Læsetid: 3 min.

Ja eller Nej - å hva' så?

22. juli 1997

TIL DEN DANSKE SOMMERS mere opsigtsvækkende erklæringer hører følgende:
"Ja'et er mindre selvfølgeligt blandt borgerlige vælgere end tidligere. Hvis vi forestiller os, at Socialdemokratiet stadig er delt og at andelen af skeptiske VK-vælgere samtidig stiger fra 20 til 30 procent, så er vi meget tæt på et Nej. Jeg fornemmer tydeligt, at der i stigende grad er utilfredshed med, at det ikke er lykkedes at gøre EU mere gennemskueligt og mindre bureaukratisk og centralistisk."
Sådan kunne en trænet Nej-siger som Jens-Peter Bonde være fristet til at styrke kampmoralen blandt sine egne ved at fremmane billedet af et borgerligt skred væk fra Amsterdam-traktaten (og EU). Men er klæringen skyldes såmænd den konservative gruppeformand og trofaste Ja-siger Hans Engell. Derfor er den opsigtsvækkende.
Engell véd, hvad han taler om. "Han har i det seneste år deltaget i mange EU-møder i det konservative bagland," fremhæver dagbladet Politiken. Over for hvilket den tidligere formand for Det konservative Folkeparti forsikrer, "at der nu forestår et benhårdt benarbejde - for de borgerlige partier. Her skal budskabet være klart: Et nej får katastrofale følger for Danmark."
Det socialdemokratiske lederskab er ikke længere ene om at have svært ved at styre tropperne, med det resultat, at dansk EU-politik bliver halvhjertet og står i bestandig fare for at bryde sammen. Lederne hos de konservative og i Venstre har skam også deres at se til.
Det har de haft siden Maastricht-traktatens dage i begyndelsen af halvfemserne, men kunnet skjule bag mere spektakulære stridigheder i Socialdemokratiet og efterhånden også SF. Nu må Engell indrømme, at det heller ikke står for godt til i den borgerlige lejr.
Nye toner.

JA-SIGER-PARTIERNE Venstre og konservative er gået noget tilbage i en nylig gennemført Vilstrup-meningsmåling for Politiken i søndags, mens Holger K. Nielsen tilsyneladende har haft partimæssig fordel af sit Nej. SF er gået lidt frem i forhold til de seneste målinger. Det er den aktuelle baggrund for Hans Engells åbenhjertige betroelser om borgerskabets skjulte charme og EU-forræderi.
Hvilket står til troende, også selv om Venstre og konservative i følgende målinger måtte indhente det tabte. Socialdemokratiet har også mange gange fået sine vælgere tilbage, efter at de i EU-spørgsmålet havde markeret deres brud med partiledelsen. For SF blev anbefalingen af Det nationale Kompromis med De fire Forbehold ved EU-afstemningen den 15. maj 1993 noget nær en katastrofe: Færre end hver femte SF-vælger fulgte ledelsen.
Uden at overfortolke Vilstrup-målingens betydning røber den og Engells udtalelser, at stemningen for tiden i hvert fald ikke er til den store EU-begejstring. Hvis man da ikke lige tilhører Venstres Ungdom.
Eller er nyomvendt EU-tilhænger i SF's folketingsgruppe og SF's ungdom!

AT DET SIDSTE er en påstand, der får Gert Petersen (SF's tidligere mangeårige formand) til at fnyse og Steen Gade (SF's nuværende gruppeformand) til at ryste på hovedet, må straks af saglige grunde føjes til. Naturligvis gløder socialisterne Petersen og Gade (sammen med deres partikammerater og gruppefæller Margrete Auken, Jørn Jespersen og Tommy Dinesen) ikke for EU på samme måde som nyliberalisterne i VU.
Alligevel er det mere end drilleri, når uenigheden mellem Ja-sigerne indbyrdes bliver efterlyst her. Det er selv medvirkende til at skabe den stigende utilfredshed med uigennemskuelighed, bureaukrati og centralisme, som Engell påpeger, at det endnu engang trækker op til den sædvanlige strid mellem Ja og Nej til Amsterdam-traktaten (og i sidste ende EU). Som om de politiske, sociale og økologiske, begrundelser for enten et Ja eller et Nej kommer i anden række.
Prioriteringen er ulidelig. Det burde være omvendt: Almentmenneskelige, folkelige og følsomme, ja, religiøse begrundelser af ikke-teknisk og ikke-bureaukratisk art kommer dog i første række. I et demokrati.
Måtte nyomvendte SF'ere ikke argumentere for EU med begrundelser, der skræmte mere end halvdelen af VU over i Jens-Peter Bondes lejr af Nej-sigere? Og omvendt. Eller opsluges i disse post-politiske tider al ideologisk uenighed og dermed enhver gedigen demokratisk debat af uigennemskuelighed og centralisme?
Også Nej-sigernes sammenhold er ulideligt! For Pia Kjærsgaard og Holger K. Nielsen har da forhåbentlig vidt forskellige hensigter med et Nej. Hvad skal det bruges til, hvis det får flertal ved folkeafstemningen? Pia Kjærsgaards svar er kendt. Nu er det Holger K. Nielsens tur. Skulle hans svar gøre Pia Kjærsgaard til Ja-siger forinden - gør det ikke noget.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her