Læsetid: 4 min.

'Jamen, de har også heroin i Tel Aviv'

Mens alle andre har diskuteret Muhammed, har et lille teater off-Nyhavn haft succes med et par ugers debatter om det, Ole Grünbaum kalder et tabu, og som far Henry nok aldrig ville være kommet ind på
9. februar 2006

Da den tidligere finansmini-ster Henry Grünbaum døde for en måned siden, havde sønnen Ole endelig for første gang fået fortalt ham, at han elskede ham. Henry Grünbaum var en stærk og stout politiker i Socialdemokratiet, sønnen en ungdomsoprører. Følelser var ikke faderens sag.

"Hvis man kom for tæt på, så brølede løven," fortæller Ole Grünbaum fra sin stol foran et intenst lyttende teaterpublikum. "Man skulle ikke have terapisamtaler med ham."

Vi er i det lille teater Får 302 i en sidegade til Nyhavn. En intimscene, der med plads til 48 tilskuere (i aften hovedsageligt unge) ikke er meget større end en beskeden lejlighed. I et par uger har teatret lagt lokale til forestillingen This is not America, to en- aktere, lige på og råt om samfundets 'tabere'. Hver aften efterfulgt af debat som den med Ole Grünbaum og en afvænnet narkoman, den 41-årige Lars Ethelberg.

"Jeg nikker genkendende til det kaos, der er hos personerne i de to stykker," siger denne - og fortæller om, hvordan han selv til sidst lå og stak sig på Nørrebro Station og var ligeglad med alt andet - og egentlig følte det befriende. For at blive afvænnet blev han blandt andet af sin mor sendt i kibbutz i Israel, men som han også siger, tog det ham ikke lang tid at finde ud af, at der også var heroin at få i Tel Aviv.

Normal med Politiken

Efter flere mislykkede forsøg lykkedes afvænningen til sidst, og da han en dag satte sig ind på en café for at læse Politiken, følte han sig endelig normal. Og egentlig var han glad for at have fået et "almindeligt røvsygt liv uden ups and downs."

Om sin barndom, der ellers tilsyneladende var i trygge omgivelser, siger han: "Der blev ikke spurgt særlig meget ind til, hvordan jeg egentlig havde det."

Fra salen bliver der bagefter spurgt, om der egentlig altid behøver at være en logisk forklaring på, at nogle børn udvikler sig til at blive narkomaner, prostituerede, kriminelle, osv.?

Hvilket sådan set er det modsatte af det samlede udsagn fra arrangementerne, som netop har fokuseret på børns opvækst. Men som Ole Grünbaum konstaterer: "Nu snakker vi om det, som efterhånden er blevet et tabu: Hvad får vi egentlig ud af livet?" Folk taler meget om, at de har stress, men "hvad er stress andet end, at man lever det liv, man ikke vil leve- det er ikke netop den diskussion, man har i offentligheden i dag, selvom det er den mest relevante."

Ecstasy m.m.

Således kunne man føle sig hensat til 1970'ernes trend blandt intellektuelle med 'offentliggørelse af det private' modsat nutidens coole kultur, hvor en narkoman vel er noget af det mest utrendy, man kan forestille sig, sådan rent debatmæssigt. Selvom hash, kokain og ecstasy breder sig i ungdomsmiljøerne. Lars Ethelberg: "Der bliver virkelig røget igennem." Ole Grünbaum: "I dag går mor på diskotek med sin datter og formaner hende først: 'Du vover at kalde mig mor'. Det er der, vi er."

Han omtaler også "familien, som det, der gør folk sindssyge." - Igen et deja vu fra 70'erne, dog med en forskel: Dengang indgik hashrygning etc. i en fællesskabskultur.

Men hvad har gjort mest indtryk på skuespillerne i alle de debatter, de har overværet?

Anne Tulestedt nævner en kvinde, der var tvivl om, hvorvidt hun var blevet voldtaget, selvom hun var det. Men hun havde selv inviteret gerningsmanden med op i sin lejlighed.

Jesper Kaplan er imponeret af skuespillerinden Lykke Nielsen, der var gæst første aften og fortalte om sin kræftsygdom - og pludselig tog sin paryk af under debatten. Hun var smuk både med og uden, fordi hun var sig selv.

Resolut betjent

Lotte Arnsbjerg fremhæver en kvinde, der har fortalt om sit ægteskab med en voldelig mand - og beretter desuden denne lidt morsomme episode:

"Vi har haft en 'vagabond' i foyeren, som hver aften ringer forestillingen i gang. Han tigger og synger sange, og mange tror, han er kommet ind fra gaden. Da vi en aften som gæstedebattør havde en kvindelig kriminalbetjent fra politiets afdeling A med speciale i seksuelt misbrug af børn og voldtægter, vred hun armen om på ham og anholdt ham, da han tog fat i klokken og begyndte at ringe. Før det blev opklaret, at han altså var del af forestillingen."

Christina Ibsen Meyer nævner "en pige på 25 år, som har drukket, siden hun var 12 og nu har været alkoholfri i et år. Mens hun gik i 1. g., var hun udsat for voldtægt. Det ramte, og jeg ville ønske, det kunne komme videre ud. Alle de reklamer, som man får fine instruktører til at lave- de hjælper ikke."

- Hvilke reklamer?

"Dem mod alkohol og anden misbrug. At vi ikke må gøre dit og dat. Fine og flotte med dygtige skuespillere, som man tror, man kan narre alle de unge mennesker med. Det rammer mig nu, fordi jeg har en datter på samme alder, som er på vej ud i samfundet."

"Det har været godt med den intimitet, der kommer, når nogle mennesker fortæller deres historier fra hjertet, og som bliver meget nærværende, når vi ikke er flere. Meget gribende. Du får ikke det samme, når du går ind og hører et foredrag, hvor der sidder 200 mennesker."

Sidste planlagte forestilling og debat er lørdag, hvor det slutter med, at Ole Michelsen og Michael Falch kommer og fortæller om deres alkoholmisbrug. Red Barnet har medarrangeret og Birgit Thøt Jensen instrueret stykkerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her