Læsetid: 3 min.

Italienske efterårsfristelser

Italienerne satser på et kvalitetsløft for den vin, der kan drikkes til dagligt. Og det kan mærkes
29. oktober 2005

I Italien bliver der lavet vin på masser af forskellige druer. Nogle gange kan man blive forvirret over, om det er vinen eller områdets navn, der står på etiketten. Tag nu eksempelvis Montepulciano. Hvis der på etiketten står Vino Nobile di Montepulciano, så er det ikke en vin, der er lavet på Montepulciano-druen. Nej, det handler om den berømte DOCG vin fra byen Montepulciano i Toscana, som i øvrigt et lavet på den klassiske toscanske drue sangiovese. Hvis der derimod står Montepulciano d'Abruzzo på etiketten, så er der tale om en vin, der er lavet på Montepulciano druen i Abruzzo-regionen i det østlige centrale Italien. Og der er tale om to helt forskellige vine.

Konge-druen

Vi begynder i denne uge netop i Abruzzo-provinsen. Her er Montepulciano-druen kongen over alle andre druer. Regionen er kendt for at producere masser af vin pr. hektar, hvilket ikke ligefrem er et kvalitetstegn. Det hænger sammen med, at tidligere var produktionen af vin fra Abruzzo først og fremmest billige vine til hurtig konsum. Men ligesom mange andre steder i Italien er der i Abruzzo sket en omstilling til højere kvalitet, og dermed også automatisk et langt lavere udbytte pr. ha. Den udvikling, der har været i regionen, har betydet, at Abruzzo er på vej frem i det italienske vinfelt, hvor konkurrencen er ganske hård, fordi kvaliteten er stigende overalt i Italien. De vine, vi kan købe i dag, er således langt bedre end tidligere, og samtidig betyder den hårde konkurrence, at det er muligt at få rigtig meget kvalitet for pengene.

Den første af ugens to vine er en klassisk Montepulciano d'Abruzzo med en fin næse med nødder, lidt læder og dejlig frugt. Ejendommen, som producerer vinen, er netop blevet overtaget af det store vinfirma Mondo del Vino, som blev stiftet i 1991 med det formål at hæve kvaliteten på vinene i prislaget fra 30-100 kr. Druerne vinificeres på firmaets vineri i Piemonte efter plukning i Abruzzo. Det er en meget mørk, nærmest sort vin som har været på amerikanske egetræsfade i otte måneder, før den kommer på flaske. Et fint bud på en god vin fra Abruzzo.

Det sker syd for Rom

Men det er syd for Rom, det meste sker i Italien i øjeblikket. Og Sicilien er virkelig hot. Alene sidste år var der 15 vine fra den store ø, der fik tre glas i Gambero Rosso, og det ville have været uopnåeligt for blot 5-10 år siden. Glemt er alt om brændende skibe med udrikkelig vin og en kæmpe produktion alene til EU-destillering. Vinproduktionen er faldet med 40-50 procent de sidste 10 år, og nu er kvaliteten sat i højsædet. Det er først og fremmest den nye kultdrue Nero d'Avola, der begejstrer både italienere og vinnydere overalt i verden. Masser af flot vin, som stadig er langt billigere end prestige-druerne fra Toscana og Piemonte.

Itynera Nero d'Avola/Cabernet Sauvignon hedder vinen, som altså er en blanding af den nye kultdrue Nero d'Avola og den klassiske cabernet sauvignon-drue. Prøv at give den 20 minutter i køleskabet, så temperaturen kommer ned på omkring 16-17 grader. Server den i store glas, og lad den stå i 10 minutter. Duft så. I min næse var det næsten som i min mors køkken op under jul, når brunkagerne og andet julebag stod på dagsordenen. Derudover er der masser af frugt, lidt chokolade og en fin vaniljeduft fra fadlagringen. Her er et godt bud på en vin, som kan bruges til julemaden, men prøv den endelig inden. Et rigtig godt tilbud hvor man fra den 1. november får tre flasker for 200 kr.

HHHHHIItynera. Nero d'Avola/Cabernet Sauvignon. Sicilien, 2003. 14 pct. Tre flasker for 200 kr.

HHHHIIItynera. Montepulciano d'Abruzzo. Abruzzo. 2002 14 pct. Tre flasker for 200 kr.

Begge vine fra HJ.Hansen vin. Fås hos Vinspecialisten og i alle Magasin-butikkerne. Nærmeste forhandler: 63 12 82 00.

www.hjhansen-vin.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her