Læsetid: 5 min.

En januardag ved Wannsee

Der bliver ikke stukket noget under stolen på Wansee-museet, hvor 15 topnazister i januar 1942 besluttede sig for at gennemføre Holocaust
28. januar 2006

BERLIN - Kun tre af de 15 topnazister, der i januar 1942 traf beslutningen om at iværksætte det systematiske mord på seks millioner mennesker, blev dømt og henrettet. Det er en af de mange rystende oplysninger, man kan tage med sig hjem, når man har besøgt den nyåbnede udstilling i den villa, der var rammen om den såkaldte Wannsee-konference, der er gået ind i historiebøgerne som den formelle start på Holocaust.

På en metalplade lige ved siden af indgangen til den herskabelige villa i Berlins vestlige udkant, nær Potsdam, står der: "I dette hus fandt i januar 1942 den berygtede Wannsee-konference sted. Til minde om de jødiske medmennesker, der omkom under det nationalsocialistiske voldsherredømme."

I disse dage er det så koldt, som det ikke har været i det nordlige Tyskland i 50 år. Det fryser mindst 15 grader, og søen Wannsee er frosset til. Ned til bredden ligger den imponerende villa opført i 1914-15 af fabrikant Ernst Malier, fra 1941-45 benyttet af SS. I haven og i den lille allé residerer løver og amorfigurer af marmor, og på terrassen ud mod søen står en græsk atletisk ungersvend med et strategisk placeret figenblad.

Var det mon lige så koldt for 64 år og få dage siden? Den 20. januar 1942, da 14 af Det Tredje Riges højtstående embedsmænd på invitation fra Sikkerhedstjenestens chef Reinhard Heydrich, en af Nazi-Tysklands mest berygtede bødler, mødtes her til "konference med afsluttende morgenmad" for at diskutere 11 millioner jøders skæbne. Her i spisesalen med voluminøs stuk og glasdøre med udsigt over søen indledte Heydrich, ifølge konferenceprotokollen, med at sige, at mødet var indkaldt for at skaffe klarhed om principielle spørgsmål i forbindelse med den endelige løsning (Die Endlösung) af, hvad han betegnede som det europæiske jødespørgsmål. Med principielle spørgsmål skulle forstås de organisatoriske, praktiske og økonomiske aspekter, som rigsmarskal Hermann Göring havde efterlyst en skitseplan til.

Energiske udryddere

Den engelske historiker Martin Gilbert skriver i sin bog The Holocaust - The Jewish Tragedy fra 1986, at Heydrich undlod at fortælle, at man i udryddelseslejren Chelmno i Polen, i de 44 dage op til konferencen, havde myrdet mere end 40.000 jøder og sigøjnere med gas. Morderne var allerede godt i gang. Men som Gilbert understreger, skulle udryddelserne, der indtil nu var foregået på fragmentarisk og forsøgsagtig basis, med denne konference formaliseres og effektiviseres. Jernbanerne, bureaukraterne og diplomaterne kunne nu arbejde i fred og harmoni frem mod det fælles mål.

Først i 1992 på 50-årsdagen for Wannsee-konferencen åbnede villaen med en permanent udstilling som sted for oplysning og erindring. Siden er den blevet en af Berlins mest besøgte udstillinger. Indtil september 2005 så 760.000 besøgende udstillingen. Den 19. januar i år åbnede man så dørene for en teknisk og pædagogisk forbedret udstilling med materiale fra hidtil utilgængelige arkiver i Østeuropa, i Moskva og i Baltikum, hvor man havde fundet nye dokumenter og fotos.

Resultatet er overvældende. I udstillingens første rum præsenteres man for fire jøder, der alle som de eneste i deres familier overlevede holocaust. Fire gribende skæbner, der bliver ved med at dukke op i den øvrige udstilling, som er både nøgtern og informativ. Overskrifterne til de enkelte rum er for eksempel "Racisme og jødefjendskab", "Integration og antisemitisme i Weimar Republikken", "Racistisk politik og jødeforfølgelse i Tyskland 1933-39", "Krig og folkemord i Øst- og Sydeuropa", "Ghettoerne", "Koncentrations- og dødslejre".

Der bliver ikke stukket noget under stolen. Der er farvenærbilleder af børnesko fra massakren i Babij Jar den 30.-31. september 1941 på 33.771 jødiske beboere fra Kiev i Ukraine. Der er et primitivt tegnet kort med kister og dødstal ud for forskellige byer i Baltikum og det vestlige Sovjetunion, som en såkaldt Einsatzgruppe havde vedlagt som dokumentation for sin energiske indsats over en tremåneders periode 1941-42.

Der er fotos af gamle jødiske mænd med kalot og langt skæg, der står og graver deres egen grav. Der er et farvefoto af en tydeligt forlegen og underskøn sorthåret sigøjnerkvinde, der i 1937 på Institut for Racehygiejne får kontrolleret og bestemt sin øjenfarve ved hjælp af et farvekort af en nidkær lyshåret tysk matrone. Racelovene fra Nürnberg får vi at se i piktogramform: En sort cirkel er en jøde og en hvid en fuldblodstysker og halvsorte og halvhvide de såkaldte 'Mischlinge'. Og på aflange plancher får vi at vide, at der i de tre udryddelseslejre Sobibor, Treblinka og Belzec i Polen blev myrdet henholdsvis 250.000, 900.000 og 500.000 jøder.

Kun tre blev dømt

I spisesalen, hvor konferencen fandt sted, kan man i midten af rummet i montrer studere protokollen fra konferencen. På væggen hænger fotos af de 15 deltagere og en kort beskrivelse af deres indsats og skæbne. Blandt deltagerne var Adolf Eichmann, der kom til at stå for bl.a. transporten af jøderne til udryddelseslejrene, og Dr. Roland Freisler, dommeren, der var kendt for sine hysteriske tirader mod nazismens fjender. I august 1942 blev han udnævnt til præsident for nazisternes Folkeretsdomstol, hvorfra han eksekverede tusinder af dødsdomme over politiske modstandere, heriblandt søskendeparret Hans og Sophie Scholl, der var med i modstandsgruppen Weisse Rose. De fleste af de 15 deltagere kunne få år efter krigens afslutning sive ud i det vesttyske samfund som frie borgere. Kun tre måtte på skafottet. Heydrich omkom ved et attentat i Prag i 1942, og Freisler døde i Berlin under et luftangreb i 1945.

I et hjørne kan man se dokumentarfilm på en fjernsynsskærm. Den ene er med Esther Reiss, født Esther Yoskovitz i 1923 i den polske by Lodz. Hun er den ene af de fire overlevende, der præsenteres ved udstillingens begyndelse. En trivelig dame omkring de 80 år med kort gråt hår, store briller, en kraftig hage, læbestift og lilla skjorte. En livfuld dame, der på tysk med kun svag accent fortæller om livet i ghettoen i Lodz i Polen med sult, tyfus og død, om deportationen derfra og om sin egen og sin families forfærdelige skæbne.

"Om jeg så fortæller jer tusinde gange, hvor slemt det er, når man sulter, så kan man ikke tro det, når man ikke selv har oplevet det", siger hun.

Hendes far døde af sygdom i januar 1942, dagen efter at familien på kummerlig vis havde fejret broderens bar mitzva. Broderen døde af sygdom et halvt år efter.

"Vi fik lov til at begrave ham ved siden af min far. Så i Lodz har jeg faktisk en grav med min far og min bror", siger Esther Reiss.

Hendes mor og to søskende blev deporteret til udryddelseslejren Chelmno i september 1942, hvor de blev myrdet, og i september 1944 blev hun og hendes søster Itka sendt til Auschwitz og senere til Bergen-Belsen.

"Da krigen var slut, ville jeg begå selvmord. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg måtte jo fortælle min mor, hvad der var sket med min søster. Hun døde en af de sidste dage i Bergen-Belsen."

Esther overlevede og udvandrede til Palæstina i 1946, hvor hun skabte sig sin egen familie.

Haus der Wannsee-Konferenz, Mindesmærke for oplysning og erindring. Am grossen Wannsee 56, Berlin. Mandag-søndag kl. 10-18, gratis adgang. www.ghwk.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu