Læsetid: 4 min.

Jagten på den kreative proces

Med den vellykkede dokumentarfilm 'Sketches of Frank Gehry' og en flagrende masterclass beskæftigede Sydney Pollack sig på filmfestivalen i Cannes med, hvordan man kan være kreativ på kommercielle betingelser
2. juni 2006

CANNES - Efter 40 år i branchen og en række klassiske spillefilm har Sydney Pollack et bredt erfaringsgrundlag i forhold til at arbejde i Hollywood. Ifølge eget udsagn har han aldrig haft problemer med at skaffe penge, men han har altid været bevidst om at skulle være kreativ inden for nogle fastlagte kommercielle rammer. Film laves for andre menneskers penge, og de vil gerne have noget for dem.

Samme problemstilling gør sig gældende inden for arkitektur, hvor man kan være lige så kreativ, man vil, på papiret, men behøver mange millioner for at realisere en bygning. Den problematik behandler Sydney Pollack i sin første dokumentarfilm, der på halvanden time følger hans gode ven gennem 30 år, stjernearkitekten Frank Gehry.

Portrætfilmen The Sketches of Frank Gehry, der blev vist i Cannes i år, bygger i høj grad på de to venners samtaler om det at skabe, og undervejs lykkes det dem at komme ind på livet af den diffuse kreative proces. Noget af det sværeste for en film er at komme ind i hovedet på en kunstner. Man kan filme de producerede værker, få ekspertanalyser og høre kunstnerens egne udsagn, men man får sjældent en sans af forløbet fra idé til færdigt værk.

Fantastisk dumt

Det fanger Sydney Pollacks film fint, fordi han venskabeligt er til stede og fylder med sine egne tanker, og dermed giver den ellers sky Gehry modspil og lyst til at fortælle, mens han er midt i at udvikle sine tanker om et projekt.

I filmen bliver man således klogere på Frank Gehrys ideer om form, rum og måden at angribe et projekt på (samt post factum-problemerne med at slippe det!), mens han konkret forsøger at få sit indre billede af en bygning til at manifestere sig i en tredimensionel model. Sammen med trofaste assistenter bliver der klippet og klistret, revet og foldet, indtil Gehry med barnlig begejstring udbryder: "Det ser så dumt ud, det er fantastisk!"

Man får en fornemmelse af processen fra de skitseagtige kruseduller, der har givet filmen dens titel, til de storslåede monumenter i glas og titanium som f.eks. Walt Disney-koncertsalen i Los Angeles eller Guggenheim-museet i Bilbao.

Frem for at give et udtømmende katalog over hans karriere ser man udbytterigt udvalgte glimt, og kameraets kærtegn af kurverne med liv og spejling af omgivelserne giver en tydelig fornemmelse af, at Gehrys drøm om at blive maler succesrigt er kommet til udtryk i en anden kunstart.

The Sketches of Frank Gehry finder også tid til de obligatoriske interviews, hvor kendte udtaler sig om kendte. Folk som Bob Geldof eller Julian Schnabel lader mest til at være der for hyggens skyld, men det er f.eks. spændende at møde Frank Gehrys terapeut, som har givet Gehry modet til at tro på sine specielle ideer - og som nu får et hav af forespørgsler fra håbefulde arkitekter, der håber, at han kan forvandle dem til en succes!

Kreative kunder

Umiddelbart virker koblingen af mainstream-instruktøren Sydney Pollack og den utraditionelle arkitekt Frank Gehry med en forkærlighed for moderne kunst ikke indlysende. Undervejs fornemmer man imidlertid, at de som kunstnere kæmper med de samme udfordringer, og begge løbende har været optaget af at finde nogle rammer, hvor de kunne udtrykke sig frit i deres kommercielle brancher.

Det var nervøst for Gehry at springe ud som selvstændig og satse på sine alternative projekter, men en del af hemmeligheden i at finde en platform er kun at påtage sig kunder, der er åbne for det anderledes. Arkitektverdenen er præget af bestillingsopgaver med kontante krav, og skal kreativiteten slippes løs, kræver det bagmænd med mod på at give arkitekten frie hænder.

Der er nogle skeptiske Gehry-røster i Pollacks film, men ingen utilfredse kunder. En millionær, der puttede millioner af dollars og år af sit liv i at få tegnet et aldrig bygget hus, virker sågar lykkelig for processen, måske fordi han selv fik lov at lege og drømme lidt med på sidelinjen.

Film er en evig prøve

I filmen fornemmer man, at Sydney Pollack er optaget af at udfordre de gængse rammer og finde et fristed for det kreative i det kommercielle, selv om hans film altid har befundet sig i den tilgængelige mainstream. Det ville man gerne have hørt mere om ved hans masterclass i Cannes, men med den franske filmkritiker Michel Simon som ordstyrer fik man i stedet et hurtigt crash course i hans karriere.

På halvanden time kom man igennem syv klip fra klassikere som Jamen, man skyder da heste, Tre døgn for Condor, Tootsie og Mit Afrika og nåede dermed ikke i dybden med noget.

Et par pointer og gode anekdoter blev det dog til. Sydney Pollack udviklede f.eks. sine tanker om, at filmskuespil kun består af prøver, fordi man altid kan gøre tingene én gang til. Der er i modsætning til teateret aldrig premiere. Skuespillerne behøver ikke forstå, hvad de gør, hvis bare kameraet fanger udtrykket én gang, og derfor betragter Sydney Pollack filmarbejdet som en løbende proces, hvor man gradvist opdager filmen undervejs.

Efter at have set Frank Gehrys trial and error-tilgang til modelarbejdet kan man levende se skuespillere for sig som en klump ler i instruktørens afprøvende hænder.

Interessant er bedst

Som uddannet skuespiller ser Sydney Pollack sin styrke i at forme spillet, og som instruktør var det en stor oplevelse for ham at have en skuespillerrolle i Stanley Kubricks sidste film Eyes Wide Shut. Mens Sydney Pollack kun optager en scene få gange, brugte Kubrick gerne 70-80 takes. Ifølge Sydney Pollack konstaterede skuespilleren Matthew Modine under indspilningen af en scene i Kubricks krigsfilm Full Metal Jacket, at det ved take 25 nu føltes helt virkeligt. Kubricks repons var: "Virkeligt er godt. Interessant er bedre."

Det samme gælder for dokumentarfilm og instruktørbesøg i Cannes. Det kan være sjovt at se virkeligheden fanget på film eller at se de kendte i virkeligheden - men begge dele er unægtelig sjovest, hvis der er noget interessant ved at opleve det virkelige på lærredet eller live.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her