Læsetid: 3 min.

Jelved og Khader angriber Thorning

Socialdemokraternes formand burde være den sidste til at tale om interne fløjdannelser. Marianne Jelved og Naser Khader kritiserer Helle Thorning-Schmidt, efter hun har udtalt sig om partiets Gerner- og Khader-fløj. 'Uvidenhed', siger Khader. 'Hun vil fjerne fokus fra sin egen situation', mener Jelved.
23. februar 2006

"Hvad har Helle Thorning gang i?" Ligegyldigt hvilken radikal MF'er man talte med både til og uden for citat, var svaret det samme.

Nok er der nuancer i den radikale udlændingepolitik, men der er hverken tale om en Gerner- eller Khader-fløj, sådan som Helle Thorning-Schmidt har udtrykt det i et interview med Berlingske Tidende i går.

"Man skulle tro, at den socialdemokratiske formand havde rigeligt at se til med sit eget parti lige for tiden. Men det er måske netop for at fjerne opmærksomheden fra sin egen situation, at hun nu angriber os. Jeg forstår hende simpelthen ikke," siger Marianne Jelved. I artiklen siger Thorning-Schmidt, at Socialdemokraterne aldrig kunne have haft en Khader- og Gerner-linje uden at blive beskyldt for skizofreni. Og desuden håber hun, 'at de er på vej over mod Khader-linjen', fordi det passer Socialdemokraternes bedst.

Formandens uvidenhed

"Thorning kommer banen samme dag, som vi præsenterer vores fælles SR-udspil om indfødsret. Det viser jo netop, at vi kan jo godt lave fælles politik på udlændingeområdet. Det hænger ikke sammen," siger Jelved.

Den radikale leder pointerer, at hun personligt kun har været uenig med Naser Khader i en ting på udlændingeområdet, og det var 24-årsreglen.

Heller ikke den ene af hovedpersonerne i Thornings kritik, Naser Khader, forstår den socialdemokratiske formand.

"Der må være tale om uvidenhed fra den socialdemokratiske formands side. Der er ikke tale om en Khader- eller Gerner-fløj i partiet. Det har intet på sig. Jeg kan tilslutte mig 95 procent af vores udlændingepolitik, men man kan jo ikke være enig i det hele. Blandt andet var jeg uenig med Jelved om 24-årsreglen, men det viste vi jo helt åbent. I vores præsentationsvideo under valgkampen talte Jelved imod 24-årsreglen, mens jeg talte for. Vi har ikke noget at skjule, og vi har ingen fløje," siger Naser Khader.

Reaktionære muslimer

Han understreger dog, at partiet i fremtiden skal være bedre til at gå imod konservative kræfter i det muslimske miljø.

"Vi har haft stor succes med at tage afstand fra Dansk Folkeparti. Men i virkeligheden mener jeg, at vi i langt højere grad fremover skal spille en mere aktiv rolle i forhold til religiøse fundamentalister herhjemme. De er i virkeligheden langt farligere end Dansk Folkeparti. Men det er jo noget, som jeg har sagt i de sidste 10 år, så det kommer ikke bag på nogen," siger Khader.

Partiets integrationsordfører, Morten Østergaard, afviser også, at partiet har to fløje, der trækker i hver sin retning på udlændingeområdet.

"Jeg kan da godt forstå, at det må være svært for Helle Thorning-Schmidt at leve sig ind i et parti, som ikke har fløje. Men det har vi ikke. Vi er enige på de centrale punkter, og vi står sammen i kritikken af regeringens starthjælp, 24-års reglen og tonen i debatten. Hvis bare Socialdemokraterne havde to fløje, så ville vi være glade. De stritter jo i alle retninger lige for tiden," siger Morten Østergaard.

En analyse foretaget af Altinget viser, at Det Radikale Venstre har stemt for 27 af de 40 love, der er vedtaget under VK-regeringen på udlændingeområdet siden 2001. Elsebeth Gerner Nielsen ser det som et udtryk for, at de radikale ikke fører en ensidig politik på området.

"Der ville ikke have været kommet flere flygtninge ind, hvis det var de radikale, der havde siddet ved styrepinden. Så der er en række områder, som vi kan samarbejde på," siger partiets udlændingeordfører til Altinget.

Helle Thorning-Schmidt ønskede i går ikke at uddybe sine udtalelser om 'Khader-linjen' og 'Gerner-linjen'.

20060222-221341-pic-939645785.jpg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her