Læsetid: 3 min.

Er Jelved virkelig cool?

27. januar 2004

»Det er vel ikke rigtigt set siden de venstreorienterede i 1970’ere, men i dag er det cool at være radikal.«
Sociologen Henrik Dahl i kommentar til, at De Radikale virker som magnet på unge akademikere

I LØRDAGS skete der noget bemærkelsesværdigt i det københavnske natteliv – noget af den slags, der ellers forsvandt med forsamlingshusballerne med DSU, VU, KU og RU i 1950’erne: Godt 500 fortrinsvis unge radikale fyldte Pumpehuset til en blanding af politik og fest. Ifølge Berlingske Tidendes udsendte mødte de »unge, smukke og veluddannede« op i »det rigtige tøj« til festen – og så havde de oven i købet betalt 250 kroner for at komme ind. Den priviligerede skare kunne sole sig i den berømmelse, som politiske forbilleder som Niels Helveg Petersen, Naser Khader og allervigtigst Marianne Jelved kastede over aftenen. Kasper Bach, som arrangerede festen, fortæller, at De Radikale har fordoblet sit medlemskab i København på kort tid, og at det typiske nye medlem er »en 29-årig magisterkvinde, som er lige ved at være færdig med sit studium.« Henrik Dahl, som ikke selv deltog i festen, men som lever af at spotte nye trends, kalder det slet og ret for »sensationelt«, at De Radikale har haft held til at få begreberne »cool« og »partipolitik« til at nærme sig hinanden.

I SØNDAGS vågnede de selvbevidste radikale så op til tømmermænd. Den selvfedme, der falder især partiets yngre medlemmer så naturligt, har i de seneste måneder nået uanede højder – med tegn på, at folketingsgruppens nuværende ni medlemmer kunne blive fordoblet ved næste valg. Men en meningsmåling fra Gallup – sædvanligvis det mest troværdige institut – gav De Radikale en solid deroute. Pludselig er Jelveds hippe parti igen røget ned i nærheden af de godt fem procent af vælgerne, som de i så mange år har været placeret på. Ligesom Socialdemokraternes fremgang gennem måneder i høj grad skyldes, at Venstre har tumlet rundt i manegen, har De Radikales hidtidige fremgang kunnet tilskrives den tidligere uro hos det store oppositionsparti. Den politiske aktivitet, som Mogens Lykketoft har skabt hos Socialdemokraterne, har ført til ro og fremgang – og altså mere indirekte bidraget til radikal tilbagegang. Strategerne i den radikale gruppe er udmærket klar over denne sammenhæng – og det er i det lys, at en række politiske angreb på Lykketoft er blevet afleveret af Jelved i det seneste halve år. Jelved har gentagne gange sået tvivl om Lykketofts personlige troværdighed – i forhold til både udlændingepolitik, hvor han beskyldes for at løbe forvirret rundt, og i den økonomiske politik, hvor han anklages for manglende ansvarlighed. Målet har helt tydeligt været at placere Jelved som indbegrebet af troværdighed. Den kurs er formentlig ført for langt ud og medvirkende til, at partiet igen daler.

ALLIGEVEL ER der generelt grund til at rose den politik, som De Radikale har fremført, siden de røg i opposition i november 2001 – og, ja, mistede den nøgleposition, partiet har haft i næsten 100 år. Partiet har modigt, konsekvent og dygtigt fremstået som det mest humanistiske og liberale. Det tolerante forsvar for flygtninge og indvandreres rettigheder har givet tiltrukket unge vælgere. Det klare opgør med de fire danske forbehold og kampen for at fastholde Danmark i det internationale samfunds midte har haft samme effekt. I den økonomiske politik har partiet høstet roser for dets ønske om markante reformer af især skattesystemet – selv om man roligt kan sige, at partiet på dette område har skræddersyet dets oplæg, så lige præcis de veluddannede, de appellerer til, også vil tjene mest på deres politik. For den tolerante, udadvendte og internationalt orienterede danske vælger er der faktisk meget, der taler for, at Jelved rent faktisk er cool.

MANGE AF DEM, der håber på, at næste valg kan føre til et regeringsskifte, frygter, at den uenighed, som ofte dukker op mellem Jelved og Lykketoft, kan spænde ben for dette skifte – og give VK-regeringen en periode mere. Den kampagne, som Venstre og De Konservative snart ventes at indlede mod et SR-alternativ, vil fokusere på to felter: For det første, at alternativet vil føre til flere udlændinge. For det andet, at det vil betyde øgede skatter. Begge dele er givet korrekte – og sympatiske. For Jelved handler det om at stå ved den positive politikformulering, hun har stået i spidsen for i to år, og i øvrigt holde op med de jævnlige personangreb på Lykketoft. Så er der udsigt til en SR-regering efter næste valg – med to partiledere på over 60 år. How cool can it get?

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu