Læsetid: 3 min.

Jazzeksplosion

Giant jazz, kultjazz, kirkejazz, operajazz, turbinejazz, havejazz, museumsjazz, kultjazz, vandjazz, pladsjazz, glasjazz, fremtidsjazz. København forvandles 1.-10. juli til er én stor jam session
2. juni 2005

Så var der officiel præsentation af programmet for Copenhagen Jazz Festival 2005 på Borups Højskole med centraleuropæisk øl, buffet og æggende jazzrytmer.

Det handy programs forside prydes af den hemmelige plakatkunstner, HuskMitNavns, billede af den sjove, svedende trompetist, hvis øjne er ved at trille ud af hovedet på ham af bar spilleglæde. Indeni er der 130 sider, stoppet med informationer om koncerter, steder, reklamer og omtaler af landets største musikbegivenhed. Man byder på i omegnen af 800 koncerter på ti dage, hvilket er for meget.

Man kunne skære noget af det overflødige fedt fra og alligevel beholde det gode kød, men Copenhagen Jazz Festival er nærmest demokratisk på det punkt. Alle kan melde sig med et spillested og et program, og i år er der lige under 100 adresser på sale, torve, restauranter, cafeer, klubber, gårdhaver og kirker plus det løse med jazztilbud. Det er en labyrint at finde rundt i, måske fordi programmet er mere farverigt og øjedrillende end tilforn, men snart finder man ud af strukturen i kolofonen, der angiver temaer og centrale spillesteder.

Fra opera til gadejazz

Et nyt tiltag er den såkaldte "Jazz i Operaen", der afprøvedes sidste år med billetmæssig succes, og som nu har premiere i det nye operahus, hvor festivalens måske største attraktion, pianisten Chic Corea, kan høres 6. juli med sin nye flamencogruppe. To dage inden tager Pierre Dørge og hans New Jungle Orchestra forskud på 25 års-jubilæet med legenden Yusef Lateef.

Et andet tiltag er "Wonderful churches of Copenhagen", der foregår i byens andægtige rum bl.a. i Vor Frue Kirke 1. juli med Jan Garbarek og Hilliard Ensemble og 5. juli i Christians Kirke med soloklaver af Søren Kjærgaard og narrativ jazz med Suzanne Brøgger og trio. Som modsætning til det meditative er der "Jazz meets the street" med dj-s, freestyle rap og basketball 5.-6. juli på Hans Tavsens Plads.

Legendernes legende

Jazzhouse har vanen tro et af festivalens ambitiøse programmer, der i år snor sig omkring temaet "Kult og legender".

Lige nøjagtig hvad Christina Von Bülow og trioen GinmanBlachmanDahl laver dér, er svært at greje, deres gæster, Jan Allan og Palle Mikkelborg, tolkes som legendariske. Det passer bedre på den brasilianske troldmand, Hermeto Pascoal, "legendernes legende", der ruller sig ud med band d. 8. juli, og på keyboardspilleren Joe Zawinul, der rykker med sit syndikat 9.-10. juli. Det er også i Jazzhouse, at den brasilianske sangerinde og hjertetyv, Rosa Passos, optræder to dage 5.-6. juli.

Jazz rimer på glas, og dermed tænkes ikke kun på øl. I Glassalen 1. juli finder man Thomas Clausen med vibrafonisten Gary Burton plus ensemble, 3. juli Roy Haynes-gruppe, 5. juli Joe Lovano & Hank Jones Quartet og 7. juli Richard Galliano med sit tangoprojekt.

Og nu vi er i Tivoli, har fornøjelseshaven sit eget program på Plænen med bløde, sikre navne som Cæcilie Norby, Gino Vannelli, Caroline Henderson og funkgruppen Brand New Heavies.

Musik er et hav

Fremtidsjazzen kan spottes i Øksnehallen, hvor hovednavnene er norske Bugge Wesseltoft og britiske Matthew Herbert. Men fortiden haler indenom.

1. juli er der biografpremiere på Niels Lan Dokys film, "Between a smile and a tear", om Jazzhus Montmartre, dagen efter mindes afdøde NHØP med en koncert i Kongens Have, Haveselskabet på Frederiksberg hylder John Coltrane 7. juli, og dagen efter er der "Store bebop dag". Summen af årets festivalprogram er endnu engang en enorm diversitet af koncerter i alle genrer alle steder for folk i alle aldre.

"Musikken er et hav, bad i det," sagde musikeren Christian Sievert på Borup Højskole. Man gør det gerne i København til sommer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu