Læsetid: 2 min.

Jagten på den syvarmede

Righoldig spændingsroman fra Mellemøsten. Skrevet af englænderen Paul Sussmann, der med sine romaner har lagt sig i førerfeltet af knæk-koden-kuldet
15. november 2005

En af sidste års mest opsigtsvækkende debuter i den internationale kriminallitteratur var Den forsvundne hær af englænderen Paul Sussman. Den blev oversat til 28 sprog og fik masser af anmelderroser med på vejen (bl.a. i Information den 11. marts 2004).

Sussman, der er uddannet arkæolog, har med Templets sidste hemmelighed atter taget et dybt spadestik i historien og skriver her lige så bredt og veloplagt som i sin debutroman. Han har også denne gang den egyptiske detektiv Yusuf Khalifa som hovedperson, og i løbet af den nye roman får den kæderygende politimand fra Luxor selskab af et par vidt forskellige mod- eller medspillere (det går jo lidt op og ned i den branche): en temperamentsfuld og fordrukken israelsk politimand og en kvindelig palæstinensisk journalist, begge dybt personligt berørt af konflikten i Mellemøsten.

Intens jagt

Det drejer sig i første omgang om et mord på en antisemitisk hollandsk hotelejer, hvis lig er fundet i ruinerne fra en arkæologisk udgravning ved Nilen. Men det, der til at begynde med ligner en rutinesag, viser sig hurtigt at have rødder langt tilbage i historien. Til holocaust, til en mystisk fransk middelalderborg ved navn Castelombres (Skyggernes slot) - ja, endda helt tilbage til anno domini 70, hvor det hellige tempel i Jerusalem blev jævnet med jorden, men hvorfra den hellige menorah, den gyldne syvarmede lysestage, måske blev reddet. Næppe nogen anden ting har en så stærk symbolværdi for jøderne. Så det er ikke bare dens pure guld, der gør, at jagten på den bliver så intens. For her er angiveligt tale om "et to tusind år gammelt mysterium, som har sprængkraft nok til at få konflikten i Mellemøsten til at eksplodere".

Som man vil forstå, er Templets sidste hemmelighed med sin righoldige, for ikke at sige uhæmmede blanding af fortid og nutid en rigtig mainstream-thriller. Sådan skriver især amerikanske og engelske forfattere krimier i disse år: i fantastifulde og kontinuerlige krydsklip mellem en mystisk-brutal fortid og en lige så barsk nutid, hvor politifolk og mere eller mindre private opdagere forsøger at knække kryptiske koder i århundred- eller årtusindgamle dokumenter. Hvad enten de nu sidder hjemme foran skærmen og bruger internettet som jagtmark, eller de er ude i det virkelige liv, hvor der lurer bombe- og overfaldsmænd på hvert andet gadehjørne - for ikke at tale om lyssky steder som ubeboede huse og forladte minegange. Man underholdes glimrende, og undervejs bliver man en smule klogere på både det ene (konflikten i Mellem-østen) og det andet (oldtid og udgravninger). Og 'undervejs' vil som regel sige et sted mellem 400 og 700 sider. Kodekrimier kendetegnes ikke ved korthed.

Sussman har med sine to første romaner lagt sig i førerfeltet af dette knæk-koden-kuld.

Paul Sussman: Templets sidste hemmelighed, oversat af Nina Bolt, 468 s., inklusive et par kort og en nyttig ordliste, 348 kr., Tiderne Skifter. ISBN 87-7973-147-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu