Læsetid: 4 min.

Israelsk politik efter Sharon

De fleste iagttagere tipper en højresejr til Likud og et comeback til Netanyahu. Men den analyse kan meget vel vise sig at være for overilet
10. januar 2006

Sharons bortgang fra Israels politiske scene synes at indvarsle en ny og usikker tid i Mellemøsten. Det er i al fald det indtryk, man får ud fra det væld af udtalelser, alverdens eksperter er kommet med efter Ariel Sharons hjerneblødning natten til onsdag.

Det er hverken overraskende eller mærkværdigt, at folk på gaden - den almindelige israeler og palæstinenser samt avislæsere i Danmark og den øvrige verden - føler sig forvirrede og usikre, kun få dage efter at en af de mest magtfulde politikere i Israels historie er sat ud af spillet. Men at medier og eksperter ikke evner at levere mere meningsfulde og dybtborende analyser af den politiske situation i Israel end dem, vi hidtil har set, er beskæmmende.

Mange har allerede lagt Sharons nydannede parti Kadima i graven og dømt arbejderpartiets nye leder Amir Peretz ude. Vinderen skulle efter de fleste eksperters opfattelse være Likuds leder Benjamin Netanyahu og taberen fredsprocessen.

Er Kadima Sharon?

Hvad bygger disse vurderinger på? Lad os tage dem en for en. Kadima står over for en snarlig opløsning. Tidligere Likud- og Arbejderparti-medlemmer vil hastigt vende tilbage til deres oprindelige partier og efterlade nogle få, ukarismatiske ledere, som ikke har en kinamands chance for at vinde de israelske vælgeres gunst.

Baggrunden for denne vurdering er en antagelse om, at Kadima er Sharon, og Sharon er Kadima. Et parti uden en politisk platform og hvis øvrige medlemmer kun har meldt sig under Sharons fane for at blive ministre i en kommende regering eller sikre sig en taburet i den nye parlamentssamling i Knesset.

Det er korrekt, at Sharon var/er den altoverskyggende leder af partiet, men når det er sagt, består partiet også af en lang række kendte og garvede politikere og offentlig kendte personligheder. De så alle Sharons styrke som en garanti for og håb om en fortsættelse af en proces der - måske på længere sigt - kan skabe forudsætninger for en løsning på den israelske-palæstinensiske konflikt. Nedlæggelse af bosættelser i Gaza og dele af Vestbredden var tiltag i denne retning.

Hvad de konkrete løsningsforslag til en endelig fredsaftale kommer til at indeholde, står dog stadig hen i det uvisse. Men retningen er klar (en to-statsløsning), og de første spæde skridt i retning af en fredsproces er allerede taget. Det er denne vision, som har tiltrukket store dele af den israelske vælgerbefolkning og fået de mange nye medlemmer til at strømme til partiet. Sharons bortgang vil ikke ændre denne tendens og vision.

Hvem der bliver ny leder af partiet, er uvist, men historien viser, at en leder ofte er noget, der først skabes under en politisk proces. Lige nu er der tre potentielle 'naturlige' arvtagere; Ehud Olmert (finansminister, fungerende ministerpræsident og tidligere borgmester i Jerusalem)), Tzipi Livni (tidligere justitsminister) og Shimon Peres (tidligere premierminister). Andre mere ukendte kandidater kan stadig komme med i opløbet.

Netanyahu og Likud

Den anden ekspertforudsigelse er forvarslet om, at Arbejderpartiet og Amir Peretz vil lide et nederlag i forbindelse med det kommende valg, hvis Kadima er ude af billedet.

Baggrunden for denne vurdering ligger i en tro på, at israelerne vil søge mod en stærk og erfaren leder, som kan skabe stabilitet og håb. Her mener mange, at Amir Peretz både er for uerfaren og for venstreorienteret. Ud fra denne vurdering synes hans chancer for succes minimale.

Men kigger man nærmere på de opinionsundersøgelser, der er foretaget efter udskrivelsen af parlamentsvalget, er billedet mere mudret. Der er ganske vist sket en vis afmatning i tilslutningen til Arbejderpartiet, for tallene viser, at Peretz efter en flyvende valgkampsstart med tilslutning på op imod 28-30 mandater i dag kun står til at erobre omkring 20 mandater.

Men dette mandatantal ligger på niveau med de 21 mandater, partiet allerede har i det nuværende Knesset, og et nederlag synes derfor allerede på dette grundlag at være en grov overdrivelse.

I en direkte konfrontation med Likuds Netanyahu (hvis Kadima taber terræn) er det sandsynligt, at valgkampens hovedtema, som tidligere i valgkampen, bliver Israels sociale problemer, og ikke mindst den stigende fattigdom, der er vokset frem i Israel under Netanyahus ledelse. Og her står Amir Peretz og Arbejderpartiet ifølge undersøgelser stærkt. Kan Peretz tillige lokke Simon Peres tilbage til folden, vil han efter min opfattelse stå ret godt rustet i den forestående valgkamp.

Dette fører os direkte over i forudsigelsen om, at det vil være Benjamin Netanyahu, der kommer til at stå som den store sejrherre efter Sharons forsvinden fra den politiske scene. Ser man nærmere på Netanyahus politiske magt i det hensygnende Likud (der i de seneste meningsmålinger står til et tab på mindst 25 mandater), er det værd at bemærke, at den interne magtkamp i partiet ingenlunde er afsluttet.

Netanyahus problem er, at han hele tiden må balancere imellem en midtsøgende politisk linie (for at tiltrække de moderate medlemmer og vælgere, der allerede har fravalgt Likud) og den mere højreorienterede linie, som var årsagen til hans brud med Ariel Sharon.

Vælger han at lægge sig tæt op af Kadimas politiske linie, vil det uden tvivl svække hans troværdighed og fremkalde det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor valgte Netanyahu at bryde med Sharon, hvis den politiske uenighed ikke var større? Hvis Netanyahu derimod fastholder sin mere uforsonlige linie i forhold til hele fredsspørgsmålet og samtidig står som hovedansvarlig for den stigende fattigdom i Israel (han var finansminister i Likuds tidligere regering), synes han chancer i det kommende valg ikke så store, som eksperterne forudsiger.

Historisk set har den israelske befolknings politiske valg altid været vanskelige at spå om, og udfaldet af det kommende valg synes endnu engang at være helt uforudseligt. At afskrive Kadima eller Arbejderpartiet allerede i denne fase af valgkampen vil ikke bare være dumt, men også bero på en meget overfladisk analyse af den politiske situation i Israel.

Danny Raymond er ph.d.-stipendiat ved Dansk Institut for Internationale Studier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu