Læsetid: 3 min.

Italiensk for begyndere

Når Berlusconi igen danner regering, efter lige at være aftrådt, er italiensk politik tilbage til det normale
23. april 2005

Kun Silvio Berlusconi selv kan forhindre, at Italiens statsminister efter den regeringskrise, der råder i Rom i disse dage, fortsat hedder Berlusconi.

Da hans første regering blev væltet af partnerne fra Lega Nord i november 1994 efter kun godt et halvt år ved magten, og da han ved det efterfølgende valg i 1996 tabte til centrumvenstrekoalitionens Romano Prodi, var det en almindelig antagelse, at det politiske pjat gad Italiens rigeste mand ikke mere. Det stod simpelthen ikke skrevet i hans dna, at han, som var vant til at lede og beslutte og virkeliggøre store visioner, skulle kunne henslæbe en valgperiode som defensiv oppositionspolitiker. Berlusconi er en angriber, der ofte offentligt og en del pinligt har bebrejdet træneren i sin fodboldklub AC Milan, at denne undertiden har spillet med kun en angriber.

Men Berlusconi stod de syv magre år som oppositionsleder ud. Råsejrede ved parlamentsvalget i 2001 og med 1.409 dage er hans regering den, der har siddet længst i Italiens efterkrigshistorie.

En rekord, som Berlusconi ikke kan lade sig nøje med i forhold til de perspektiver, han tegnede for sig selv, da valgresultatet gav ham massivt flertal i parlamentets begge kamre: En eller to valgperioder som regeringsleder med tid og flertal til at kunne ændre forfatningen i retning af et styrket præsidentembede på direkte valg af folket - som han selv så ville bejle til. For den ekstremt forfængelige Berlusconi en passende afslutning på et livsværk.

Den nuværende krise er ikke i sig selv en forhindring for at realisere den vision. Mistillidsvotum i Italien er ikke som i Danmark et spark til det regerende flertal, men er et politisk instrument, som italienerne gennem næsten 60 års øvelse har udviklet til raffineret perfektion. Når man uden for Italien fordomsfuldt skæmter med de mere end 50 regeringer, landet har haft siden Anden Verdenskrig, så glemmer man, eller ved man ikke, at Italien blev styret af det samme parti, det kristeligt demokratiske, uden afbrydelser helt frem til 1992, og regeringsskiftene var blot rokader inden for samme koalition.

Således også med Berlusconis krise. Når denne uge er gået, vil Berlusconi-regering nummer to være faldet og nummer tre allerede være i støbeformen. Og det er ikke givet, at Berlusconi vil gå svækket ud af krisen.

"Nå, så er vi tilbage til det normale," sagde en af mine italienske venner. Og mente dermed både, at regeringskriser af denne art er italiensk normalitetstilstand, og at Berlusconi ligefrem har vist menneskelighed ved at vise sig sårbar.

Krisens årsag i en strid mellem Berlusconis egne allierede er ellers alvorlig nok. Valgnederlaget ved lokalvalgene for tre uger siden, hvor regeringspartierne tabte i 11 af 13 regioner, gav den lille katolske partner UDC og den større engang ny-fascistiske Alleanza Nazionale anledning til at sætte tommelskruerne på regeringslederen. Utilfredsheden med, at Berlusconi lytter for lidt og er for selvrådig i regeringssamarbejdet er lige så gammel som regeringen selv, og en enkelt sag har åbenbaret en afgrundsdyb uenighed mellem to af de allierede, som alle har kendt altid, men som valgsucces og nødvendigheden af sammenhold har maskeret. Sagen drejer sig om en reform, der giver det stærkt centraliserede Italien øget regionalt selvstyre. Lega Nords kongstanke og eneste motiv til at sidde i en regering, hvor de oven i købet har en minister, der har denne ene reform som sin opgave. Calderoli, hedder han. Det er hans decentraliseringsreform, der har skilt vandene i regeringen, og midt i krisen står han fast:

"Reformen ligger i Lega Nords dna, så derfor kan der ikke blive tale om noget som helst kompromis med hensyn til denne eller til det ministerium, der varetager den," sagde han forleden.

Men lige så tydeligt ligger det i de forhenværende ny-nazisters dna, at de ikke vil svække den centrale statsmagt. Længere væk ligger den nu afsværgede Mussolini dog ikke.

Denne uenighed skal Berlusconi forlige med ministerrokader, øget indflydelse til partnerne og nyt regeringsgrundlag. Det skal nok lykkes. Partnerne har ikke andet valg end ham. Hvis han da gider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her