Læsetid: 7 min.

Med jeg'et som bedste argument

'Min holdning er lige så god som din.' Med os selv som højeste smagsdommer er vi holdt op med at argumentere. Men det er en alvorlig stopklods for den ligeværdige dialog, mener Peter Thielst, aktuel med en ny bog
24. oktober 2005

Vi vil realisere os selv, fordybe os, finde mening med livet. Men det selvrealiseringsprojekt har Peter Thielst, filosof og manden bag Det lille Forlag ikke meget tilovers for. Selvom han ikke mener, der ville være noget galt i at ville finde meningen med livet, hvis ikke rationale og fornuft gik fløjten samtidig. Hvis ikke vi bedrog os selv, med flotte ord, der puster os selv og vores handlinger op til noget, de ikke er.

Derfor har Peter Thielst netop skrevet bogen At realisere sig selv - Kritik af det omsiggribende selvbedrag, hvor han giver samtiden nogle hårde ord med på vejen.

"Det her med at realisere sig selv og finde mening er noget, folk kredser om med alt for stor forventning og med alt for pauvert resultat. Livets mening er måske netop et af de spørgsmål, vi ikke kan besvare, måske er det selve spørgsmålet, der er noget galt med. Det er noget pjank når vi siger, at vi vil realisere os selv. Det gør vi jo hver dag ved at trække vejret, så holder vi os selv i live og realiserer os dermed. Men det er jo ikke det, folk lægger i disse ord, som let får for triviel en betydning," siger han.

Peter Thielst forklarer vores konstante søgen med, at vi i det sekulariserede samfund ikke længere har en fast forestilling om livets mening og vores egen identitet. Men når vi søger, prøver vi i virkeligheden ikke at finde mening, selvom vi siger det.

I stedet for handler det om, at vi sætter hedonismens lykkemoral og vores egen lyst op som den store ledestjerne. Og selvom der som sådan ikke er noget galt i at følge vores lyst, så skal vi ikke bilde os selv ind, at vi finder meningen med livet ved at gøre det.

At lede efter en meningsfuld ramme er at forholde sig til sig selv, som den man er, lyder et Kierkegaard-citat. Ikke at søge ud til alle mulige guruer, charlataner, og Dalai Lama-freaks, som får et alt for let spil i det moderne selvrealiseringsprojekt - og i at sælge det autentiske selv.

"Selvfølgelig skal man gøre det, man har lyst til, det ville være tåbeligt andet, når vi nu har muligheden. Men hvis man kun følger lysten, følger man kun det subjektive. Man kan så støtte sig i korte formuleringer hos Kierkegaard om, at kun subjektet er sandheden."

"Men hos Kierkegaard betyder det, at jeg er den eneste, der kan gøre regnskabet op med mig selv. Det betyder ikke, at jeg kan gøre regnskabet op ved at lytte til min lyst og sige: Hvad vil du gerne være i dag - kunne det være sjovt at være buddhist, eller vil jeg hellere prøve at være hip hopper," siger han og efterlyser i stedet, at mennesker forholder sig med alvor og skepsis til sig selv som personer, der har en historie og et levet liv i stedet for det, der i øjeblikket falder dem ind.

"Der står et selvbedrag, der er godt på vej til at grine ad en. Ved at bruge alle de her kække eksistentielle ord er der en fornuft og en mulig selvindsigt, man har ladet gå i glemmebogen," siger han.

Kunstnermyten

Vi ophøjer vores eget subjekt til altid at tale sandt og dyrker hermed den kunstnermyte, der opstod i romantikken om geniet, der lovgiver for sig selv.

Kunstneren har ret, fordi han er et geni, og kunstnerens værker er kunstværker, fordi kunstneren selv siger det. Men ved at sige, at vi har ret fordi vi siger det, unddrager vi os andres kritik og rationelle indvendinger mod vores iscenesættelser og vore så kaldt frie valg.

"Vi tror på, at subjektiviteten altid har ret - ligesom når vores statsminister gør op med smagsdommerne. For i det personlige er vi altid den bedste smagsdommer. Det er jo ikke forkert. Men det er heller ikke sikkert, at det åbner for noget særlig begavet."

"Kunstnermyten overfører vi mere og mere til subjektet. Hver gang vi siger, at 'nu har jeg fundet mig selv, fordi jeg har været på weekendkursus, hvor jeg har lært om astralhealing - for det er bare mig', behøver vi ikke at forklare noget eller argumentere. Alle andre skal bare sidde og klappe i hænderne og sige, at det er da godt, du endelig har fundet dig selv,"

Det nyfundne selv holder som regel ikke særlig længe, mener Peter Thielst. For 14 dage efter har man som regel fundet noget nyt, der 'lige er mig', og den slappe selvoptagede følelse har sejret over den kritiske eftertanke.

Den rationelle samtale og udvekslingen af synspunkter bliver trivialiseret og respekten for andres argumenter og holdninger går tabt. Man prøver ikke at forstå de synspunkter, der ikke udspringer af det, man allerede har forstået, eller en tanke, man ikke selv deler.

"Vi hverken lytter eller argumenterer. Det gør sig også gældende, når vi eksempelvis har set en film i biografen. Hvis andre spørger til, hvordan den var, så siger vi, at den var spændende. Eller meget meget spændende, for så lægger vi nogle flere ord på, for at sætte trumf på. Samtalen stopper ofte der, og man bliver ikke klogere på noget som helst," siger Peter Thielst og påpeger, at når vi modsat er inde i en fornuftsudveksling, holder vi døren på klem og gør os åbne for kritik og modargumenter, der kan sætte vores egne synspunkter i perspektiv. Men det gør man ikke ved at bruge ord som fedt og kanon.

"Det er bare subjektive signalord. Tidligere argumenterede man mere," siger han.

- Men siger du ikke bare, at alt var bedre før i tiden?

" Det kan jeg jo ikke afvise. Man kan jo kun kritisere sin samtid ved at sammenligne med noget, der har været, og man kritiserer jo altid ud fra det i fortiden, som man oplevede som bedre, ikke det, der var værre. Man siger jo ikke, at vi nu skal tilbage til at spise øllebrød hver mandag, fordi det var så godt i 1950'erne."

Afsmittende effekt

Peter Thielst vil gerne stille spørgsmål ved, om vi er ved at glemme noget, der egentlig var værd at samle på. Noget, man især bør tænke i samtidens omskiftelige kultur.

"Vi må spørge til, om vi er ved at reducere humanismen i vores kultur. For jeg synes ikke, at en kultur er særlig human, hvis ikke den har fornuften som afsæt. Hvis den positionerer sig i stedet for at diskutere. Vi bruger den der med, at 'jeg har nu min mening' på områder, hvor den ikke hører hjemme, det rationelle område eksempelvis, som når vi diskuterer ozonhullets størrelse og følger. Eftersom alle har en mening, må den ene være lige så god som den anden, mener mange."

Et andet sted, hvor den nye argumentationsmetode ikke hører hjemme er i politikken. Men netop der stortrives den.

"Den glidning er farlig, fordi den influerer på det politiske liv. Hvis der er kritik af regeringen, så afviser den uden at sige andet. 'Der er ikke noget at komme efter,' siger statsministeren, men der er ingen forklaring på hvorfor. Rationaliteten bryder sammen," siger han.

Ved at lade den subjektive diskurs styre debatten, bedrager vi os selv. For hvis vi skal forvalte os selv i et åbent og demokratisk samfund, så må det være et ideal, at vi har styr på os selv, og at vi ikke hænger os fast i alt for mange illusioner om vores egen lykke. Og det gør vi, når vi siger, at vi har fået vores drømmehus, et nyt drømmejob og vores børn er kommet ind på deres drømmestudium.

"Når vi nu har et demokrati, og vi ikke har tænkt os at overlade det til en eller anden idiotisk diktator, så gælder det om at holde fornuften kørende. Med mindre man synes, at selvbedrag er en kulturel gevinst. Nu har vi i 2.500 år forsøgt at efterleve Sokrates tale om, at vi skal kende os selv, at vi skal lade være med at blotte os med alle vores fordomme, og at vi skal lade være med at skabe os med at vi ved noget, vi ikke ved. Jeg efterlyser en kritisk tilgang til tilværelsen. Med den ordflom, der dominerer, mener jeg, at selvbedraget har alt for gode kår."

Og ifølge Peter Thielst er der ingen tvivl om, at der under de positive udtryk ligger store problemer.

" Det, der måske forklarer den oppumpede sprogdragt er, at vi ikke trives reelt, men at vi er nødt til at bilde os ind, at vi trives. Inden under ligger der jo som aldrig før i en velfærdskultur livstilssygdomme og misbrugsproblemer af stoffer og alkohol og medicin. Det er jo bagsiden. Vi trives ikke, og vi savner et reelt livsperspektiv," siger Peter Thielst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her