Læsetid: 4 min.

It don't mean a thing ...

...if it ain't got that swing, kaldte Duke Ellington engang én af sine geniale kompositioner. Men er det nu også rigtigt?
21. april 2005

Jeg var ved at udrede overfor denne Niels, hvordan det efter de sorte, men også vildt inspirerende og voldsomt opslidende år - 1979-1985, sådan cirka - i postpunkens skygge langsomt atter blev acceptabelt at lytte til såvel det poppede som det dansable i de kredse. Ikke at jeg nogensinde havde ladet være med at beskæftige mig med hverken det søde, det sure eller det svedige, jeg var såmænd bare gået stille med dørene et par år. Men når natten sænkede sig og gardinerne var trukket for, stod den på både Birthday Party, Earth, Wind & Fire, Miles Davis, Bob Marley og (Z)Abba. Hvorfor det ene skulle udelukke det andet, har altid været mig en gåde. Nå, det kørte for mig, men jeg bemærkede dog, at min samtalepartner ligesom fadede ud, for endelig at bemærke, at "den problemstilling har aldrig interesseret mig. Jeg har altid hørt pop og sort musik, men aldrig rigtig lyttet til rock. Og slet ikke punk. Musik, der ikke swinger, har aldrig interesseret mig". Punktum. Så sad vi der som to antropologer, der ikke havde andre fremmede folkeslag at studere end hinanden.

Men det var et flot og kompromisløst udsagn, der er blev ved med at forfølge mig. Ikke mindst fordi jeg et par år tidligere havde hørt dets absolutte modsætning hos Mads, en ypperlig repræsentant for den hvide race. Med en imponerende pladesamling i ryggen betroede han mig, at der ikke var en sort kunstner at opspore blandt de mange hundrede plader, for han hadede "musik, der swingede. Det er mig ærlig talt en vederstyggelighed." Det bør her underforstås, at der ikke blev danset meget til Mads' fester, selvom han godt kunne finde på at opføre en art pindemandsballet til Erasure (som vitterlig ikke swinger), når han blev fuld nok; hvilket vel også er en form for bedrift. Misforstå mig ret - der var ikke tale om et racistisk, men om et musikalsk udsagn. Vi taler smagsdommeri eller i hvert fald: æstetisk indstilling til tingene, ikke forskruede raceteorier (håber og beder jeg til).

Så hænger man udspændt dér mellem to radikalt tåbelige udsagn, som begge tyder på et benhårdt valg, jeg i hvert fald ikke har lyst til at træffe. For splitte mine bramsejl, hvor jeg dog elsker, når et stykke musik swinger. Men hvis det kun swinger, tja ... sad og ryddede op i mine plader forleden, og der dukkede så en dobbelt-cd (gulp) med det gamle funk-trofæ George Duke op. Den hed sågar The Essentiel, hvilket tyder på overmod; personligt kunne jeg snildt have kogt svineriet ned til en ep, og stadig have sat spørgsmålstegn ved brugen af ordet essentiel. Thi efter fire-fem numre i selskab med Duke og hans urfunky kumpaner, afsikrede jeg stille og roligt min pistol. Selv på et dansegulv ville der være gået inerti i den efter en små tre kvarter i selskab med denne udprægede 'one trick pony'. For godt nok swingede det, men så heller ikke ret meget andet. Eller sagt på en anden måde - det er svært at frakende Dukes musik brugsværdi, men sådan sidde i en stol og lytte til den, bliver hurtigt en sekundær beskæftigelse.

Men rolig nu, kære læser; før De farer i blækhuset, så lad os slå fast, at der findes masser af lytteværdig musik, som også swinger. Just for the rekord, okay? Nu var det bare heldigt, at vi havde et dejligt grumt eksempel ved hånden.

Nuvel, så lad os tage et af rockverdenens mest gennempulede og kanoniserede værker: The Velvet Undergrund & Nico, indspillet i 1966 og udsendt året efter. Swinger den? Nej, nej og atter nej. Man kunne så let som ingenting rydde et hvilket som helst dansegulv med de fleste af skæringerne derpå, men gør det lortet til dårlig musik? Atter tre gange nej. Tværtimod har The Velvet Undergrund & Nico vist sig utrolig slidstærk, bl.a. fordi den i kraft af sit stive og kridhvide beat anviste en ny vej for rocken. Som i sidste ende godt nok kom til at betyde, at store dele af rocken mistede sin kropsappeal, men til gengæld viste sig som et kunstnerisk prægnant medium, der netop kræver, at man lytter!

Så for lige at rekapitulere - hvorfor i al verden bure sig inde i et aflukke af regler for - og fikse ideer om - hvad musik må og ikke må? Hvorfor ikke bare go with the flow og lytte til, hvad der rent faktisk foregår i et hvilket som helst givet stykke musik, i stedet for at sejle rundt i futile fordomme, der i bedste fald øger den stedse tiltagende og voldsomt udbredte døvhed? Ja, det var bare det jeg ville sige hej ....

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu