Læsetid: 4 min.

Italien er delt på midten

Den indre splid i Frihedens Hus - Berlusconis regeringskoalition - bunder i det fundamentale modsætningsforhold mellem Nord- og Syditalien. På trods af dette vil den italienske regeringschef nu skabe et enhedsparti for centrum-højre
6. maj 2005

Der er dannet ny regering i Italien. Berlusconi har endnu engang formået at genskabe sammenholdet i centrum-højre-koalitionen - Frihedens Hus. Ikke nok med at Berlusconi igen har smedet partierne sammen, han agter også at forene dem i et enhedsparti - Alliance for Friheden (Alleanza per la Libertà)

Det store valgnederlag til Frihedens Hus' (Cassa delle Libertà) ved de nylige regionalvalg medførte hård offentlig kritik af Berlusconi og intern utilfredshed i regeringskoalitionen. Dybest set bundede de konflikter i Frihedens Hus, der førte til regeringskrisen, imidlertid i en strid mellem Nord- og Syditalien, repræsenteret ved hver deres partier inden for koalitionen.

Berlusconi beskyldtes for ikke at tage hånd om problemerne i Syditalien, den kritiske økonomiske situation og virksomhedernes svækkede konkurrenceevne. De partier i regeringskoalitionen, der henter flest stemmer i Syditalien, krævede en radikal ændring i regeringens program, hvis de skulle forblive en del af koalitionen.

Dette førte til, at en uhyre utilfreds Berlusconi måtte trække sig tilbage fra posten som ministerpræsident. Han havde håbet på at blive den første regeringschef i efterkrigstiden til at sidde en hel femårig regeringsperiode ud. I sidste uge præsenterede Berlusconi sin nye regering og er hermed ministerpræsident for tredje gang i Italien.

Enhedsparti

"Et enhedsparti - ellers stiller jeg ikke op", var Berlusconis udtalelse, dagen efter at regeringen var blevet gendannet. Han blev ikke ligefrem mødt af entusiasme fra de andre regeringspartier, der knap er på talefod. Men Berlusconi ved godt, at der ikke er nogen naturlig kronprins på højrefløjen til at overtage posten som ministerpræsident efter ham, så der skal mere til at slå ham ud. Han er højst sandsynligt den eneste, der kan holde den skrøbelige koalition sammen, og hvis koalitionens partier vil forblive ved magten ved næste valg, der senest skal finde sted i maj 2006, så må de følge Berlusconis tråd.

Berlusconi er fortaler for den amerikanske topartimodel, og ser Bushs republikanske parti som et ideal for sin nye Alliance for Friheden.

"Jeg kan ikke se hvorfor vælgerne skulle have tillid til et hold, der har demonstreret, at de ikke er i stand til at holde sammen," og derfor vil han ikke stille op som ministerpræsident for en løs koalition af partier. Det er for Italiens fremtids skyld, at Berlusconi argumenterer for at slå centrumhøjrefløjens partier sammen, da der ikke kan gennemføres noget i Italien, så længe der konstant skal tages hensyn til interesser fra partier, der kun får fire procent af stemmerne.

På blot to dage blev Berlusconis forslag om et enhedsparti for centrum-højrefløjen til, at venstrefløjen havde et problem, hvis de ikke også lavede ét parti. Hvilket om muligt vil være endnu mere utænkeligt - f.eks. at samle de nye kommunistpartier med de moderate midterpartier i ét parti.

I Italiens politiske historie har levetiden for italienske regeringer siden Anden Verdenskrig i gennemsnit været under et år. Der argumenteres for, at ét højrefløjsparti og ét venstrefløjsparti vil medføre kontinuitet i reformer og regeringsprogrammer. Og man ville undgå blokeringer af reformer på grund af uenighed med de mindre partier i koalitionen.

Til trods for at der har været mange regeringsskift i Italien, har nye regeringer oftest baseret sig på de samme partier, som den forrige regering bestod af. Af de 58 regeringsskift siden Anden Verdenskrig har de fleste ikke ført til folkeafstemninger, men kun medført få ændringer i regeringens program eller ministerrokader.

Nord og Syd

Politiske tiltag for at udligne økonomiske skel mellem Syd og Nord og for at hjælpe Syd ind i en vedvarende, positiv vækst har været en del af italiensk politik siden Anden Verdenskrig. De politiske strategier har været mange, men til trods herfor er der stadigvæk 21 procent arbejdsløshed i Syditalien, hvilket er fire gange så meget som i resten af Italien. Derudover er infrastrukturens udbygning langt under det nationale gennemsnit. Syditalien udgør ca. entredjedel af Italiens befolkning, og deres BNP pr. indbygger udgør kun ca. halvdelen af, hvad det gør i resten af Italien.

Frihedens Hus' partier er markant delt i Nord og Syd. På den ene side har vi koalitionens største parti Berlusconis Forza Italia (FI), der har sine rødder i Milano, hvor også Berlusconi har trådt sine barnesko, sammen med det lille EU-kritiske og fremmedfjendske Lega Nord (Lega). På den anden side står koalitionens næststørste parti, det postfascistiske parti Nationalalliancen (AN), som sammen med det mindre parti Den kristdemokratiske Union (UDC) udgør koalitionens sydlige gruppe.

UDC og AN henter de fleste stemmer syd for Rom og har derfor stærke interesser i at hjælpe Syditalien ud af den relative fattigdom, der hersker i de sydlige regioner. AN og UDC er fortalere for et centralstyret Italien med magten ved roret i Rom og ikke som FI og Legaen at forskyde magten til regioner. Især Legaen har som deres mål, for overhovedet at tage del i regeringskoalitionen, at få gennemført en forfatningsændrende lov om devolution (øget selvstyre til regionerne). Det vil bl.a. medføre færre overførsler fra Nord til Syd. Legaens oprindelige ønske var en deling af Italien i to nationalstater, og en lov om devolution anses for at være en moderat udgave af at dele Italien i to. Lega Nord har i årevis truet med ikke at ville støtte regeringen, hvis regionerne ikke fik øget selvstyre. Berlusconi har følt sig nødsaget til at bringe lovændringen til afstemning i kamrene, da han frygter at miste Lega Nords opbakning. Denne situation opstod i 1994, hvor Lega Nord trak sin støtte tilbage, og Berlusconi måtte gå af.

Berlusconis delikate balancegang mellem nordlige og sydlige interesser skurrede også i ørerne, da han præsenterede sit nye og kontrastfyldte regeringsprogram. Her vægtes familiernes købekraft og problemerne i det ringere stillede Syd, samtidig med at forslaget om devolution fastholdes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu