Læsetid: 3 min.

Jelinek skriver gyserrevy om RAF-terror

Nobelpristager Elfriede Jelineks premiere på teaterstykke om Baader-Meinhof-gruppen modtages godt af tysk presse. Men ikke af Ulrike Meinhofs datter
31. oktober 2006

På Thalia Theater i Hamburg har der været mere end bare almindelig lampefeber. Her har man helt indtil uropførelsen af Elfriede Jelineks nye stykke frygtet, at der slet ikke ville blive nogen premiere. Bettina Röhl, den ene af terroristen Ulrike Meinhofs tvillingedøtre, havde nær forpurret det hele. Efter at have overværet prøver på stykket i maj mente Röhl, at hendes personlige rettigheder var gået for nær. Hun forsøgte først at få dele af teksten ændret, og da teatret ikke opfyldte hendes ønsker, gik hun rettens vej.

Bettina Röhl var ikke inviteret til premieren i lørdags, men Spiegel Online oplyser i forbindelse med sin anmeldelse, at Thalia Theater har ’tilpasset stykket hendes forfatningsmæssige rettigheder’, og at striden mellem teatret og Röhl dermed er bilagt.

Hvor Röhl følte sine eller sin families rettigheder krænket, ved ingen med sikkerhed. Men den liberale avis Frankfurter Rundschau skriver, at Jelinek opfatter historien om RAF som mentalitetshistorie, mens Röhl som datter ser det som en familiehistorie, hun har rettighederne til.

Tyske hellige køer

Til syvende og sidst har alle fået noget ud af striden. Om ikke andet så en masse reklame for enten sig selv (Röhl og Jelinek), stykket (Thalia Teater) og offentligheden (uha, hvor virkeligheden dog nogle gange indhenter kunsten).

Den kontroversielle Elfriede Jelinek har taget to tyske hellige køer ved hornene og smidt dem ind på scenen. For det første Friedrich Schillers stykke Maria Stuart fra 1800, der handler om kvinder, mænd og magt, og som er kulturelt arvegods. Og for det andet den venstreradikale, terroristiske undergrundsorganisation Rote Armee Fraktion, og især hovedpersonerne Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin og Andreas Baader, der hærgede den tyske forbundsrepublik i 1970’erne, og som er historisk arvegods.

Myter er de også, som alle andre berømte (eller snarere berygtede), der er døde i en ung alder på dramatisk vis. Som avisen Süddeutsche Zeitung, der kalder opsætningen for en »intelligent gyser-revy«, skriver, så »oversvømmede de to kvinders portrætter 1970’ernes offentlige rum i samme grad som Kate Moss’ gør det i dag«.

Med rollator og gangstativ

Elfriede Jelinek lader de to terrordronninger optræde som en art gengangere af den skotske dronning Maria Stuart og den engelske dronning Elisabeth den 1. Dog sørger hun for at afmytificere dem grundigt ved på et tidspunkt at lade dem optræde med henholdsvis rollator og gangstativ.

Jelinek, der selv engang var kommunist, anklager RAF for at have kompromitteret venstrefløjen i en sådan grad, at man ikke længere ved, i hvilken retningen udviklingen går. Avisen Frankfurter Rundschau ser dette punkt som stykkets hovedkvalitet.

»Stykkets livlighed og sprængfarlighed opstår ikke af bearbejdelsen af fortiden, ikke af Bettina Röhls mislykkede forsøg på at forsvare sit virkelige liv, men af den nød og hjælpeløshed, man føler, når man vil formulere en modsat holdning til vore dages kapitalistiske økonomisme«, som avisens anmelder skriver. Han kalder stykket en af »årets bedste opførelser« og slutter med ordene »Bravo! Og fred være med fru Röhl.«

Her er Spiegel Online lodret uenig og mener, at »resultatet er en melankolisk-munter klagesang for den radikale tyske venstrefløj, og den har man hørt ofte nok i den senere tid.«

Neue Zürcher Zeitung kalder »terror-kabareten« for både »meget morsom, cool og hip«, og roser instruktøren Nicolas Stemann for på »virtuos vis at kunne klare nobilpristagerens sidelange tirader«. Dog bemærker den kvindelige anmelder til slut, at »terror betyder rædsel, og den oplever man ikke noget af hele aftenen«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu