Læsetid: 4 min.

Fra Jalta til Paris

16. maj 1997

DA NATO's spanske generalsekretær, Javier Solana, og den russiske udenrigsminister, Jevgenij Primakov, onsdag med en bjørne-omfavnelse konkluderede mange måneders til tider hårde forhandlinger, var resultatet en aftale, der næppe kom bag på nogen, men alligevel går over i historien som den overenskomst om reguleringen af magten i en ny epokes Europa, det i virkeligheden drejer sig om.
Paris-aftalen, som den fremover vil blive kendt som i historiebøgerne, fordi den bliver underskrevet i den franske hovedstad d. 27. maj, definerer lige som Versailles-traktaten fra 1919 og Jalta- og Potsdam-aftalerne i 1945 forholdet mellem de førende magter efter en verdenskrigs sønderrivning af den gamle politiske orden.
Den sidste krig var ikke varm, men kold, og taberen, Sovjetunionen, blev ikke kun besejret af ydre fjender, men som bekendt nok så meget af det kommunistiske systems manglende levedygtighed.
Russerne er også blandt den kolde krigs sejrherrer, thi de befriede sig for kommunismen, som det hedder i en ofte anvendt tolkning af begivenhederne.
En elskværdig, men ikke fuldtud dækkende tolkning, al den stund en meget stor del af Sovjetunionen har overlevet transformationen og lever videre i det "nye Rusland": Den nærmest identiske politiske og økonomiske elite, de fortsatte aspirationer om et Storrusland blandt brede dele af de politiske beslutningstagere, en afpolitiseret befolkning, et yderst spinkelt civilt samfund.

SÅ DETTE VAR altså opgaven for NATO-alliancens beslutningstagere: at forhandle en aftale, der undgår at diktere en besejret modstander sejrherrens ydmyge betingelser, men på den anden side heller ikke giver køb på fundamentale vestlige frihedsprincipper, hvoraf ethvert frit lands ret til selv at vælge allianceforhold er ét.
En mellemting mellem Versailles-traktaten, hvis ydmygende fredsbetingelser gav anledning til en hurtigt opblomstrende tysk nationalisme, og Potsdam- og Jalta-aftalerne, der ofrede europæiske landes nyvundne selvstændighed på realpolitikkens alter (uden mange muligheder for at handle anderledes, skal det medgives, givet Stalins militære styrke).
Som sådan er Paris-aftalen - Det Stiftende Dokument om Fælles Relationer, Samarbejde og Sikkerhed mellem NATO og Den Russiske Føderation, som den hedder - et stykke forsvarligt politisk håndværk, når nu forudsætningen er, at visionerne hos post-koldkrigens politiske ledere ikke rakte til skabelsen af en helt ny sikkerhedspolitisk arkitektur.
Aftalens vigtigste nyskabelse er et NATO-russisk permanent råd med fast repræsentation i Bruxelles, en ledende trojka bestående af NATO's generalsekretær og en politisk repræsentant for Rusland og for NATO-alliancens medlemslande (roterende), et sekretariat, ambassadører og militære forbindelsesofficerer. Parterne mødes to gange om året på udenrigs- og forsvarsministerniveau, og en gang om måneden på ambassadørniveau.
Aftalens tekst er ikke kendt i detaljer i skrivende stund, men siges at indebære et tilsagn om, at alle sikkerhedspolitiske forhold i Europa kan tages op i rådet, og at der tilstræbes enighed om fælles NATO-russiske operationer.
Formuleringen giver den russiske præsident Jeltsin god baggrund for at hævde, at beslutninger taget i rådet kræver konsensus og derfor er ensbetydende med en reel russisk vetoret. Præsident Clinton kan med lige så god ret sige, at Rusland har fået a voice, not a veto - altså vil blive hørt, men kan ikke blokere. Der står nemlig ikke noget i den NATO-russiske aftale, der forhindrer NATO-alliancen i at handle ensidigt uden om det NATO-russiske råd.
Samme uforpligtethed gælder aftalens øvrige hovedpunkter: NATO's tilsagn om, at man ikke har planer om at placere atomvåben eller udefra kommende styrker i de nye medlemslande - her dog undtaget de multinationale styrkeenheder, som f.eks. de SFOR-styrker, der allerede i dag befinder sig i Ungarn.
Tilsagnet gælder nøjagtig så længe, der ikke er brug for udstationering af atomvåben eller fremmede styrker - d.v.s. så længe klimaet er godt - og ikke et øjeblik efter.

DEN VIRKELIGE PRØVE på, om den NATO-russiske aftale reelt fører til øget sikkerhed i Europa kommer i de konfliktsituationer, der risikerer at opstå i de kommende år.
Lad os vælge et par - ikke urealistiske - scenarier: Den (genoprustede) muslimske ledelse i Sarajevo vælger at benytte sig af de bosniske serberes aktuelle splittelse og økonomiske svækkelse og indleder et felttog for at "generobre", hvad der gik tabt under krigen. Rusland kræver hurtig indgriben, NATO afviser.
Eller: Ukraines tiltagende ønske om en nærmere tilknytning til NATO fører til en genopblusning af Krim-russernes kamp for en forening med Rusland.
Eller: De baltiske landes fortsatte politiske og sociale diskrimination af det derboende russiske mindretal fører til konflikter og grænseepisoder. Hvad gør Moskva? Hvad gør NATO?
De samarbejdsmekanismer, der er skabt med den NATO-russiske aftale, får rige muligheder for at blive prøvet i de kommende år.
Som så meget andet i den netop indgåede aftale afhænger implementeringen helt af det til enhver tid herskende klima mellem Rusland og NATO. Er det positivt, kan der samarbejdes, men skifter de politiske vinde - f.eks. i forbindelse med en national-kommunistisk magtovertagelse i Kreml - står der ikke noget i aftalen, der forhindrer NATO's manøvrefrihed.

on (Ole Nyeng)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu