende stat i flere, må konsekvensen af FN-pagtens formål være, at organisationen overskrider sine beføjelser, hvis den rent faktisk gør det. Dermed er ikke sagt, at det i alle tilfælde vil være illegalt. Det vil det for eksempel ikke være, hvis to folk i et givet land bliver enige om, at deres stat skal opløses i to nye stater, således som det for eksempel skete med Tjekkoslovakiet. Dette blev da også sanktioneret af FN derved, at såvel Slovakiet som Tjekkiet blev nye medlemmer af FN.

Problemet med FN's opdeling af Palæstina er, at dets to folk, palæstinenserne og israelerne, ikke var enige om opdelingen, og at den skete, selv om der var stærke protester fra de arabiske stater. Således hed det i en arabisk erklæring fra marts 1946: "Det vil være umuligt at afstikke grænser, som ikke vil efterlade et stort arabisk mindretal i den jødiske stat. Dette mindretal vil ikke frivilligt acceptere underkastelsen under zionisterne, og det vil ikke finde sig i at blive overført til den arabiske stat med magt. Endelig vil delingen ikke tilfredsstille zionisterne. Det kan ikke gentages for ofte, at zionismen er en politisk bevægelse med det mål at dominere hele Palæstina. At lade dem få foden indenfor i en del af Palæstina vil være det samme som at opmuntre dem til at tragte efter mere, og at overlade dem en del vil give dem et udgangspunkt for deres yderligere fremfærd". Dermed manglede forudsætningen for legaliteten i FN's opdelingsbeslutning.

Fredsaftaler

For at Israel kan komme ud af sit legitimitetsproblem, er landet nødt til at indgå fredsaftaler med de fem lande, som angreb det i 1948, plus legitime repræsentanter for palæstinenserne. For konsekvensen af sådanne aftaler vil være en ganske vist sen arabisk anerkendelse af FN's opsplitning af Palæstina og af deerobringer, Israel foretog i 1948-49. Faktisk er der indgået sådanne fredsaftaler med Egypten efter Camp-Davidaftalen i 1978 og Jordan, men der mangler aftaler med Syrien, Libanon, Irak og palæstinenserne. Israel kan sandsynligvis godt få disse aftaler, men kun hvis det giver tilstrækkeligt med indrømmelser, det vil sige undlader at besvare enhver terrorhandling med gengældelsesforanstaltninger, der synes helt ude af proportion, afstår alt land, det erobrede i 1967, og går med til oprettelsen af et virkelig selvstændigt Palæstina. Det er i Israels egen interesse at gøre det, for så længe landets legitimitet er så skrøbelig som i dag, hviler dets eksistens hovedsagelig på dets egen og USA's militære overlegenhed og arabernes svaghed. Israel vil ikke i længden kunne bygge sin eksistens herpå. For denne tilstand vil ikke vare evigt. På et eller andet tidspunkt bliver modstanderne så stærke - som man jo allerede har set tegn på - at Israel bliver den svage part. I den situation vil meget afhænge af, at det har forligt sig med sine modstandere og dermed har opnået et større mål af legitimitet som stat. En sidegevinst ved en israelsk omlægning af sin udenrigspolitik ville være, at en konflikt, der er med til at føde en terrorisme, der efterhånden rammer hele verden, ville blive afmonteret.

Claus Friisberg er studielektor med fagene historie og religion. Har udgivet en verdenshistorie om tiden efter 1945, 'En verden i forandring' (Gyldendal, 1990)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu