Læsetid: 4 min.

Italiensk hittepåsomhed

2. december 1996

Uden at der ligger nogen overdreven schadenfreude i det, er det svært at lade være med at fnise ved tanken om, hvordan Hans Tietmeyer, og andre med samme tyske regelbundethed og forudsigelighed, i deres stille sind sidder og bander de sydeuropæiske regeringer og især den italienske langt væk.
Da betingelserne for EU-landenes indtræden i den fælles mønt blev fastlagt i den floddelte hollandske provinsby Maastricht i 1991, havde præsidenten for den tyske Bundesbank med garanti ikke forudset, hvor opfindsomme sydeuropæerne ville være for at leve op til kernekravet om max tre procents budgetunderskud i forhold til BNP. Der er derfor intet overraskende i, at Hans Tietmeyer i denne uge, da Italien blev genoptaget i Emsen efter en pause på fire år, indirekte lod den jublende og sejrssikre italienske regering forstå, at det langt fra var ensbetydende med en adgangsbillet til den tredje fase af det monetære samarbejde, alias den fælles mønt. Italienerne har - som franskmændene og spanierne - benyttet sig af en metode, der ligger på kanten af det antagelige. For at få orden i statsfinanserne til tiden har Prodi-regeringen pålagt undersåtterne at betale et engangsbeløb, den såkaldte Euro-tax, til en værdi af 0,6 procent af BNP. Man kan derfor hævde, at hvis Italien får sit budgetunderskud ned på, lad os sige, 3,3 procent næste år, ligger landet i virkeligheden på 3,9, hvis man fratrækker Europa-skatten. Altså så langt fra målet, at det i praksis udelukker medlemsskab af den fælles mønt fra starten.
I betragtning af, at hele ideen med tre-procents-kravet var at få landene til at begrænse deres offentlige udgifter, er det i høj grad spørgsmålet, om Europa-skatten ikke i virkeligheden forråder Maastricht-traktatens ånd, eftersom den ikke rokker ved Italiens høje offentlige udgiftsniveau. Det mener repræsentanterne for Tietmeyer-logikken utvivlsomt.

På den anden side siger traktaten intet om, hvordan landene skal nå de tre procent, og man kan derfor modsat argumentere for, at italienerne er i deres fulde ret til at optage det ekstraordinære lån hos borgerne. Ligesom ingen kan forhindre Frankrig i at overføre Telecoms kontantbeholdning til statskassen eller Spanien i at bruge privatiseringer til at dække hullerne i de underskudsgivende offentlige industrier. Her er i virkeligheden tale om et sammenstød af mere kulturel end økonomisk art mellem nord og syd. Og Gud ske tak og lov for, at den slags forskelle findes. Med Bundesbank-filosofi alene var Europas borgere for længst gået til i kedsomhed.
Men Tietmeyer får fornøjelsen af at le sidst. Europa-skatten risikerer at ramme Prodi som en boomerang. Hvorvidt Italien bliver klar til den fælles mønt, afhænger i høj grad af den økonomiske vækst, som er og fortsat ventes at blive sløj, ikke mindst takket være den stramme finanslov, inklusive Europa-skatten.Regeringschef Romano Prodi sagde forleden i et interview til International Herald Tribune, at han på nuværende tidspunkt ikke har planer om at gennemføre yderligere økonomiske indgreb ud over dem, der er forudset på finansloven næste år. Men i samme åndedrag tilføjede han, at hvis nye indgreb skulle undgås, kræver det en økonomisk vækst på to procent i 1997. Da Prodi udmærket ved, at de mest optimistiske økonomiske spåmænd forudser en vækst på 1,5 procent i allerbedste fald, svarede hans ord til en indrømmelse af, at hans finanslov ikke er nok til at forhindre nye snit med kirurgkniven.

Det er højst usikkert, om han kan skaffe konsensus til det. Fiats ærespræsident Giovanni Agnelli, hvis ord vejer som bly i Italien, sagde forleden, at han ikke anså det for nogen tragedie, hvis Italien ikke får euro på menuen i første hug, men godt kan vente til en eventuel anden ombæring. I forvejen er liren kommet med i Emsen på et niveau, som industrien anser for højt nok til at skade dens eksport- og afsætningsmuligheder, nemlig 990 lire for en D-mark, så der er grænser for, hvor mange yderligere ofre, Agnelli og hans tøj-, sko- og brilleproducerende kolleger vil yde for Europas og Prodis skyld.
Omvendt har Prodi lovet at træde tilbage, hvis Italien ikke kommer med blandt de første. Skulle Prodi gå sin vej, vil det efter alt at dømme skabe ny politisk og økonomisk ustabilitet i landet, der langt om længe synes at være på rette vej. Prodi er den første folkevalgte regeringschef, der har gjort noget seriøst ved saneringen af statsfinanserne, efter at en række teknokrat-regeringer har taget sig af den upopulære tjans i de foregående fire år. Han nyder respekt og tillid i udlandet og på finansmarkederne og er ikke typen, der ville løbe fra sine sanerings-bestræbelser, så snart liren er inde i Euro-varmen, sådan som Tietmeyer og andre frygter. Nok er Prodi lidt for fantasifuld til Tietmeyer, men foreløbig kombinerer han fantasien med seriøse forsøg på at sætte sin skude på ret kurs. Tietmeyers kurs.

ld (Lisbeth Davidsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her