Læsetid: 6 min.

Ivan Den Grusomme i ny forklædning

Russisk skandaleforfatter er, siger han til Information, en stor modstander af Putins styre, som han i en ny roman lader udvikle sig til en moderne udgave af Zar Ivan den Grusommes rædselsregime
9. december 2006

MOSKVA - Vladimir Sorokin ser med sine milde øjne og velklædte sirlighed langtfra ud som Ruslands mest berygtede skandaleforfatter, som der altid står storm om, og som både kommunister og nationalister elsker at hade, hvis bøger Putins ungdomsorganisation afbrænder på offentlige demonstrationer, og som er anklaget for pornografi. Men man skal ikke skue hunden på hårene. Det skulle man heller ikke i forbindelse med den i sin tid skandaløse, store digter Aleksandr Pusjkin, som har lagt navn til den café, vi mødes på i Moskvas centrum. Pusjkin var også køn, velklædt og sirlig, men samtidig fræk og fik på puklen for det.

Stasi, SS, Tjeka, NKVD, KGB, FSB - kært barn har mange navne - men alle har ifølge denne milde, stammende mand rødder i Ivan den Grusommes (1530-1584) virkeligt grusomme opfindelse - Oprichnina.

"Ivan den Grusomme var skizofren. Hans idé var at dele staten op i to - oprichnina'en, som var betalte lejesvende med ubegrænsede magtbeføjelser, og alle de andre, de svage, som var tjenende ånder. Det har siden skabt en permanent borgerkrig i Rusland. Det er en del af den russiske bevidsthed den dag i dag," siger Vladimir Sorokin, mens vi bestiller en af fortidens foretrukne russiske drikke kvas, som er øl brygget på brød.

"Jeg tror, at der er en lille oprichnik gemt i enhver russer. Denne skelnen mellem 'dem', dvs. oprichniki'erne, statens folk, de rige og almægtige ledere, og os andre svage og fattige er blevet en del af den russiske mentalitet. I dag kaldes oprichniki'erne, som på Ivan den Grusommes tid hærgede og plyndrede befolkningen, bureaukrater og politikere, men i realiteten er det de samme. De ser sig som en særlig kaste med særlige rettigheder, privilegier og love. De skider på folk, som de gjorde under Zar Ivan. Det er er rædselsfuldt uhyrligt fænomen, som vi i Rusland ikke har erkendt eller behandlet, hverken i litteraturen eller i historieskrivningen, for ingen censur i den russiske historie har været villig til at acceptere en reel omtale af denne forfærdelige byrde på russernes tilværelse," forsætter Sorokin.

Han tilføjer, at Lenin, "den røde oprichnik", var den værste af dem alle, men også i dag vil lederne bestemme alt for borgeren, hvilket tøj, han skal gå i, hvad han skal spise, hvad han skal mene og tro.

I Sorokins seneste og stærkt omdiskuterede roman En dag i en Oprichniks liv er scenen sat til år 2028, Rusland er blevet afgrænset fra omverdenen med en Vestlig Mur a la den kinesiske, oliestrømmen til Vesten er lukket, og kineserne bestemmer i resten af Verden. Men Rusland er omdannet til et nyt zardømme med en Imperator, et underkuet folk, en nationalistisk og zartro russisk ortodoks kirke, og en oprichnina. Vi følger en af dens udøvere, mens han går til morgenbøn, spiser og derefter myrder, voldtager og røver i statens tjeneste. Sproget er gammelrussisk, men moderniteten er bevaret ved, at folk snakker på 'mobilos' og kører i Mercedes. Er det en satire over Putins Rusland?

"Nej, ikke kun. Det er en folkelig fortælling fra fremtiden, som den kan udvikle sig til, hvis vi ikke tager os i agt. Det er en advarsel om, at sådan kan det blive, et forsøg på at forhindre, at udviklingen går i den retning. Det er også en metafor for den russiske stat, den russiske mentalitet. Og det er især en bog om Moskva, som ikke længere er en by, en megapolis, men en stat i staten, en oprichniki-stat, der føler sig som særligt, speciel, adskilt fra resten af Verden. Derfor eksperimenterer jeg med ideen om, at hele Rusland er afsondret fra resten af den civiliserede verden. Og resultatet er, som jeg har beskrevet i bogen. Ruslands fremtid, hvis vi vælger den isolerede vej, bliver Ruslands grusomme fortid. Og en sådan stat, et sådant styre kan kun eksistere med den vold og den afstumpethed, der fremkommer i romanen. Kun via vold og ved at skræmme folk, som under Ivan den Grusomme og under sovjetstyret, kan et sådant diktatur eksistere."

Tak til Gorbatjov og Jeltsin

- Men det er jo ikke Putins Rusland. Der er jo den forskel, at din bog netop er udkommet i Putins Rusland?

"Ja, det er et af de store fremskridt, som jeg siger både Gorbatjov og Jeltsin stor tak for. For første gang i Ruslands tusindårige historie er den litterære censur forsvundet. I de sidste 15 år er der opstået den enestående situation, at vi kan skrive og udgive hvad som helst. Men spørgsmålet er, hvor længe det varer ved. Hvis oprichniki'erne overtager magten, så vil de kræve, at vi skriver det, de gerne vil have," siger Vladimir Sorokin.

"Putin er i den henseende et tilbageskridt i forhold til Jeltsin. Putin er ved at overlade magten til oprichniki'erne. Når han siger, at Sovjets sammenbrud var en geopolitisk tragedie, så er jeg dybt uenig. Sovjet var en dyster, illegitim og kriminel stat, der satte Rusland adskillige århundreder tilbage, nemlig til Zar Ivans oprichnina. Jeg kan ikke lide Putin og hans neonationalistiske pseudoreligiøse oprichnina."

- Du er selv religiøs?

"Ja, men ikke i overensstemmelse med den nuværende krigeriske, nationalistiske og dybt reaktionære udgave af Den Russiske Ortodokse Kirke. Jeg håber, den udvikler sig til at blive en moderne og ungdommelig kirke."

- Hvorfor mener dine læsere og medierne egentlig, at du er så skandaløs?

"Aner det ikke. Af natur er jeg ikke spor skandaløs. Jeg lever et stille og fredeligt liv, helst borte fra hovedstaden og ude i provinsen, elsker min kone og mine tvillingedøtre. Jeg har nogle klare holdninger, måske endda hårde, men det betyder ikke, at jeg vil provokere, jeg stiller bare spørgsmålstegn ved problemerne og det ofte i en ny synsvinkel, som tilsyneladende provokerer, chokerer og skræmmer mange, men for mig at se er det deres problem."

Rosenthals klonede børn

Og provokere, det gør han, Sorokin med de blide øjne og den stammende stemme, selv her på Cafe Pusjkin, hvor flere henvender sig med vrede eller glade udbrud og andre med en bøn om autografer.

Hans største succes som - igen, efter eget udsagn, ubevidst - provokatør var i 2005. Selveste det sagnomspundne Bolsjoj Teater havde bedt ham og en moderne komponist om at lave en helt ny opera. Den første nye operaopsætning på Bolsjoj siden Stalins panegyriske oder i 1940erne. Resultatet blev operaen Rosenthals børn om klonede komponister. Naturalismen, det jødiske islæt, satiren, fik mange russere til at gå amok. Parlamentsmedlemmer truede med at lukke teatret, skære i budgettet, lave en lov imod Sorokins Rosenthals børn, og medlemmer af præsident Putins ungdomsorganisation 'Vi går sammen', som nu hedder 'Vore egne', holdt demonstrationer med afbrændinger af Sorokins bøger. Især en tidligere roman, som var berygtet for sine pornografiske og voldelige scener, bl.a. et sadomasochistisk møde mellem de to sovjetledere Stalin og Khrustjov.

Bogafbrændingen har Sorokin gengivet i den seneste roman, hvor folk frivilligt afbrænder deres udlandspas på Den Røde Plads og oprichniki'erne brænder alle 'skadelige' bøger.

Men ledelsen på Bolsjoj holdt stand og gennemførte projektet i 2005, hvor Rosenthals børn havde premiere med musik af kultkomponisten Leonid Desjatnikov og libretto af Sorokin. Bolsjoj takkede endda Duma-medlemmerne for deres ekstraordinære promovering af operaen i medierne.

"Operaen indeholder hverken porno eller bandeord," siger Sorokin med et smil, "alligevel blev den mødt med voldsomme protester og skabte stor debat. Den handler om en tysk-jødisk videnskabsmand, for hvem det efter en flugt til Sovjet i 30'erne lykkes at klone fem store komponister, som så vokser op som hans børn i Sovjet og i tiden efter Sovjets sammenbrud. Der er tale om Wagner, Verdi, Mussorgskij, Tjajkovskij og Mozart. Da Rosenthal dør, viser klonerne sig fuldstændigt ude af stand til at overleve i det nye postsovjetiske samfund. De dør alle på nær Mozart."

Sorokin siger selv, at han er imod kloninger af mennesker, men som litterært trick gav det ham mange spændende muligheder.

"Det er ligesom med Oprichninaen et greb, som jeg bruger til at beskrive vores groteske virkelighed. Romanen er supergrotesk, men virkeligheden er lige så grotesk, og vi lever i dag i en lige så feudal verden, som på zar Ivans tid. Især Moskva, de nye oprichnikis hovedsæde. Moskva, som tidligere var en sympatisk kvinde med individuelle træk, er i dag en radmager model med silikonebryster og dyr læbestift. Og vor tids Moskva-fyrster sender deres oprichniki ud for at myrde, bedrage og stjæle, mens disse bemalede kvinder sidder med tomme blikke på natklubberne. Og de har aldrig læst Tolstoj."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu