Læsetid: 3 min.

Jamen, han har ret

19. august 2006

Jostein Gaarders artikel i Aftenposten den 5. august fik os op af stolene og fremkaldte en ulæselig mængde kommentarer. Hvorfor? Ligger det jødisk-israelsk-palæstinensiske spørgsmål os da latent på sinde og venter kun på en anledning til at bryde frem? 'What's Hecuba to us?' Er det vores 'historiske' bevidsthed om og vage samvittighedskval over seks millioner jøder, der får os til uden tøven at tage parti for israelere mod ? ja, siden middelalderen ? 'muslimer' og 'arabere'? Efter sigende er dog 20 procent af palæstinenserne og 30 procent af libaneserne kristne.

En araber er en, som taler arabisk, en 'jøde' en, der tilhører den mosaiske tro, en 'semit' taler et semitisk sprog som akkadisk, aramæisk, arabisk, hebraisk. Det kan være godt at gøre sig disse ting klart, inden man kaster sig ud i en diskussion.

Nu giver en forfatter sit besyv med, om noget, han sikkert ikke ved meget om, udenrigspolitik. Information spurgte en række danske forfattere om deres mening om Gaarder og hans indlæg. De synes han "klovner rundt i det", han "pisser territoriet af", han kommer med en "naiv", "billig" eller "befriende" udmelding.

Stålsatte meninger

Ikke én kom ind på selve problematikken. Havde de mon læst artiklen? Kender de selv til den historisk-politiske baggrund?

Spørg fru og hr. Danmark-på-gaden: Hvordan opstod staten Israel? Hvad er palæstinensiske flygtningelejre? Hvem er palæstinenserne, og hvor kom de fra? Gå lidt tilbage i historien: Hvor kom de første israeler fra? Gå langt tilbage: Hvorfra og hvorhen kom de første jøder? Hvem mødte de? I manges bevidsthed er Hitlers holocaust uløseligt forbundet med, i nogles bevidsthed anledningen til Anden Verdenskrig. Og op af sådan suppedas - med et islæt af lidt rudimentær 'bivelskistårri' - danner mange sig stålsatte meninger om kurante emner.

Hvad ved vi om forspillet til staten Israels oprettelse, om Ben Yehuda og Herzls propaganda, om Lord Balfours flirt med jøderne i 1917, om jødiske terroristgrupper, om FN's beslutning om at fratage et folk en del af deres land for at give det til efterkommerne af en andet folk, hvis forfædre - som invasorer for næsten to tusind år siden havde boet dér? Hvad ved vi om ægteskabet mellem Israel, jøder og USA's præsidenter? Hvad gemmer der sig i skabet? Under dynen? Kan De lide lugten i bageriet? Og ? dagens gyser ? hvordan bliver efterspillet?

Gaarder ønsker debat, og han har vist ganske godt greb om emnet. Han skriver bl.a.

"Vi anerkjenner ikke lenger staten Israel.... Så var det mange som ikke anerkjente Saddam Husseins Irak, eller serbernes etniske rensing. Nå må vi venne oss til tanken: Staten Israel i sin nåværende form er historie. Vi tror ikke på forestillingen om Guds utvalgte folk".

Retorisk provokerende

Han skriver altså ikke at staten Israel skal udryddes, men fortsætter:

"...skam over etnisk rensing, skam over samtlige terroranslag mot sivilbefolkning enten de begås av Hamas, Hizballah eller staten Israel!"

Hvem kan her være uenig? Og FN-beslutningen fra 1948 godkender han uforbeholdent, men...(og bemærk det 'men'):

"Det var historisk og moralsk nødvendig at jødene fikk sitt eget hjem. Men staten Israel har med sin skruppelløse krigskunst og sine motbydelige våpen massakrert sin egen legitimitet."

Han er klart retorisk provokerende, men forventer som en selvfølge, at hans velbegavede læser kan følge argumentationen:

"Må verden derfor se i nåde til sivilbefolkningen. For det er ikke de sivile enkeltmennesker våre domsprofetier er rettet mot...Vi aksepterer ikke bortføring av soldater. Men vi anerkjenner ikke deportasjon av hele folkegrupper eller bortføring av lovlig valgte parlamentsmedlemmer og regjeringsmedlemmer heller.

Ud af mølposen

Vi anerkjenner staten Israel av 1948, men ikke den av 1967."

Kommentatorer har, som man kunne vente, straks hentet det udtrådte begreb 'antisemistisme' ud af mølposen, men læser man Gaarders artikel - omhyggeligt - er det hverken religiøse, etniske eller sproglige fordomme, der kommer frem, det er fordømmelse af visse menneskelige handlinger, som alle normale må tage afstand fra, og tilbage bliver hos Gaarder en generel og altfavnende humanisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her