Læsetid: 4 min.

Jan Stages anti-krig

6. september 1997

"...Men personerne er frit opfundet. De er sammensat af de tusinder af danske soldater, som rejste ned til det tidligere Jugoslavien med den til tider håbløse opgave at knæsætte fred midt i krigen."
Jan Stage
EN ROMAN er et autonomt værk. Det gælder også Jan Stages nye roman, De andres krig, som udkom i går på forlaget Tiderne Skifter. Alligevel heftede de fleste anmeldere sig ved den bagved liggende virkelighed, som romanen er inspireret af, nemlig krigen i Bosnien, specielt forholdene i og omkring lejren med danske FN-soldater. Bogen rummer nemlig implicit - som Informations anmelder skrev - "en sviende kritik af de ansvarliges ansvarsløshed og mangel på mod, når det gælder om både at se krigen og sandheden i øjnene."
Aktuelt skrev, at romanen åbner for "en ømtålelig og tabuiseret, men også nødvendig diskussion af dansk sikkerhedspolitik og dens omkostninger lige nu."
Ekstra Bladet skrev, at virkeligheden bag bogen er oprørende, og at den officielle danske politik forudsætter glemsomhed, når den danske indsats i forbindelse med krigshandlingerne skal vurderes: "...det danske forsvar har aldrig placeret noget ansvar. Hertil har FN-styrken for megen betydning for forsvarets fremtid i dag."
Hvad der hentydes til, er at danske soldater blev såret og dræbt under deres fredsbevarende mission. Kunne dette være undgået? Greb vi - fra dansk side, politisk og millitært - hele opgaven for uerfarent og dermed uprofessionelt an, således at soldaterne blev de uskyldige ofre i et storpolitisk spil, hvor vi var forhippede på at påtage os vor del af nogle internationale forpligtigelser og tænkte mindre på sikkerheden?
Menige soldater har altid og gerne hovedrystende omtalt militæret som "Cirkus Mili", et cirkus med mange absurditeter som følge af de bureaukratiske kommandogange, med videre. Eller, som Politikens anmelder antydede, at krig for os er "noget, som helst skal ligne en spejderjamboree." Danmark holdt skindet på næsen ved at stille med sit kontingent af soldater, som det hedder. Udadtil.
NÅR JAN STAGE i dette tilfælde vælger romanen som udtryksform, hæver han historien ud af den "rigtige" virkelighed og over i en anden. (Han har dog også dækket krigen journalistisk i blandt andet Information). Han opnår derved forfatterens frihed til at fabulere, men mister samtidig den dokumentariske slagkraft eller tyngde. Det er nemmere at sidde kritikken overhørig for de involverede - der er jo trods alt "kun" tale om en roman og dermed fri fantasi. Til gengæld opnår han at få skildret en anden sandhed, en litterær sandhed, om man vil, som måske til syvende og sidst kan fortælle mere end det, der fremgår af rapporter fra krigen og stedet. Nemlig at komme helt ind under huden af den menige soldat, se det hele fra dennes point of view. Man er i lejren.
I fabuleringerne kan han vise de sorte sider, det følelsesmæssige, det famlende og fumlende, det tragisk farceagtige.
Når forfatteren nu gør sig den ulejlighed at løfte begivenhederne over i fiktionens verden, hvorfor har anmelderne så så travlt med at løfte den tilbage i virkelighedens verden, til de virkelige menige og officerer, i den virkelige lejr? Fordi det på en eller anden måde, kunstnerisk og menneskeligt, er lykkedes ham at godtgøre eller i hvert fald sætte spørgsmålstegn ved, om vores deltagelse i den internationale fredsstyrke er sket under betryggende forhold. Nuvel, betryggende forhold eksisterer ikke i en krig, men altså: Maksimalt betryggende forhold.
Det fremstår af bogen, at de danske soldater slet ikke var erfaringsmæssigt "påklædt" til at stå midt i en rigtig krig. At de byggede deres lejr på en alt for usikker grund, placerede den strategisk forkert, og at de blev kastet for ulvene, i dette tilfælde lokale hugaf'er, der allerede længe var blevet påvirket i kynisk retning af en bestialsk krig, hvorfor de var skråt op ligeglade med, hvad der måtte være af aftaler og regler omkring de fredsbevarende FN-styrker.
Hertil kommer de kommunikationsbrist, der opstod af, at soldater fra så mange forskellige lande pludselig skulle arbejde sammen i virkelighedens krig, som er noget ganske andet end øvelsernes.
SOM FORFATTER har Jan Stage skrevet flere bøger om eller fra krige. Han har gjort det, som så ofte forlanges i debatterne om forfattere: De skal lade sig inspirere af virkelighedens dramaer, af Ishøj eller Nordisk Fjer, eller hvordan det nu er blevet konkretiseret. I en genre, der er dyrket af forfattere fra Remarque til Hemingway til Heller og Mailer har han kun langsomt opnået en position svarende til den,
en spændingsforfatter som for eksempel Jan Guillou har i Sverige, nemlig at skrive medrivende plus noget mere. Det er dette mere, der gør De andres krig til en overordentlig vigtig bog. (Jan Stages bedste, som anmelderen i Politiken skrev). En anti-krigsbog, som altså fører os hen til fiktionen og tilbage igen. Hvad skete der egentlig? Det er det spørgsmål, stort set samtlige anmeldere i grunden ønsker besvaret.
APROPOS Jan Guillou, så optrådte den svenske forfatter forleden i en tv-samtale på DR2, hvor han forklarede noget om, at romaner næppe var egnede til at få en kritik taget alvorligt i den samfundsmæssige debat. Hvilket var hans egen erfaring efter at have skrevet en række romaner med kritik af efterretningsvæsenet. Man får håbe, at han tager fejl, og at Stages roman ikke lider samme skæbne, hvad modtagelsen indtil videre ikke tyder på.Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her