Læsetid: 2 min.

Japan undskylder atter for Anden Verdenskrig

Premierminister markerede 60-års-dag for Japans kapitulation ved atter at undskylde for overgreb på naboer. Han holdt sig væk fra omstridt helligdom
16. august 2005

Japans premierminister, Junichiro Koizumi, udtrykte på ny mandag sit lands 'oprigtige undskyldning' for de lidelser, som japanerne forårsagede under Anden Verdenskrig. Han lovede samtidig at søge at forbedre forholdet til nabolandene.

Erklæringen kom i forbindelse med højtideligholdelsen af 60-års-dagen for Japans betingelsesløse overgivelse ved afslutningen af krigen.

"Gennem kolonialstyre og aggression forårsagede vort land enorme ødelæggelser og lidelser hos folk i mange lande, især i Asien," hedder det i en erklæring udsendt af Koizumi.

"Vi accepterer ydmygt disse historiske kendsgerninger og udtrykker igen vor dybe anger og vor oprigtige undskyldning," hedder det videre.

Han lovede, at Japan aldrig igen vil indlede en krig, og sagde, at han vil samarbejde med naboerne, især Kina og Sydkorea, om at bevare freden i regionen.

Koizumi udsendte erklæringen i går, hvor japanere højtideligholdt 60-års-dagen for Japans kapitulation.

Junichiro Koizumi sørgede samtidig over Japans egne dødsofre i krigen ved en mindehøjtidelighed sammen med kejser Akihito og kejserinde Michiko. Men han holdt sig væk fra det omstridte Yasukuni-tempel, hvor 14 dømte krigsforbrydere æres sammen med over 2,5 millioner døde japanske soldater siden sidst i 1800-tallet.

Premierminister Koizumi har, siden han kom til magten i 2001, årligt aflagt besøg ved templet, men afstod altså i denne omgang.

Kraftig kinesisk reaktion

I en leder i forbindelse med 60-års-dagen fordømte det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua og avisen China Daily de tilbagevendende højtideligheder ved Yasukuni-templet.

"Endnu i dag er templet fortsat fyldt med materiale, der forherliger Japans forgangne aggression uden noget tegn på anger over krigsforbrydelser," skrev China Daily.

"Det faktum, at den siddende premierminister besøger Yasukuni som nationens repræsentant, demonstrerer en åbenlys mangel på erkendelse af og en tilsidesættelse af dem, der har følt smerten ved Japans aggression," fortsatte avisen.

Xinhua beskyldte den japanske højrefløj for "fortsat at forsøge at forherlige krigsforbrydere og trivialisere den militære aggression, der bragte frygtelige katastrofer over Kina, den koreanske halvø og andre ofre i Asien".

Den japanske sundhedsminister, Hidehisa Otsuji, og landets miljøminister, Yuriko Koike, besøgte Yasukuni-templet i går sammen med den daglige leder af det regerende Liberale Demokratiske Parti, Shinzo Abe.

Japanerne splittede

Japanerne er delte i spørgsmålet om, hvorvidt politikerne skal blive ved med at besøge det gamle tempel for at mindes de faldne fra Anden Verdenskrig.

Hvis premierminister Koizumi havde besøgt templet i går, ville det have udløst en ophedet debat forud for det parlamentsvalg, der finder sted i Japan 11. september.

Koizumi opløste sidste mandag andetkammeret i det japanske parlament, efter at førstekammeret tidligere på dagen havde nedstemt hans forslag om privatisering af det japanske postvæsen.

Forslaget var en central del af den reformpakke, som Koizumi vandt valget på, da han kom til magten i 2001.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu