Læsetid: 3 min.

Jantes brille?

12. oktober 2006

Hvad er det der sker? I den foregående uge har jeg taget mig selv i at stå på gaden og udbryde et "Nej, nej, nej." Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, der foregår?

Fyringen af Langdal og Hartmann er mig en gåde, for en fyring kan man vel godt kalde det, når de ikke har fået genansættelse i deres chefstillinger på Betty Nansen Teateret. Som skuespiller har jeg haft det privilegium at være ansat på Betty Nansen Teateret, først i forestillingen 1001 nat Nu! og senest i Tørklædemonologerne i sidste sæson på Edison.

Begge forestillinger er en del af det projekt, der hedder De andres Tanker, som Betty Nansen med stor succes har kørt de seneste år. Og begge forestillinger har udvidet min horisont som skuespiller og menneske og har fået folk til at stoppe mig på gaden, også længe efter vi var holdt op med at spille.

Åbenbart to forestillinger der har rykket i publikum, fået dem til at tænke. Og er det ikke lige det, vi vil med kulturen, foruden at underholde?

Fællesskab

Man skal møde sig selv i teateret, og det kan man gøre på mange måder. Betty Nansen Teatret har gennem sine forestillinger fået os til at møde os selv, nogen gange ved at møde 'de andres tanker', andre gange ved ultramoderne opsætninger som Hedda i Langdals iscenesættelse: Et billede på vores tid, en tid hvor vi skal have et fix for at kunne mærke os selv, hos Hedda i form af erotik og leg med døden.

Jeg har talt med en, som aldrig gik i teateret, men med standup-genrens kunstgreb fik mod på Gynt, og skægt nok fandt han også vej til før nævnte Hedda, fordi ham Ibsen måtte han sgu' da lige tjekke ud.

Jeg har også talt med unge, som har været en del af Contact (et integrationsprojektet på Edison), som bare lige måtte over at se, hvad 'kollegaerne' lavede på den anden scene (Betty Nansen).

For er det ikke også det, vi vil med kulturen? Skal den ikke pirre vores nysgerrighed, få os til at føle os som en del af et fællesskab? Er det ikke det, vi har brug for i et samfund og en verden, som bliver mere og mere globaliseret og multietnisk?

Jantes brille

Til foråret skal jeg være med i Købmanden på Betty Nansen Teateret. Hvis jeg ser fyringen af Langdal/Hartmann gennem en købmandsbrille, kan jeg kun sige, at det strider imod al godt købmandskab at fyrre sine bestyrer, når der er økonomisk plus på bundlinien.

Hvis jeg tager mine kunstnerbrille på, som den skuespiller jeg er, hvad ser jeg så? At Langdal/Hartmann konstant udvider det sceniske rum, evigt søgende, evigt fabulerende over, hvad teateret kan med sit drama og sin samtid.

Hvis jeg tager mine sociale briller på, som det menneske jeg er, så ser jeg, at Betty Nansen og Edison under ledelse af Langdal og Hartmann i den grad har bidraget og beriget vores samfund ud over det sædvanlige.

Hvis jeg tager mine moderne verden-er-min-legeplads-brille på, træder en duo frem, som har fået Betty Nansen Teateret på det internationale verdenskort med bl.a. Woyzeck og senest Tørkældemonologerne, som havde stor bevågenhed fra den internationale presse. Hvor mange gange er det lige, det er sket i dansk teaterhistorie?

Og så er jeg tilbage til hvor jeg startede: Hvorfor? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Der er selvfølgelig en brille tilbage, en lille ,kedelig, fedtet en, og det er ikke gerne, at jeg spørger, men kan det mon være...Jantes?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu