Læsetid: 4 min.

Det israelske bosættermareridt

Sharon har selv væsentlig andel i skabelsen af den stærke bosætterbevægelse, der nu udfordrer hans magt og gør en holdbar fredsaftale med palæstinenserne uhyggelig vanskelig
12. juli 2005

I den seneste tid har israelske bosættere i de besatte områder demonstreret intensivt mod Sharon-regeringens tilbage-trækningsplan for Gaza, bl.a. under slagordet Jøder deporterer ikke jøder.

Bosætterbevægelsen og dens støtter i det etablerede politiske system i Israel trækker på to traditioner i zionismen i, hvad der umiddelbart kan ligne en usædvanlig blanding. Den ene er den ca. 100-årige tradition for at skabe kolonier. Den anden er en yngre religiøs-fundamentalistisk tradition fra midten og slutningen af 1960'erne. Den første tradition strømmer ud af zionismens hjerteblod og inkarnerer dens ideologiske og kulturelle vision, som den dengang blev udlevet af de zionistiske pionerer, og som den i dag hyldes ved officielle lejligheder og i uddannelsessystemet. Den anden tradition udspringer af religiøse skoler, som sammenkoblede zionismens ideologi med en radikal udgave af den jødiske religion, og derved dannede den jødiske variant af moderne religiøs fundamentalisme.

Oprindelig er zionismen en koloniseringsbevægelse. For zionisterne var målet at skabe et samfund, hvor jøderne var stærke og stolte efter europæisk-tysk forbillede, og samtidig skulle dette samfund trække på myterne om de gamle israelitiske kongedømmer. Gradvis etablering af kolonier ansås for den bedste metode, og strategien blev primært gennemført og formuleret af arbejderzionismen og dens institutioner.

Koloniseringsstrategien og ideologien skabte en række civile værdier, som tidligere var karakteristiske for Israel og zionismen, som f.eks. pionerånd, kollektiv tankegang, selvopofrelse, kibbutzer, en særlig frihedsetos og en (for nogen) charmerende nybygger- og cowboy-råhed. Arbejderpartiet sørgede efter Israels oprettelse i 1948 for, at disse civile værdier gennem institutioner, kunst, kultur og uddannelse blev del af den israelske medborgerskabsreligion.

Alliancen mellem højrefløjen i Israel og bosættelsesideologien opstår først omkring 1970, da bosættelsesideologien erobres af nyopståede nationalreligiøse grupper. Det, der kommer til at forene parterne, er ikke en pludseligt opstået ideologisk interesse på højrefløjen for skure på vindblæste høje, kollektivisme eller for den sags skyld religion, men den territoriale maksimalisme og erobringstrang, som begge parters ideologi har til fæl-les. Højrefløjens involvering i bosætterbevægelsen i 1970'erne var således på mange måder et strategisk partnerskab, der skulle tjene til at vippe Arbejderpartiet ud af regeringskontorerne og beholde Vestbredden, Øst-Jerusalem og Gaza. Men siden 1980'erne og 1990'erne - efter at parterne var vokset sammen - har den udviklet sig til et mareridt for enhver højrefløjsleder, som forsøger at holde sammen på flokken af mere eller mindre radikale og religiøse grupper.

Sharon som vendekåbe

Ariel Sharon er om nogen manden, som i 1970'erne og 1980'erne arbejdede på at forene højrefløjen og bosætterbevægelsen. Sharon var i 1970'erne en drivende kraft i at etablere Likud-blokken som et alternativ til Arbejderpartiet og allierede sig tæt med de religiøse fundamentalister i de tidlige bosættelser. Da Likud overtog regeringsmagten i 1977 påbegyndtes en strategisk kolonisering af de besatte områder, hvor partnerskabet mellem højrefløjen og bosætterbevægelsen blev formaliseret. I kombination med velfærds-ydelser og favorable vilkår fra regeringen betød dette en folkeliggørelse af bosætterbevægelsen. Tusindvis af mennesker flyttede til hvide huse med røde tage, (kunstvandede) grønne græsplæner, ordnede forhold og billige lån. I dag bor over 400.000 bosættere i kolonierne i de besatte områder inklusive Øst-Jerusalem.

Så sent som i 1990'erne, mens fredsprocessen endnu formelt var i gang, opfordrede Sharon bosætterne til at udvide deres besiddelser så hurtigt som muligt. Hvis en fred med palæstinenserne var nært forestående, gjaldt det om at erobre så meget land som muligt ud fra parolen, at det vi har, beholder vi. Sharon var modstander af fredsprocessen, og i Netanyahus regeringsperiode fra 1996-99 styrkede han forholdet til bosætterne. Det husker bosætterne i dag, og derfor ser de Sharon som en vendekåbe. Sharon var en af de bedste venner, bosætter-ne havde, og han har stor personlig andel i anlæggelsen af den økonomiske rørledning, som løber fra de israelske ministerier til bosættelserne.

Bosættere og stat i kamp

Skønt Israel fastholder, at bosættelserne ikke er ulovlige, accepterede det i løbet af 1990'erne, at bosættelserne er "problematiske", og, at de ikke skulle udvides. Alligevel fortsatte udvidelserne af bosættelser med både direkte og indirekte støtte fra den israelske stat, og denne udvidelsesproces foregår stadig, samtidig med at bosætterne og staten er i kamp om afviklingen af mindre bosættelser andre steder. Undersøgelser har vist, at bosættelserne er så integrerede i, og har så mange sympatisører, i de forskellige ministerier og organisationer, at millioner af dollar er blevet kanaliseret ulovligt til bosættelser, som er ulovlige selv efter israelsk lov. På trods af illegaliteten har bosættelserne fået installeret elektricitet, fået betalt lærere og sygeplejersker, fået anlagt veje, og boligministeriet har endda skaffet mobile hjem til ulovlige udposter. Internationale organisationer som World Zionist Organisation har også kanaliseret midler til de ulovlige udpo-ster i samarbejde med israelske statsembedsmænd.

Frygten for en borgerkrig i Israel pga. bosættelserne er formentlig overdrevet, men problemet med bosættelserne for både Israel og for en eventuel fred med palæstinenserne kan næppe overdrives. Sharons strategiske partnerskab med bosættelsesbevægelsen har medført, at radikale religiøse højregrupper og mennesker med store personlige interesser i bevarelsen af bosættelserne har infiltreret både Likud og statsadministrationen. Det vil kræve en enorm oprydning og omorganisering i statsadministrationen foruden store udgifter til genhusning og sociale hjælpeprogrammer at afvikle bosættelserne. Dertil vil komme de førnævnte store ideologiske og kulturelle konflikter. De radikale bosættere tænker ligeså strategisk som Sharon. De appellerer nu til den israelske fællesskabsfølelse mod manden, som gav dem den betydning, de har i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her