Læsetid: 4 min.

Israels unilateralisme er dømt til fiasko

Uanset om Israel ensidigt rømmer flere besatte områder eller indsætter nye tropper på hævn-aktioner, fortoner chancerne for ægte og varig fred sig, så længe konfliktens bilaterale natur ikke vedkendes
30. juni 2006

Israelsk militærs bombninger og indfald over Gaza-stribens nordgrænse er åbenlyst ment som både en trussel og en gengældelse for de fortsatte palæstinensiske raketangreb og kidnapningen af en israelsk soldat. Ak, hvor mange af sådanne manøvrer har vi dog ikke efterhånden været vidne til, uden at det har ført til andet end elendighed og atter elendighed?

Måske var det på tide, at israelerne og for den sags skyld resten af verden, begyndte at indse, hvad de hidtil har foretrukket at lukke øjnene for: Hvorfor har Israels tilbagetrækning fra Gaza-striben ikke resulteret i den ventede fornyelse af den israelsk-palæstinensiske fredsproces? Svaret er ligetil: Fordi Israels besættelse af Gaza og Vestbredden slet ikke er stridens kerne i konflikten mellem israelere og palæstinensere.

I denne uge har jeg i Schweiz deltaget i en årligt tilbagevendende konference for nogle af de mest indsigtsfulde amerikanske, mellemøstlige og europæiske forskere. Alle store politiske temaer i Mellemøsten blev diskuteret: Fra Israel-Palæstina-konflikten over Irak-krigen, Irans præstestyre, politisk kultur i den arabiske verden, Tyrkiets rolle, terrorisme og til ikke-spredning af atomvåben. Som altid gav konferencen et fremragende indblik i, hvordan nogle af verdens mest velorienterede iagttagere tænker, og igen slog det mig, hvor stor forskel der er på, hvordan førende mellemøstanalytikere og de politiske eliter i USA, Europa og Israel ser på tingene.

Den grundlæggende divergens i forståelsen af den arabisk-israelske konflikt angår såvel årsagerne, betydningen som konsekvenserne af Israels tre igangværende unilaterale skridt:

-Opførelsen af muren, der nu har stået på i to år.

-Tilbagetrækningen fra Gaza sidste år.

-Premierminister Ehud Olmerts løfte om også at rømme store dele af Vestbredden over de kommende år.

De fleste i Israel og Vesten anser disse skridt for at være vidtrækkende, dristige initiativer, der afspejler et historisk skred i den israelske offentligheds og politiske elites bevidsthed, for så vidt, at man nu har indset, at man er nødt til at afstå hovedparten af de områder, som blev besat i Gaza og på Vestbredden i 1967, til palæstinenserne.

Letkøbte tiltag

Grunden til, at den israelske unilateralisme ikke har resulteret i fornyet indsats for fredsskabelse, er enkel: Det har aldrig været en unilateral konflikt. Letkøbte tiltag, der kun skal imødekomme bekymringerne hos den ene part, men lader konfliktens underliggende årsager uberørte, vil uværgeligt holde konflikten i live.

Der er ikke noget alternativ til den eneste, hårde udvej: At konfrontere kernen i striden om det historiske Palæstina og de rettigheder, der må gælde for alle dets indbyggere.

For palæstinenserne handler striden ikke om Gaza og Vestbredden alene. Den er en bredere, international konflikt, som kun kan løses ved at anerkende palæstinenserne deres nationale rettigheder i disses fulde helhed.

Det vil ufravigeligt indebære en levedygtig, selvstændig stat i Vestbredden-Gaza, en hovedstad i det arabiske Østjerusalem og en retfærdig løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem fra 1948. Til gengæld må palæstinenserne træffe den vanskelige beslutning, at de fremover vil leve i fred og gensidigt anerkendt sikkerhed med en overvejende jødisk stat.

Hamas' sejr ved det seneste valg blev fejlfortolket fatalt af Israel, USA og det meste af Europa. Den sejr afspejlede en række udbredte palæstinensiske opfattelser, der kalder på adækvat politisk forståelse og engagement. Deriblandt er:

-Fiaskoen for den politik, der i næsten 40 år har været ført under Fatahs og Yassir Arafats ledelse.

-Fiaskoen for udenlandsk diplomatisk intervention, herunder den seneste og forfejlede europæiske tilnærmelse til amerikansk-israelske positioner.

-Fraværet af solid opbakning fra den øvrige arabiske verden.

-Det israelske centrumhøjres præference for unilaterale skridt, der fornægter palæstinensernes nationale rettigheder.

-Den arabisk-israelske spørgsmåls underordning under den amerikansk ledede 'krig mod terror'.

Disse opfattelser danner baggrund for, hvorfor palæstinenserne i stigende grad føler sig ladt alene uden andet alternativ end at forberede sig på langvarig politisk og militær kamp med Israel.

Demografisk trussel

Hamas' sejr repræsenterer en reaktion på alle disse opfattelser og afspejler den dominerende palæstinensiske strategi, der tilsigter at nå tre mål:

-At yde militær og politisk modstand mod Israel, men samtidig holde alle muligheder åbne for at genoptage forhandlinger på lige vilkår - ikke på de hidtidige ujævnbyrdige, ydmygende og fejlslagne vilkår.

-At fortsætte med at udvikle et pluralistisk demokratis republikanske institutioner.

-At genopbygge det palæstinensiske samfund på grundlag af gode regeringsskikke, lokal sikkerhed og en revitaliseret økonomi.

Palæstinenserne ser sig selv og deres nationale sag som et integreret hele ikke som et småt Vestbred-Gaza-spørgsmål eller den 'demografiske trussel' imod zionistisk renhed, som Israel øjner.

De palæstinensiske prioriteter omfatter derfor en løsning af flygtningeproblemet fra 1948, et krav på alt besat territorium fra 1967 og et totalt ophør af israelske angreb, likvidationer og bosætterekspansion til gengæld for sameksistens med et ikke-kolonialistisk Israel, der overholder alle internationale og retslige forpligtelser.

Budskabet er uhyre enkelt: Hvis Israel ikke vil tillade palæstinenserne at leve i fred, værdighed og national integritet, vil ej heller israelerne blive tilladt at nyde godt af de samme rettigheder. Kun hvis Israel er rede til at forhandle på seriøse og fair vilkår for at løse konflikten, som vedrører 1948-spørgsmålene snarere end de sekundære fra 1967, er en permanent fred mulig.

At indsætte endnu en israelsk angrebsbrigade for at dræbe og plage endnu flere palæstinensere i Gaza i denne uge vil kun skærpe dette grundvilkår, ikke omstøde det. En skønne dag bliver israelerne nødt til at komme til fornuft og acceptere, at unilateralisme - uanset om den går ud på tilbagetrækning eller troppeindsættelse - aldrig kan løse en bilateral konflikts problemer.

Rami G. Khouri er redaktør ved Beirut-avisen Daily Star

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her