Læsetid: 6 min.

Ja, vi er parat til civil ulydighed

USA har en pointe, når det karakteriserer Iran som en slyngelstat. Men hvis vi ønsker at fremme demokrati i Mellemøsten, må vi give de mennesker beskyttelse, som danner oppositionsgruppe i disse lande. Som Alae, der i tre uger har sultestrejket på Krogerup
13. oktober 2005

Hjemme i forstanderboligen på Krogerup Højskole ligger den iranske flygtning Alae Ghaedi. Han sultestrejker nu på 21. dag efter at have fået afslag på asyl. De første dage kunne han stadig komme op og sidde i en kørestol, nu ligger han kun og døser mere og mere hen. Et brev fra Integrationsministeriet, der giver ham lov til at blive i landet, mens det undersøges om han kan få humanitær opholdtilladelse, får ham ikke til at bryde sultestrejken.

Alae har været i Danmark siden 2002, og nu er han træt, han kan ikke mere. Alternativet til indlogeringen på Krogerup Højskole havde for Alae været at vende tilbage til Kongelunden - Danmarks største flygtningelejr, hvor mere og mere nedbrudte mennesker venter på afgørelser i årevis - og på at blive udvist. Så vil han hellere dø.

Alae Ghaedi fortæller, at han har været fængslet og er blevet tortureret i otte år i sit hjemland, Iran. Han er blevet psykisk nedbrudt og har fået smadret sin ryg, bl.a. af at være spærret inde i et halvanden meter langt bur i over ni måneder. Hans bror og seks familiemedlemmer er blevet henrettet. Og vender han tilbage til Iran, står han til 10 års fængsel og 75 piskeslag.

Det er både Amnesty Internationals og Human Rights Watchs klare vurdering, at Alae Ghaedi risikerer blive udsat for tortur, såfremt han udvises. Alligevel har Flygtningenævnet besluttet, at Alae Ghaedi skal udvises.

Naturligvis kan man ikke være sikker på, om Alae så også vil blive tortureret, hvis han vender hjem. Men i sådanne sager bør tvivlen efter vor opfattelse komme mennesket til gode.

Smil og babypludren

Det er her, vi har slået hælene i. Nu udviser Danmark åbenbart mennesker til tortur i Iran. Hvad bliver det næste?

Nogen måtte gøre noget. Alae havde hjælp behov, og vi havde muligheden for at hjælpe. Længere var den ikke.

Vores indledende overvejelser om, hvad vi skulle sige til børnene, og hvordan vi skulle påtage os det praktiske ansvar blev hurtigt gjort til skamme. Når man står ansigt til ansigt med et menneske, der har gennemgået så mange lidelser, så kan man ikke længere fortrænge, at man har et medansvar. Vor datter Carolines smil og baby-pludren og Julies sange og blomster kan stadig få Alaes ansigt til at lyse op. Som han selv sagde med tårer i øjnene efter sin ankomst, giver vi ham et andet billede af Danmark end det, han har mødt indtil nu. Her på Krogerup Højskole møder han støtte fra engagerede elever og lokale. Hver aften tænder de lys for ham.

I løbet af de sidste par år er tonen i flygtningedebatten blevet skærpet i Danmark. Flygtninge, indvandrere og andre udlændinge skæres over en kam som 'fremmede' med ét mål for øjet: At holde folk ude, uanset sagernes karakter. Men vi har et internationalt ansvar for at give flygtninge beskyttelse. Det vil også være et brud med de relevante internationale konventioner at udvise ham.

Vi siger ét og gør andet

Vi bør se denne sag i et bredere perspektiv: Hvis vi ønsker at fremme demokratisering i Mellemøsten og herunder i Iran, så må vi også være parat til at give de mennesker beskyttelse, som danner oppositionsgrupper og kæmper for demokrati i disse lande, men som bliver undertrykt, fængslet og tortureret ligesom Alae.

Det iranske præstestyre er i særklasse repressivt. Selv om vi ikke deler den nuværende amerikanske administrations sort-hvide opfattelse af problemerne i verden, har USA en pointe, når det karakteriserer Iran som en slyngelstat. Retssystemet er barbarisk og middelalderagtigt og bygger på princippet om øje-for-øje og tand-for-tand. Amputationer af lemmer, piskning, stening, offentlige henrettelser og grov kvindeundertrykkelse hører til dagens uorden.

I sidste ende handler det også om, hvorvidt der er konsekvens i dansk udenrigspolitik mellem de smukke - og rigtige! - ord, vi bruger ude i verden, hvor Danmark i bl.a. FN fører sig frem med en progressiv profil, og hvad vi i praksis gør hjemme.

Kampen mod tortur har endog været en mangeårig mærke- og hjertesag i danske udenrigspolitik, jævnfør oprettelsen af Center for Torturofre med støtte fra Udenrigsministeriet for en snes år siden. Centret har med stor succes inspireret dannelsen af tilsvarende centre rundt om på kloden og de har bistået i tusindvis af mennesker, der har været udsat for fysisk og/eller psykisk tortur. Vores positive engagement ude i verden må gå hånd i hånd med en menneskelig indsats herhjemme, også når det gælder asylansøgere.

Men forholdene i vore flygtningelejre bør forbedres, og sagsbehandlingstiden blive afkortet og mere åben. Det afgørende er naturligvis at forebygge, at lignende eksempler opstår igen og igen. Alae er desværre ikke noget enestående tilfælde. Det ville være glædeligt, hvis denne sag kunne give stødet til en undersøgelse af ikke alene de relevante love og retsregler, men også af procedurerne og administrationen af dem, således at vi bestræber os på at undgå, at Alae-sager opstår igen og igen.

Det er som privatpersoner, at vi giver husly til Alea. Men vort engagement i Alae-sagen flugter i eminent grad med det værdigrundlag og de traditioner, som Krogerup Højskole har bygget på og vil bygge på i fremtiden.

Hal Koch-traditionen

Skolen blev i de første efterkrigsår grundlagt af professor Hal Koch, der var en markant intellektuel skikkelse og gift med senere minister Bodil Koch. Parret stod for integritet, lagde vægt på retten til at være uenig og lancerede moderne tanker om demokrati som dialog og samtale, der har sat sig varige spor i det danske samfundsliv. Først og sidst var de inspireret af en grundlæggende humanisme.

I vor beslutning ligger der da også et signal til eleverne om, at politik ikke bør begrænse sig til skåltalerne og småkagerne over TV-Avisen. Politik handler først og sidst om den selvstændige stillingtagen og om selv at tage ansvar og i nogle situationer handle aktivt politisk.

Naturligvis kan vi ikke på Krogerup huse alverdens flygtninge. Men måske mange vil sige: Når det kan lade sig gøre at hjælpe på Krogerup Højskole, så må vi også kunne gøre en indsats. Måske eksemplet vil smitte, så andre også vil engagere sig.

Efter Leif Bork Hansen-sagen - præsten, der dannede et netværk af borgere, der skjulte udviste flygtninge, der var gået under jorden - har det været småt med sådanne tiltag herhjemme, men dette initiativ kan måske være startskuddet til en ny begyndelse, når det gælder hjælp og støtte til flygtninge, der risikerer at blive udvist til tortur og umenneskelig behandling.

Vi er ofte i de sidste dage blevet spurgt: Hvad så hvis Alae Ghaedi går under jorden og er på flugt fra politiet. Så er det civil ulydighed - vil I så fortsat hjælpe? Svaret er ja! Selvfølgelig er udgangspunktet i et demokratisk samfund, at lov er lov, og lov skal holdes. Men vi har alle et etisk ansvar - der rækker ud over politivedtægten. En moralsk pligt til at reagere, når der bliver begået uretfærdigheder. For os er grænsen nu nået med truslen om at udvise Alae til et land, hvor han er torturtruet. Den vigtigste internationale opgave i disse år er at sikre den menneskelige værdighed.

Og vi kan ikke forestille os noget mere krænkende eller fornedrende for den menneskelige værdighed end at blive udsat for tortur.

Vi kan ikke længere se passivt til. Der er ikke nogen undskyldning for at se til fra sidelinjen og for ikke at handle.

Vi bærer alle et ansvar for vore medmennesker i vor samtid.

Erik Boel og Maja Hojer er forstanderpar på Krogerup Højskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu