Læsetid: 3 min.

Ja/nej til Nyrup

23. november 1996

"I de sidste 20 år er der produceret så megen lidelse og elendighed, at det ikke kan bortforklares med det enkelte menneskes manglende evne til at tage ansvaret for sit liv."

Bjarne Lenau Henriksen fra Kirkens Korshær

GRANGUIRLANDER OG JULEHJERTER overbugnende indkøbsgader og storcentre stemmer allerede nu danskerne til den store forbrugsfest i anledning af Jesusbarnets fødselsdag om en måned. Grønt og rødt er godt for øjet og begæret, omsætningen og beskæftigelsen, den økonomiske vækst og det socialdemokratiske velfærdssamfund.
Om de grønne og røde enhedslistefolk ellers vil lade den socialdemokratisk ledede regering fortsætte sin velsignelsesrige virksomhed med stadig flere biler, broer og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger på arbejdsmarkedet. For som det pludselig er blevet den almendannede offentlighed bekendt, eksisterer der faktisk en liste Ø med seks mandater i Folketinget, der trods afsky for både kirker, kors og hære har samme syn på de sidste 20 års udvikling, som Bjarne Lanau Henriksen fra Kirkens Korshær. Voksende lidelse og elendighed falder også denne såkaldte Enhedsliste mere i øjnene, end Nyrup-regeringens storslåede resultater som følge af økonomiske vækst, og nu er det pludselig faldet i denne listes lod at afgøre, om regeringen skal fortsætte.
Det afgøres måske og i hvert fald under den danske verdenspresses nyvakte bevågenhed på listens årsmøde i dag og i morgen i - af alle steder - Rødovre. Hvor grønt gran også pynter strålende forretningers facader.

YDERLIGGÅENDE samfundskritik vil ovenstående blive kaldt af ikke blot regeringen, men også den borgerlige opposition plus hovedparten af landets medier, uddannelsesinstitutioner, kulturelle etablissementer og forskere. Var det ikke, fordi de seks rød-grønne sataner i disse dage ved skæbens spil, finansminister Mogens Lykketofts fejlvurdering af de konservatives bæredygtighed og de konservatives egen snedighed har fået tildelt rollen som tungen på den vægt, der afgør finanslovens skæbne, overdøves den slags kritik ellers altid af hele årets juleforberedelser.
Men hvad så med de seneste to undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet (SFI), som blev gennemgået i Informations nyhedsanalyse i går? Marginalisering 1990 - 1994 hedder den ene, udarbejdet af
Olaf Ingerslev og Lisbeth Pedersen. Opvækst med arbejdsløshed - En forløbsundersøgelse af to generationer født 1966 og 1973 hedder den anden, udarbejdet af Mogens Nygaard Christoffersen. Forleden sammenfattede instituttets direktør Jørgen Søndergaard undersøgelsernes billede af Danmark med ord som disse:
"Fra 1982 til 1994 er gruppen af marginaliserede danske kvinder og mænd i den ellers arbejdsduelige alder vokset med 80 pct., skønt ledigheden 'kun' er steget med 20 procent. Hvorfor skulle Enhedslisten holde liv i en regering, der kalder det et fremskridt?"
"Langvarig eller permanent arbejdsløshed har langt værre og mere direkte effekt på børn, der vokser op i skyggen af den, end hidtil troet. Hvorfor skulle Enhedslisten ikke udløse et valg, så virkeligheden bag al regeringens velfærdsglimmer kom til debat?"
"Fordi regeringen nu er ved at vende udviklingen i kraft af økonomisk vækst og arbejdsmarkedspoltiske foranstaltninger med uddannelse og stramninger som hovedingredienser, vil Lykketoft hævde. Men den førstnævnte SFI-undersøgelse fører tal frem helt til slutningen af sidste år, der på ingen måde tyder på nogen omvending af betydning. Og da havde regeringen trods alt virket i næsten tre år. Foreliggende tal fra i år ændrer foreløbig heller ikke billedet i en grad, der dementerer Enhedslistens (og Kirkens Korshærs) samfundssyn. Når så den anden SFI-undersøgelses rystende fremstilling af marginaliseringens menneskelige omkostninger i slægtled efter slægtled føjes til, plus regeringens mildest talt tvetydige miljøpolitik (Katamaranerne!), - er tiden vel inde til at rense luften med et valg?"

SLET IKKE - vil også mange enhedslistefolk i deres stille sind tænke i Rødovre denne weekend. For som Bjarne Lenau Henriksen også siger: "Den udstødelse, vi ser i velfærdssamfundet, er båret af et funktionalistisk menneskesyn, hvor mennesket er bestemt af det evne til tilpasning efter tidens hovedord som intelligens, styrke, målbevidsthed, hurtighed, fremdrift, sundhed og kreativitet."
Den moderne mentalitet vil Uffe Ellemann og Anders Fogh score på, hvis vi vælter Nyrup nu, vil mange af de rød-grønne (ikke mindst i folketingsgruppen) hviske under grangrenene i Rødovre. Højt vil de naturligvis råbe, at Nyrup er en klasseforræder, så Enhedslisten kan bevare spændingen og opmærksomheden om sig til det sidste. Men til allersidst - bliver det jul endnu engang. Nok især for Nyrup...

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her