Læsetid: 4 min.

Jacques tardi:på mit felt gør jeg hvad jeg kan

6. maj 2005

Sidste år tog Jacques Tardis datter sin studentereksamen, og han fandt i den anledning fandt ud af, at franske skoleelever ikke undervises i Pariserkommunen - arbejderopstanden i den franske hovedstad i 1871. Den anerkendte tegneserietegner spurgte datterens historielærer om hvorfor og fik svaret, at "hvis vi taler om det, så spilder vi en masse tid, fordi eleverne er helt vilde med det."

Tardi har sine egne teorier om, hvorfor man ikke taler om denne unikke begivenhed i verdenshistorien, hvor indbyggerne i Paris erklærede sig uafhængige af den øvrige republik, og regeringen måtte flygte til Versailles med præsident Thiers i spidsen. Pariserkommunen holdt tre måneder, fra marts til maj 1871, før den blev brutalt nedkæmpet af regeringssoldater, og Tardi er overbevist om, at den nuværende franske regering er solidarisk med Thiers-regeringen.

"Der blev vedtaget en masse love i løbet af de tre måneder, som kommunen varede," siger Tardi.

"På det tidspunkt var man ikke enige om, hvorvidt man skulle lade piger gå i skole. Det var ligesom med talebanerne. Feministen og anarkisten Louise Michel var med til at fremsætte en masse forslag om, at alle havde ret til uddannelse, og at børn ikke måtte arbejde om natten. Man skabte en international arbejderbevægelse. I 1871 afskaffede man også dødsstraffen i Frankrig for første gang. Da Versailles-regeringen tog byen igen, genindførte man dødsstraffen, der først blev endeligt afskaffet af Mitterrand i 1981, 100 år senere. Efter kommunen og de mange ideer, som kommunen havde, skete der et veritabel tilbagefald, og jeg vil vove at påstå, at vi lige nu i Frankrig har en Versailles-regering, en Thiers-regering om igen."

Alene derfor er det værd at tale om Pariserkommunen, mener Tardi, der har skabt Folkets røst med udgangspunkt i en roman af forfatteren Jean Vautrin.

"Det var virkelig en arbejderrevolution, ikke en borgerskabets revolution som den i 1789. Kommunens medlemmer var arbejdere, lærere, ikke professionelle politikere. Thiers og Bismarck var til gengæld moderne politikere. De var venner og havde betydelige private interesser i kul- og jernindustrien, og de var nødt til at afslutte krigen, så de kunne få gang i forretningerne igen. Bismarck løslod en masse franske krigsfanger, så Thiers kunne samle en hær til at indtage Paris. Jeg tror, at det også er nogle af grundene til, at man ikke underviser i kommunen i skolen."

Jeg er i Paris, og den 59-årige tegneserieskaber tager imod i sit imponerende byhus, der ligger i det 20. arrondissement, lige om hjørnet fra Père-Lachaise-kirkegården. Jacques Tardi er en af de største og vigtigste nulevende tegneserieskabere - på linje med Hergé, Pratt, Franquin og Giraud/Moebius - og hans unikke, ekspressionistiske tegnestil har dannet skole blandt mange yngre tegnere.

Ikke mindst Første Verdenskrigs meningsløse rædsler spiller en vigtig rolle i mange af de historier, Tardi har begået siden debuten i de tidlige 70'ere, og hans samlede værk er præget af både stor fantasifuldhed, humor, barsk realisme og pågående politik. Han foretrækker at tegne fortiden, fordi nutiden ikke får ham til at drømme, og han forklarer, at han er ved at arbejde sig tilbage i tiden.

"Jeg føler, at jeg er færdig med Første Verdenskrig. Interessen for den kom fra min bedstefar, som døde, da jeg var fem-seks år gammel. Men min bedstemor blev ved med at fortælle mig om alt det forfærdelige, han var blevet udsat for under Første Verdenskrig. Min bedstefar kom og hentede mig i skolen, og han var en virkelig sød og stille mand, og det var svært at forstå, hvad det var, man havde gjort ved ham. Det har altid gjort mig vred, at man kunne gøre de ting ved et menneske."

"På det tidspunkt, hvor min bedstemor fortalte mig disse historier, kendte jeg intet til krigen eller skyttegravene, jeg havde aldrig set billeder eller fotografier derfra. Og på et tidspunkt fik jeg simpelthen bare lyst til at fortælle om den krig, min bedstefars krig. Men det var egentlig ikke så vigtigt, at det lige var Første Verdenskrig - det er den samme problematik i hvilken som helst krig. Det er elendigheden, den enkelte soldats elendighed, der fascinerer mig, fordi jeg kan identificere mig med ham."

Da Tardi var dreng, elskede han at få fortalt historier, og han læste mange tegneserier, hvilket hans forældre bestemt ikke brød sig om. Han tog dog deres modvilje som et tegn på, at tegnserien var et tilpas subversivt medie og iværksatte sit eget barndomsoprør, da han besluttede sig for at blive tegneserietegner og ikke læge, som forældrene ellers havde ønsket det.

Oprørstrangen har fulgt Tardi gennem alle årene, og selv i de mest uforpligtende af hans albums, f.eks. serien om Adèles ekstraordinære eventyr og de populære adaptationer af Leo Malets krimier om den rapkæftede privatdetektiv, Nestor Burma, fornemmer man hans politiske og menneskelige engagement.

Han spørger af og til sig selv, om det nytter, om kunsten kan være med til at forandre samfundet. Men, som han siger - velvidende, at det et noget forenklet svar - "jeg tror ikke, at det ville gå meget bedre, hvis jeg forsøgte at angribe en politistation. Jeg tegner dog bedre, end de gør. Jeg gør, hvad jeg kan på mit område."

Det er dog ikke et pædagogisk kald at lave tegneserier, understreger han.

"Selv Folkets røst er ikke et stykke politisk arbejde. Det er en stor nydelse for mig at tegne de ting og genskabe fortiden, og jeg håber blot, at læserne får lyst til at vide mere."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her