Danske jazzmusikere er populære gæster ved jazzfestivalen i Ezcaray i La Rioja. Det gælder ikke mindst EbbeTrabergs gamle venner, som nu saxofonisten Bob Rockwell, der en varm aften i sommer gav koncert med sin kvintet.
"Hej Ebbe, vi spiller for dig!" får han trykket af på saxofonen oppe fra scenen. Et hurtigt blik hen over det talrige publikum fortæller én, at jazzkoncerter i Ezcaray ikke kun tiltrækker jazzfreaks, men også bedsteforældre, onkler og tanter, unge og børn. En hvidhåret abuelita, bedstemor, sidder helt stille på klapstolen og lytter. De unge kysser, nu hvor de har chancen. Andre må nøjes med kindkys, mua, mua. Mødre med klapvogne kanter sig mellem stolerækkerne, mens en bedstefar med stok og baskerhue støtter sig til sønnike. Nabokoner hvisker de sidste nyheder. Tre drenge på afveje og rulleskøjter suser ned langs rækkerne. Svaler styrtdykker og er tæt på at ramme en publikummer, mens de væver et kvidrende lydtæppe ind i musikken.
"It's so beautiful here, it's hard to play music," betror Bob Rockwell sit publikum.
Alligevel står han og hans folk og spiller en vis del ud af bukserne. Prægnant, intenst og medrivende. Som om der er noget helt specielt på spil. Hvad der også er. Ebbe Traberg er på spil.
Episodios
Ebbe Trabergs jazzviden og -forelskelse lyser ud af de artikler, han bl.a. udgav i det spanske tidsskrift Scherzo fra 1986-96, og som nu er udgivet i bogen Episodios. På smukkeste spansk gør han rede for jazzens kår, for store kunstnere og deres musik. Mange af musikerne kendte han personligt, og han var konstant på farten til alverdens storbyer for at høre dem spille. Som i en fotografisk dokumentation fortæller han om dem på en distanceret, elegant og humoristisk måde. Han får samtidig også fortalt en masse om sig selv. Som f.eks. dengang han fulgte Dizzy Gillespie til lufthavnen i Madrid.
"Da vi skulle tage afsked med hinanden, kom han til at drysse aske fra sin endeløse cigar på min jakke, hvilket jeg tolkede som en slags ærestegn fra denne ærværdige verdensborger," skriver Ebbe Traberg i al ydmyghed over for den store trompetist.
Refugiet i La Rioja
Ebbe Traberg boede i Ezcaray om sommeren. Her søgte han ro til at skrive og få sat orden på sine tanker, langt langt væk fra hjembyen Madrids larmende og kvælende sommerhede. I Ezcaray var han en kendt og elsket figur.
"Folk kaldte ham hollænderen," fortæller Ramón Muro, en slægtning til Ebbe, mens han understreger, at spaniere (stadig) har det med at forveksle 'de nordiske' lande.
"Ebbe elskede el chateo, at få sig et par glas vin og en snak med folk på Masip, en af byens barer. Han elskede også at tale med bønderne om deres afgrøder. Han kunne tale med alle, og han vidste, hvad han talte om," understreger Ramón. "Når det så blev juli, var han at finde på byens Café Central, hvor han fulgte tv-udgaven af Tour de France sammen med de lokale - og måske lod han sig inspirere til sine artikler til Information. Når han altså ikke lige sad og hørte sin jazz derhjemme, alene eller sammen med sine venner" mindes Ramón.
"Ebbe havde en samling på flere tusind plader og cd'er, og man kunne ikke undgå at høre jazzmusikken strømme fra hans åbne vinduer med retning mod bjergene. Folk kendte den ikke, men det kom de til. Jazz, det var Ebbe!"
Jazzkapacitet
I spanske jazzkredse var Ebbe Traberg en ubestridelig kapacitet: "Han var den mest respekterede og elskede kritiker og specialist," skriver Claudio Cifuentes, jazzproducer på spansk tv og radio, i bogens forord.
Han førte timelange diskusioner med spanske jazzkritikere, ja ifølge Cifuentes var det Ebbe, der formede den tids generation af jazzkritikere i Spanien. Han hjalp spansk radio/tv med at skaffe indspilninger, de ikke selv havde.
Han medvirkede i radioprogrammer om jazz. Og for to år siden sendte det nationale TVE et tv-hold til Danmark for at lave en portrætudsendelse om ham. Tankevækkende, at Danmark havde - og stadig har - en betydelig mand i Spanien, uden at ret mange egentlig ved det.
