Læsetid: 1 min.

Ja til a-kraft er farvel til vindkraft

To atomkraftfortalere erkender, at dagens danske vindkraftprogram ikke går i spænd med store, centraliserede a-værker. Derfor må politikerne vælge til og fra, siger de
27. maj 2006

Danmark må vælge. Hvis nogen skulle ønske sig at indføre atomkraft som medicin mod olieafhængighed og CO2-udledninger, så må det ske på bekostning af Danmarks i dag verdensberømte vindkraftprogram.

Det siger Danmarks eneste professor i reaktorfysik og en af de få standhaftige fortalere for dansk atomkraft lige siden 1970'erne, professor P.L. Ølgaard. Sammen med civilingeniør Paul-Frederik Bach, pensioneret underdirektør i elforsyningsselskabet Eltra, har Ølgaard for ugemagasinet Ingeniøren udfoldet en vision for et Danmark med atomkraft.

"Systemerne kan ikke designes til begge dele på én gang - uden at det får ganske alvorlige samfundsøkonomiske konsekvenser," siger Paul-Erik Bach til bladet.

"Det danske elsystem er ikke gearet til kernekraftværker, som skal køre hele tiden for at være rentable. Med så mange vindmøller og decentrale værker, som vi har i systemet i dag, kræver det værker, som kan skrue op og ned på meget kort tid."

Det kan f.eks. dagens kul- og gaskraftværker, men ikke atomreaktorer, der af økonomiske og sikkerhedsmæssige grunde skal køre stabilt.

"Kernekraft kræver ganske klart ændringer i elsystemet. Men elsystemet måtte ændres, da man indførte vindmøller i støre stil, og derfor er der ikke noget mærkeligt i, at det må ændres, når der indføres en stabil, central produktion af billig kernekraft," siger P.L. Ølgaard.

"Derfor er det uhyre vigtigt, at politikerne vælger til og fra og giver teknikerne i systemansvaret klare og langsigtede signaler at arbejde med," tilføjer Paul-Erik Bach.

Ølgaard og Bach ønsker sig to store danske atomkraftværker på hver 1.000 megawatt i år 2020 - ét i Østdanmark og et i Vestdanmark. Det er ifølge de to fagfolk den optimale atomkraftpacitet at indpasse i Danmark. Til sammenligning er der i dag herhjemme etableret vindkraft med en kapacitet på 3.133 megawatt.

P.L. Ølgaard angiver anlægsprisen for et atomkraftværk på 1.000 megawatt til 22 milliarder kr. Ifølge Ingeniøren vil den samme kapacitet installeret i vindmøller til havs koste 11. mia. kr.

Hidtil har ingen af Folketingts partier gjort det til deres politik at genoplive drømmene om et dansk atomkraftprogram.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu