Læsetid: 4 min.

Italienske Indien

3. maj 1999

"Det er meget uheldigt, at vi nu skal have endnu et valg, som landet ikke har råd til, og som ikke giver nogen sikkerhed for fremtidig stabilitet. Ingen lader til at tænke på de uheldige signaler, det udsender om vores land."
Boghandleren T.S. Ashwin i Madras til nyhedsbureauet Reuters.

Folk med lyst til et adrenalin-sus kan rejse til Indien og sætte sig ind i en bus og køre et par hundrede kilometer. Ikke alene vil bussen sandsynligvis være fuldstændig overlæsset med mennesker og bagage, den vil køre uden lys på efter mørkets frembrud, og chaufføren vil køre som død og djævel. Til yderligere hjertebanken for den udenlandske turist vil være synet af væltede busser og lastbiler med få kilometers mellemrum. Det er dog sådan, at når man har befundet sig på det, der virker som en dødsrute, et par timer, så vænner man sig til det, og på et uforudsigeligt tidspunkt når man frem.
En sådan køretur afspejler meget godt udviklingen i Indien: Der er et utal af problemer, men det går den rigtige vej. Det er i det lys, udskrivelsen af valg i verdens største demokrati skal ses.
Nyhedsbureauet Reuters stiller i en analyse følgende spørgsmål: "Hvad har en tidligere husmor, som taler hindi med italiensk accent, en tidligere filmstjerne nu med tilnavnet "revolutionær leder" og verdens længst regerende, kommunistiske leder til fælles?"
Svaret er, at de alle tre indgår i det sari-farverige persongalleri af indiske partiledere. De tre er i kronologisk rækkefølge: Sonia Gandhi, enke efter den seneste premierminister fra Gandhi-dynastiet, Rajiv, og leder af Kongrespartiet. Jayaram Jayalalitha, som med sit regionalt- og personfikserede parti væltede den siddende regering. Jyoti Basu, som har været regeringsleder i delstaten Vestbengalen siden 1977. Alle tre har været med i forsøget på at skabe en ny regering til at efterfølge den hindu-nationalistiske BJP-ledede regering, som blev væltet 17. april. Det lykkedes ikke, og nu kommer så det tredje valg på tre år, som man med god grund kan kalde spild af penge, for det samlede politiske billede bliver fortsat mudret. Der vil stadigvæk sandsynligvis være over 30 partier i Underhuset, som vil være stærkt præget af personlige og regionale interesser, og en ny koalitionsregering vil næppe ændre meget hverken indenrigs- eller udenrigspolitisk.

FOR AT SIKRE STØRRE politisk stabilitet og mindre mudderkastning er der tanker fremme om at gøre Underhuset uopløseligt i de fem år, som de 545 medlemmer bliver valgt for. Men spørgsmålet er, om det vil betyde så meget. For i bedste italienske stil klarer erhvervslivet og dermed økonomien sig udmærket trods det kaotiske politiske liv. For eksempel fungerer landbruget udmærket, og det er de færreste indere - selv blandt de omkring 400 millioner, som lever under fattigdomsgrænsen - der går sultne i seng.
Siden den økonomiske reformpolitik tog fart med Rao-regeringen i 1991 har der været fremgang for det indiske erhvervsliv, og udlandet har investeret stort i Indien, der tidligere var meget lukket og satsede hårdt på egenproduktion af f.eks. biler. Fra 1991 til 1997 har der været en pæn årlig vækst i bruttonationalproduktet på omkring seks-syv procent. Den faldt som følge af bl.a. den sydøstasiatiske krise i 1997 til anslået cirka fem procent i 1998. Men det er stadigvæk en pæn vækst sammenlignet med den nordlige halvkugles på to-tre procent. Væksten medfører, at der i dag er en købekraftig middelklasse i Indien, og at Indien på længere sigt vil kunne tale med større og større vægt både økonomisk og politisk. Så selv om de færreste danskere bryder sig om den indiske fordelingspolitik, der til stadighed holder en slavehær af land- og kasteløse i armod, så vil Indien fylde mere og mere i det internationale billede.

ATOMPRØVESPRÆNGNINGERNE for et år siden fik en stor del af omverdenen til at fordømme Indien. Amerikanerne fik standset flere lån fra Verdensbanken, og flere lande skar ned på deres u-landsbistand heriblandt Danmark. Siden har Indien erklæret, at man nu ikke længere behøver at foretage prøve-sprængninger, fordi man ved, at skidtet virker. Underskrifter på traktaterne om stop for prøvesprængning og ikke-spredning mangler dog fortsat. De meget nationalistisk sindede indere vil nemlig ikke lade sig kyse af USA og andre stormagter, og med den dybt rodfæstede populisme i indisk politik vil det være politisk selvmål for en ny regering at ændre på forsvarspolitikken.
Vigtigt er det, at der fortsat er pres på inderne for at ændre deres atompolitik. Om nedskæring af bistanden er et godt våben i denne sammenhæng er yderst tvivlsomt, for de fattige sidder tilbage med smerten over tabte udviklingsprojekter, hvilket eliten i New Delhi er ret kold over for. Samtidig udgør u-landsbistanden så lille en del af den indiske økonomi (under en procent af nationalproduktet svarende til under 15 kr. pr. indbygger), at f.eks. Poul Nyrup Rasmussens felttog mod Indien ikke giver embedsmændene og politikerne i Delhi mere sved på panden, end varmen i forvejen giver dem.
I februar var den nu faldne premierminister Vajpayee på et historisk besøg i nabolandet Pakistan for at mildne luften mellem de to lande, der siden deres uafhængighed fra Storbritannien i 1947 har ført krig mod hinanden tre gange. Vajpayees besøg blev tillagt stor betydning, men isen er langt fra brudt. Det ses bl.a. af, at de to lande siden besøget har haft travlt med at demonstrere, at de har funktionsdygtige langdistanceraketter, som der kan sættes atombomber på. På den baggrund er der al mulig grund til, at udlandet fortsætter med at presse på for fred mellem de to lande. De italienske tilstande i indisk politik må vi leve med, men vi skal ikke acceptere nationalistisk inspirerede blodsudgydelser.hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her