Læsetid: 3 min.

Jazzmeteorologi

16. juli 2002

DE TUNGE, mørke skyer nåede aldrig rigtig ind over byen. Regnen kom aldrig, hvilket meteorologerne ellers gav en dyster profeti om ved begyndelsen af dette års Copenhagen Jazzfestival, den fireogtyvende af slagsen, der blev afrundet søndag nat med de sidste koncerter og jam sessions.
I stedet fik solen og smilet lov at råde. Og bl.a. derfor er man på sekretariatet for Copenhagen Jazzfestival ovenud tilfredse med afviklingen af hovedstadens store årlige jazzfest. Og der er vel grund til tilfredshed på baggrund af den markante interesse, der har været vist jazzen (igen) i år fra især publikums side. Rigtig mange mennesker har gæstet de udendørs gratis koncerter på torve, pladser og i haver, der gør festivalen til noget særligt.
Et markant spillested som Copenhagen Jazzhouse har meldt udsolgt til næsten samtlige koncerter ugen igennem trods et program, der – ikke hver aften med held – havde fokus på europæiske jazznavne, og helt havde valgt at se bort fra amerikanske stjerner. Jazzen har for en stund været den rene populærmusik og er indgået i byens puls, så naturligt som caféernes summende liv, stopsignalernes rytme og S-togenes gennemtrawling af jernbanenettet.

COPENHAGEN Jazzfestival er angiveligt landets største kulturbegivenhed, og tjener som sådan til at sætte fokus på den improviserede musik. Og taget i betragtning, at Copenhagen Jazzfestival i løbet af de sidste par år har måttet spare noget, der ligner halvdelen af sit budget væk grundet hovedsponsoren Tuborgs gradvise nedtrapning og nu sørgelige beslutning om helt at opsige sit økonomisk vægtige sponsorat af festivalen, må man sige, at det ikke endnu har haft mærkbar indflydelse på det musikalske udbud.
Det har været så bredt og broget som nogensinde. Årets jazzfestival blev i kunstnerisk forstand ikke nogen stor årgang med koncerter, der vil mejsle sig ind i erindringen.
Dertil var der for mange skuffelser og halvgode koncerter, men festivalen vil blive husket for sin markante europæiske profil, der gav mulighed for – på godt og ondt – at høre bl.a. franske og tyske orkestre og bød på små fine overraskelser, som besøget af de slaviske solopianister Bojan Z og Matija Dedic.

OG SÅ trækker der alligevel mørke skyer ind over dansk jazzkultur. For festivalen er slut, og dagligdagen for de mange aktive danske musikerne og
interessefolk begynder på ny. En dagligdag der formørkes af regeringens iværksatte spareprogram, som har skabt et ubehageligt usikkert klima blandt frustrerede musikere og ledere af orkestre, der mister transportstøtte og på spillesteder, der får skåret i
deres driftsstøtte.
Desuden er kulturministeriets planer om centralisering af de musikalske genreorganisationer, her i blandt Dansk Jazzforbund, blevet mødt med massiv modstand fra kunstnere og branchefolk. Det er da også rent ud sagt en uhyrlig tanke at ville afskaffe et jazzforbund, der igennem mange år har opbygget en service, en viden og et bredt arbejdsområde indenfor dansk jazz med tråde til det internationale jazzliv. De hårdest ramte bliver kunstnerne og det vækstlag, som regeringen på papiret ønsker at støtte.
Selv de mest etablerede og fremsynede jazzmusikere ser ud til at måtte opgive normal turnépraksis, hvis de har dristet sig til at tænke for stort og ambitiøst.
F. eks. en af vore fremmeste og flittigste jazzmusikere, saxofonisten Fredrik Lundin, der har gjort rede for sin egen situation i et åbent brev til Brian Mikkelsen. Det kan læses på Dansk Jazzforbunds hjemmeside (www.dkjazz.dk) sammen med en lang række andre debatindlæg, der handler om jazzlivets truede vilkår.

LUNDIN RISIKERER nemlig at skulle opgive at turnere med sit anmelderroste og prisbelønnede 11-mands-band, Overdrive. Hvis Lundins personlige, dystre vejrudsigt holder stik, vil han ikke være den eneste, der kommer til at mærke regeringens ragekniv. Et helt basalt trivselsgrundlag for jazzen, der er en smal og økonomisk skrøbelig genre, er i fare.
For uden transportstøtte ingen turneer, hvilket betyder tabt hyre og tabt KODA-fortjeneste for kunstnerne og deraf frustrerende økonomiske og
arbejdsmæssige vilkår – og nul dansk kvalitetsjazz i provinserne eller i udlandet.
Den ny usikkerhed dræber formentlig også en række ellers mulige økonomiske satsninger og initiativer. Men den dræber naturligvis ikke jazzkunstnerne. De skal nok skal blive ved. Selv under usle vilkår. Som Lundin skriver på idealistisk vis:
»Vi vil vores kunst, koste hvad det koste vil. Derfor er det også så let at tage penge fra os, for vi fortsætter sgu bare, til den sidste møl forlader portemonnæen«.

cmh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her