Læsetid: 4 min.

Japans rolle

23. august 1997

Den amerikansk-japanske sikkerhedspagt dækker området nord for Filippinerne, og det inkluderer Taiwan-strædet.
Seiroku Kajiyama, japansk kabinetsekretær.
EN LEDENDE talsmand for den japanske regering har i den forløbne uge bragt sindene i kog i det store naboland Kina. Seiroku Kajiyama sagde først de formastelige ord "inkluderer Taiwan-strædet" i et tv-interview søndag og gentog dem siden under et pressemøde i Tokyo tirsdag. Det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua var straks på banen med den hvasse kommentar, at "det udgør en trussel mod Kinas suverænitet og sikkerhed" og krævede, at Japan trak udtalelsen tilbage - underforstået, at der måtte være tale om et fejlcitat.
Men det var der ikke. Onsdag fastslog en anden regeringstalsmand, at udtalelsen var fuldt ud dækkende for den japanske regerings holdning til spørgsmålet. Altså at Taiwan indgår i den militære sikkerhedsalliance mellem USA og Japan.
DET ER DER sådan set ikke noget nyt i. Selv om både USA og Japan siden 1970'erne har haft diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina og dermed anerkendt, at der kun eksisterer ét Kina, har USA hele tiden forbeholdt sig ret til at opretholde forbindelser med Taiwan og især til at forhindre en militær konflikt i Taiwan-strædet. Senest set i praksis i foråret 1996, da Kina skød med skarpt tværs over strædet for at advare Taiwan mod konsekvenserne af en uafhængighedserklæring - og amerikanske krigsskibe lagde sig imellem.
Det nye er, at USA og Japan i øjeblikket er i gang med at revidere retningslinjerne for de to landes forsvarssamarbejde. Arbejdet ventes færdigt i næste måned og vil efter alt at dømme medføre, at Japan vil få den mest aktive militære rolle siden afslutningen af Anden Verdenskrig. En krig, hvor Japan som bekendt var den store aggressor i størstedelen af Øst- og Syd-østasien, og som efter nederlaget i 1945 tvang landet til i sin nye forfatning at afstå helt fra brugen af militær magt og at indordne sig passivt under den amerikanske sikkerhedsparaply i området.
De nye retningslinjer for forsvarssamarbejdet vil ikke ændre på det forhold, at Japan ifølge sin forfatning ikke kan bruge militær magt, men de vil sandsynligvis give Japan en langt større rolle i samarbejdet. Såsom at stå for den logistiske støtte til de amerikanske styrker i aktion i regionale krisesituationer, men måske også et skridt videre, så Japan kan sende krigsskibe til områder i tilfælde af væbnede konflikter.
JAPANSKE krigsskibe i Taiwan-strædet? Her begynder det for alvor at blive ømtåleligt. Kina har igen og igen advaret Japan imod at inkludere Taiwan i de nye retningslinjer for forsvarssamarbejdet, og ministerpræsident Li Peng sagde i går under et besøg i Malaysia, at den seneste melding fra Tokyo om, at det er lige, hvad man har tænkt sig at gøre, er "fuldstændig uacceptabel."
For det første er Taiwan i de kinesiske lederes øjne en del af Kina og dermed et "internt anliggende", og for det andet har Kina traditionelt betragtet ethvert skridt mod en ændring af Japans rolle i området med stor mistro, iblandet frygt for en genoplivning af japansk militarisme.
Sidstnævnte bygger på det faktum, at Kina led frygteligt under den japanske besættelse, hvilket har gjort det relativt let for de kinesiske ledere at hive skræmmebilledet "japansk militarisme" frem, hver gang der har været lagt op til ændringer i efterkrigsarrangementet. Eller når den kinesiske ledelse har været utilfreds med et eller andet, som Japan har foretaget sig, eller når man på hjemmebane har haft brug for at oppiske de nationalistiske følelser. Slet og ret.
JAPAN BÆRER selv en del af skylden for denne kinesiske usikkerhed og mistro, blandt andet ved ikke klart at have taget afstand fra og ansvaret for krigens mange uhyrligheder. Og ved de stadigt tilbagevendende episoder med en højtråbende japansk højrefløj, der blandt andet puster til striden omkring Diaoyu/Senkaku-øerne, som både Kina og Japan gør krav på.
Når det er sagt, er det også på høje tid, at Kina indser, at dagens Japan er milevidt fra det aggressive og militaristiske Japan, der eksisterede for mere end 50 år siden. Nogenlunde på samme måde som europæerne har måttet arbejde for en normalisering i forholdet til Tyskland.
Det er på tide, at Japan som verdens andenstørste økonomi finder - og får mulighed for at indtage - sin plads i regionen og tager et ansvar for den regionale sikkerhed, der svarer til landets økonomiske styrke. Det er den proces, der nu så småt er sat i gang med en omdefinering af Japans rolle i den sikkerhedsstruktur, som USA nu og mange år fremover stadig vil dominere totalt.
Sideløbende forsøger regionens anden stormagt, Kina, også at finde sin rolle i området. Den høje økonomiske vækst har sat Kina i stand til at opruste militært gennem flere år nu, og det vækker naturligt nok bekymring i hele regionen - så meget, at flertallet af lande, trods Japans blakkede fortid som aggressor, idag ser med større bekymring på Kina end på Japan.
Østasien har kort og godt brug for en sikkerhedsstruktur, der svarer til nutiden, og som placerer regionens to stormagter, Japan og Kina, i en fornuftig balance i forhold til hinanden. Hvis det er dét, Japan er ved at tage initiativ til, er det kun godt. Især hvis det sker på en velgennemtænkt måde. I den forbindelse er Taiwan nok ikke det smarteste emne at vælge til at tage hul på en svær proces. Dertil er det et alt for følsomt og helt uløst problem, der ikke kræver militære, men snarere diplomatiske løsninger. veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu